FAQ
Her kan du finde de hyppigste spørgsmål og svar om plastikforurening.
Hop direkte til et emne:
Plastik har været en vigtig og betydningsfuld opfindelse og har løst mange udfordringer i samfund verden over, eksempelvis for udstyr til hospitaler, der redder liv. Og plastik har på mange måder gjort livet lettere for mange mennesker. Brugen af plastik, hvordan det skal bruges, i hvilke produkter, og hvornår det er vigtigt for os som samfund og mennesker, har der hidtil ikke været nogle særlige krav til – og på den måde har plastik også sneget sig ind i produkter og i anvendelser, som på ingen måde er bæredygtigt og som har skabt et enormt ressourceforbrug og problem med endnu stigende forurening af vores natur.
Vi skal stadig fortsætte med at bruge plastik, men vi skal kun bruge det hvor det er fornuftigt, og hvor det giver mening i en cirkulær tankegang – hvor vores ressourcer, herunder plastik, genbruges med mindst muligt energiforbrug undervejs. Alle former for engangsplastik og generel engangsbrug af produkter, uanset materiale, vil aldrig være bæredygtigt. Kun reduktion af vores forbrug, genbrug og genopfyldning af produkter og emballager, samt genanvendelse af materialet, når produkterne ikke længere kan genbruges og repareres, er reelt bæredygtigt og passer ind i en cirkulær tankegang.
På verdensplan producerer vi i dag over 400 mio. tons plastik hvert år, og det forventes at plastproduktionen i år 2025 overstiger 600 mio. tons årligt. Produktionen forventes altså at stige voldsomt de næste mange år, hvis vi ikke får ændret den måde hvorpå vi bruger plastik på i vores samfund.
Langt størstedelen af den producerede plastik er til fremstilling af emballage, og det meste heraf er engangsprodukter – altså plastprodukter som kun bruges en enkelt gang af forbrugerne, før de bliver til affald og skal håndteres på den ene eller anden måde. Det meste engangsplastik ender på lossepladser, forbrænding eller i naturen, og kun en meget lille andel bliver reelt genanvendt til nye plastprodukter. Andre sektorer eller brancher, hvor plastik bruges, er til byggeri, tøj og tekstiler, forbrugerprodukter, transport og elektronik.
I Danmark har vi ikke nogen produktion af selve råmaterialet til plastik (kaldes typisk pellets eller granulat), men vi importerer plastik pellets fra andre lande for så at fremstille f.eks. emballager til fødevarer.
Plastemballage fylder det meste af den producerede plastik – over en tredjedel – og derfor kræver emballage i sig selv enorme ressourcemængder i form af fossile brændstoffer, som langt det meste plastik laves af, samt store energimængder at producere. Langt de fleste af emballagerne bliver kun bliver brugt en enkelt gang, og plastprodukterne har på den måde kun meget kort levetid, selvom plastmaterialet egentligt kan holde i rigtig mange år.
Derfor er vores engangsbrug af plastik, herunder særligt emballager, et kæmpe ressource- og energispild, særligt i en tid hvor vi bliver nødt til at passe rigtig godt på vores ressourcer og undgå unødig energiforbrug baserede på fossile brændstoffer. Samtidig har netop emballagerne lav værdi blandt andet fordi de ofte er lavet af komplicerede og blandede materialer eller forskellige plasttyper, der gør det svært at genanvende det effektivt med et økonomisk overskud.
Derfor ender meget af engangsplastikken i naturen og lossepladser i fattigere lande – og det er et problem både for de økosystemer, dyr og lokalsamfund, der må leve i og med de store mængder plastik.
I Danmark har vi ingen produktion af plastik råmateriale – såkaldte plastik pellets eller granulat, som er bittesmå kugler eller cylindre af plastik som man bruger til at fremstille færdige plastik produkter, f.eks. emballager, ud fra. Plastik pellets bliver importeret til Danmark fra andre lande, og transporteres så videre rundt i landet, hvor danske virksomheder fremstiller færdige plastprodukter.
Det giver mening fortsat at have en produktion af færdige plastprodukter, såsom emballage, i Danmark, særligt hvis vi også på sigt kan få produkterne ind i genbrugssystemer, hvor emballagerne sorteres og samles ind (evt. ved brug af pantsystemer), rengøres, genpåfyldes på en eller flere centrale industrielle faciliteter i Danmark, og på den måde igen kan genbruges til de varer, som skal pakkes ind, beskyttes og sælges på det danske marked. På den måde er der sparret en masse energi på transport af plastik råmateriale produceret i andre lande, og vi skal heller ikke bruge ressourcer og energi på at håndtere og genanvende affaldet.
Danskerne er nogen af dem i verden, som producerer mest affald per indbygger. Vi og andre vestlige lande er blevet vant til en kultur, hvor man blot kan bruge og smide væk, uden rigtig at tænke over konsekvenserne. Det skyldes, at engangsplastik er blevet så udbredt og er så billigt, så vi slet ikke lægger mærke til at de varer vi køber, der er pakket ind i plastikemballage, koster en smule ekstra.
Derudover betragter vi ofte affald som ”ude af øje, ude af sind”, fordi andre tager sig af at håndtere vores store mængder affald. Affaldet bliver i Danmark hentet af kommunerne og kørt til centrale faciliteter, der sorterer affaldet og sender noget til genanvendelse til eksempelvis Tyskland, mens resten og størstedelen bliver brændt i de store danske forbrændingsanlæg. Men i sidste ende lander regningen hos os selv, da vi gennem skatter betaler for afhentning af affald og for de omkostninger håndtering af affaldet. Det tænker vi bare ikke over i vores hverdag.
Dertil kommer, at producenter og virksomheder producerer flere og flere plastikprodukterne, så os, der køber, bliver mødt af mere og mere plastik overalt i vores hverdag. Producenterne har derfor også et enormt ansvar for at reducere mængden af plastik, som de producerer.
Mikroplastik bruges i mange anvendelser og til mange forskellige funktioner i industrien og samfundet. Definitionen af mikroplastik er egentlig simpel – det er plastik mindre end 5 mm i størrelse. Plastik råmateriale, dvs. de små ”perler” af plastik som bruges til at fremstille færdige plastprodukter, er i sig selv mikroplastik. De spildes til miljøet f.eks. under transport og omlastning.
Derudover bruges mikroplastik også i industrien til sandblæsningsprocesser og tilsættes visse plastmalinger, så malingen får den rette konsistens og binder bedre. Plastmaling består derudover også at opløste polymerer, som efter malingen tørrer bliver i fast form og senere kan slides af i fragmenter og på den måde danne mikroplastik i miljøet. Syntetiske tekstiler (f.eks. polyester, akryl, nylon, elastan) består også af små plastfibre, som også anses som mikroplastik.
Endeligt findes mikroplastik i hverdagsprodukter såsom visse pleje- og kosmetikprodukter (f.eks. som glimmer, skrubbeperler, solfitre og fyldemiddel), og det kan være de bittesmå ”krøyerkugler” som findes bl.a. som fyld i sækkepuder og fatboys. Infill/underlaget til kunstgræsbaner er også mikroplastik, som er fremstillet ved at granulere brugte bildæk. Desværre har brugen af mikroplastik i mange af disse funktioner og anvendelser den konsekvens, at det tabes til miljøet på den ene eller anden måde. Får vi ikke forbudt brugen eller erstattet med andre reelt bionedbrydelige alternativer, eller forhindret at det tabes til miljøet, vil forureningen med mikroplastik fra land til hav fortsætte og formentlig stige i fremtiden.
Emballagen omkring fødevarer bruges til at beskytte mod nedbrydning og forrådnelse, så varen kan tåle at transporteres over måske lange afstande og holder længere på hylderne og hos forbrugerne (så længe emballagen ikke er brudt). Men emballering af fødevarer har taget overhånd og i nogle tilfælde er det fuldstændig overflødig. F.eks. ses der tilfælde af sodavands-dåser pakket enkeltvis ind i en plastbakke og folie, og enkelte jordbær hver pakket ind i plastik.
Dertil ser vi også at økologiske varer ofte er pakket ind i plastik, mens ikke-økologiske varer med sprøjtemidler kan sælges i løsvægt. Argumentet er, at varerne ikke må blandes sammen, så forbrugerne ved, om de køber økologiske varer eller ej. Men der findes andre måder at løse dette på, f.eks. brændemærkning på citrusfrugter, og i det mindste lade de økologiske varer være fri for plastikemballage, så miljøbevidste forbrugere, der gerne vil købe økologi og slippe for plastikemballagen har mulighed for det. Samtidig skal vi også tænke over, om det kan være rimeligt, at vi forlanger, at alverdens eksotiske frugt og grønt skal være på hylderne året rundt, når det kommer med de konsekvens, at det skal pakkes ind store mængder plastik for at kunne holde hele vejen samtidig med, at der bruges store mængder energi for at transportere varerne lange afstande.
Endeligt handler det om produktdesign – hvordan kan man lave emballager og tilhørende systemer, så det kan genbruges og i det mindste sikres, at det kan genanvendes – og i praksis bliver det. Meget emballage bliver i dag ikke engang genanvendt og ender på forbrændingen, typisk fordi det er dårligt designet f.eks. med ikke-genanvendelige plasttyper eller består af flere forskellige materialer, som ikke kan skilles ad og på den måde egner sig til genanvendelse.
Der er tre scenarier for plastemballage, som ikke genanvendes.
1) Det bliver forbrændt på industrielle forbrændingsanlæg – eller i fattigere lande ved åbne og ikke-kontrollerede afbrændinger, som har store konsekvenser for miljø og sundhed med de stoffer som afgives. Forbrænding benytter vi os i høj grad af i Danmark.
2) Det lander på deponi eller lossepladser, som kan være mere eller mindre forsvarlige og beskyttede. I fattige lande er det ofte bare åbne lossepladser, hvor affaldet risikerer at blæse væk og videre ud i naturen, og der afgives problematiske stoffer til atmosfæren. Nogle lande har sågar åbne lossepladser tæt ved kyster eller floder, så affaldet kan udledes direkte til havet.
3) Det lander direkte i naturen, hvis det bevidst smides som henkastet affald eller det tabes på anden vis, f.eks. overfyldte skraldespande. Alle tre scenarier har konsekvenser for vores miljø. Forbrænding bidrager direkte til klimaforandringer, også selvom der produceres varme og energi i processen, som vi kan udnytte (f.eks. til fjernvarme), og når først materialet er brændt, er ressourcen og materialet tabt. Lossepladser risikerer at producere methan-gas ifm. en iltfri nedbrydningsproces, og methan er en endnu mere potent drivhusgas end kuldioxid. Der skal mindre til for at give den samme effekt på klimaforandringer. Lossepladser og tabt affald til naturen bidrager givetvis direkte til forurening med plastik i vores miljø, som har konsekvenser for økosystemer og dyreliv. Alle scenarier er således stort ressourcespild, og derfor skal vi genanvende så meget som muligt, næstefter genbrug, og designe produkter og systemer så emballagerne sikres, at de i det mindste kan genanvendes – og reelt bliver det i praksis. I dag er det på globalt plan blot ca. 10 % af al produceret plastik, som i praksis er blevet genanvendt, så vi har lang vej endnu.
Det er selvfølgelig umuligt at svare præcist og sikkert på, men desværre er tendenserne – hvis vi fortsætter som vi gør – at plastproduktionen vil stige markant de næste mange år. Dette vil givetvis gøre, at vi spilder flere ressourcer, at vi bidrager yderligere til klimaforandringer, og kommer til at forurene vores natur endnu mere, hvis vi ikke snart løser problemerne direkte ved kilden: nemlig at vi skal stoppe med at producere så meget plastik i første omgang, og bruge plastik smartere og mere effektivt end vi gør i dag.
Industrien kommer frem med mange såkaldte ”løsninger” men som regel handler det om teknologiske og affaldshåndterende løsninger, som får forbrugerne, borgerne og politikerne til at tro, at det reelt kan løse problemet, mens industrien fortsat kan producere mere og mere plastik – og tjene endnu flere penge på det. Et eksempel er ”kemisk genanvendelse” som for alvor for tiden er noget, der tales om og udvikles på. Det dækker over en lang række forskellige processer, som har til fælles, at plasten nedbrydes til dets grundlæggende bestanddele og teoretisk set kan blive til ny plastik. Processerne har dog et enormt ressourceforbrug i forhold til traditionel mekanisk genanvendelse, og skaber en masse affald og biprodukter, som skal håndteres særligt. Endeligt vil meget af den olie eller gas, som processerne producerer, kun være rentabelt at bruge til brændstof og ikke til produktion af ny plastik, som kræver et meget rent og raffineret råprodukt – og dermed er der ikke tale om reel genanvendelse men blot en energiudnyttelse af affald, på lige fod med forbrænding.
Grønne organisationer som Plastic Change og mange andre verden over kæmper fortsat en kamp for at tvinge industrien og politikerne til at forstå, at et fortsat stigende plastproduktion – og plastik der indeholder skadelig kemi – aldrig nogensinde vil være bæredygtigt og cirkulært. Kun reduktion, genbrug og effektiv (mekanisk) genanvendelse er vejen frem.
Forsætter plastikproduktionen med at stige, vil det betyde, at der lander mere plastik i vores miljø med store konsekvenser for økosystemer og dyreliv. Derudover vil plastik bidrage mere og mere til klimaforandringer, fordi vi bruger fossile ressourcer på og i produktionen, og samtidig er meget dårlige til ikke at tabe ressourcerne, ved at vi f.eks. i stor stil brænder affald af og generelt kun genanvender meget lidt af plasten. Fossile ressourcer som vi en dag løber tør for. I dag er ca. 99% af den producerede plastik baseret på fossile brændstoffer, og produktionen af plastik udgør en betydelig del af verdens samlede olieforbrug.
Omlægning til brug af biomasse til fremstilling af plastik er ikke en holdbar og cirkulær løsning, hvis vi ikke markant får reduceret vores produktion af plastik, og samtidig finder på flere genbrugsløsninger. Land til produktion af biomasse er også en begrænset ressource, og skal prioriteres til fødevareproduktion. Desuden er meget landbrug monokultur og bruger sprøjtemidler, så det bidrager direkte til tab af biodiversitet og forurening med skadelige stoffer. Får vi ikke sikret, at den plastik som findes på markedet er helt fri for skadelig kemi, risikerer vi endnu større sundhedsproblemer med eksempelvis fertilitet, kræft og mange andre sygdomme. Samtidig betyder skadelig kemi i plastik, at vi ikke kan genanvende effektivt, fordi stofferne finder vej ud i flere produkter, så de kun kan blive til lav kvalitets produkter eller må afskaffes ved forbrænding.
Fordi vi mennesker i rigtig mange år har haft en fest med plastik, hvor vi har produceret mange billige og stærke plastikprodukter uden rigtig at tænke over miljøkonsekvenserne i fremtiden. Tænk på hvor meget plastik, der er i de ting, du bruger hver dag: tøj og sko, mobiltelefon, legetøj, kuglepenne og emballage om mange af de varer, man handler ind i supermarkedet.
Plastik er på mange måder et ekstremt solidt og brugbart materiale. Men ofte bliver det kun brugt en gang – f.eks. ved emballage, plastikposer og engangskopper, hvorefter en del ryger ud i naturen – det sker både i Danmark og i mange andre lande.
Plastik har mange konsekvenser for miljøet. F.eks. kan det være en trussel mod dyr i alle størrelser og op gennem hele fødekæden, fordi de tror det er mad eller fordi de vikles ind i det. Det betyder, at der er dyr, der bliver kvalt i plastik eller dør af sult. Man regner med, at mindst 2249 havlevende dyrearter påvirkes af plastikforurening, og mange af dem er i forvejen truede arter.
Plastik bliver i naturen og havet langsomt brudt ned til mindre og mindre stykker pga. bølgekraft, ilt og sollys, så det til sidst bliver til mikroplast – små stykker plastik under 5 mm i størrelse. Når mikroplastik ligger i havet kan det “suge” miljøgifte og farlige kemikalier til sig, som dyrene får med, når de spiser plastik, og som mennesker får i sig når de spiser f.eks. fisk, muslinger og skaldyr.
Det kan have alvorlige sundhedskonsekvenser for mennesker, når vi udsættes for de skadelige kemikalier – både de som kan være tilsat plastikprodukterne under produktionen for at give dem bestemte egenskaber (f.eks. kemikalier som ftalater og flammehæmmere) og de stoffer, som plastik kan absorbere fra havet (f.eks. pesticider og tungmetaller). Plastik er også grimt, når det ligger i naturen, og ikke mange synes, det er skønt at bade ved en strand og i vand, der er fyldt med plastik. Plastik kan også stoppe vandløb og kvæle planter og dyreliv, når det hober sig op.
Hvert år udledes der omkring 8-10 millioner tons plastik til havet på verdensplan, og fortsætter det, risikerer vi, at der allerede i 2025 være 1 ton plastik i havet for hver 3 tons fisk. Især floder er med til at føre plastik videre ud i havet, men forurening sker også direkte fra havkyster og længere inde fra land, hvor det kan blæse ud.
Også helt små plastpartikler, som f.eks. slides af synetisk tøj og bildæk, føres med vinden, og kan lande langt væk fra hvor det blev tabt. Faktisk har man fundet mikroplastik alle steder i verden, helt fra det dybeste hav til arktiske egne, hvor ingen mennesker bor. Mikroplastik skylles også ud med spildevand, f.eks. fra tøjvask, da normale rensningsanlæg ikke kan filtrere partiklerne fra, og meget af mikroplasten fra spildevand ender også i slammet, som spredes på landbrugsjord, fordi man bruger slam som gødning. Hvad der sker med mikroplasten i slam, der spredes på marker, og hvordan det påvirker dyrelivet i jorden, ved man kun meget lidt om, men en del transporteres nok videre ud i vandmiljøerne, f.eks. ved regnskyl, og på den måde ender det i havet.
Overordnet set er det al slags engangsplastik, der ender i havet. Altså plastprodukter, som kun bruges en enkelt gang af os forbrugere, før det bliver til affald. Det skyldes, at engangsplastik har meget lav værdi, og det er sjældent designet til at kunne genanvendes. På den måde kan det ikke engang betale sig økonomisk at samle det op, hvis det er landet i naturen. Det er eksempelvis mademballage, særligt fra take-away restauranter, engangskopper, -tallerkner og -bestik, sugerør, poser og slik- og chipspapir.
I de mange lande hvor der ikke er pantsystemer på drikkeflasker – som vi heldigvis har bl.a. i Danmark – lander der også rigtig mange plastflasker i naturen, fordi der produceres så mange af dem. Faktisk sælges der på verdensplan hele 1 million plastflasker hvert eneste minut, og tallet forventes at stige fortsat. Men også cigaretskodder, som har filtre, der indeholder små fibre af plastik, lander også i naturen og havet. De smides ofte i naturen af dårlig vaner, og fordi mange slet ikke er klar over at der er plastik i cigaretter.
Slidte fiskenet som også består af plastik (f.eks. nylon) tabes eller smides også ofte i havet og udgør en stor trussel for dyreliv. Større plastikprodukter vil over tid fragmenteres til mindre stykker og til sidst blive til mikroplastik. Når vi taler mikroplastik, der spildes direkte til naturen gennem vores forbrug på land, så er det især plastik fra slid af bildæk, fibre fra syntetiske tekstiler (tøj), maling rester, og industriens spild af plastik råmateriale (små ”kugler” af plastik som bruges til at fremstille plastikprodukter). Årsagen til spild af plastik til verdenshavene skyldes dels overproduktion af plastik, særligt til engangsprodukter, og dels at vi ikke har lovgivning og systemer, der sørger for at vi undgår at producerer og bruge engangsplastik og i stedet bruger og designer plastikprodukter smart, så det kan genbruges og genanvendes. I mange fattigere lande har de ikke engang systemer til få samlet affald ind, så de har ingen steder at gøre af al den engangsplastik, som de bliver bombarderet med i deres lokalsamfund.
Plastik, der lander i havet, kommer fra rigtig mange forskellige kilder og af forskellige årsager. Man siger som tommelfingerregel, selvom der er store usikkerheder omkring tallene, at 80% af plastikken i havet kommer fra land, og 20 % tabes ude på selve havet.
De største kilder, som stammer fra land, af større plastikprodukter er især engangsprodukter som mademballage, flasker, slik- og chipspapir. Disse produkter kommer fra vores forbrug af engangsplastik produkter, og ender i naturen fordi produkterne har så lav værdi, særligt i de lande hvor der ikke er systemer til at indsamle affaldet og håndtere det korrekt (f.eks. på genanvendelsesfabrikker) eller pantsystemer. Vi ser også, at særligt engangsplastik lander i naturen i Danmark og andre rige lande, selvom vi har systemer for indsamling af affald.
Brugte fiskenet tabes også i havet, enten ved en fejl, eller fordi de efterlades bevidst, fordi det økonomisk ikke kan betale sig for fiskerne at transportere dem tilbage til land – mange steder koster det penge at komme af med affaldet i havne. Men også mikroplastik tabes direkte fra land til havet, både fra borgeres og industriens brug af forskellige produkter, såsom bildæk, tøj, maling og plastik råmateriale til fremstilling af plastikprodukter. Grafikken herunder viser hvilke kilder, det drejer sig om, og hvor man regner med plasten ender i havet.
Der er plastikforurening overalt i verden, selv på de fjerneste og mest isolerede egne af kloden, hvor der ikke bor mennesker. Selvom plastik kommer og typisk tabes til naturen fra land, så ender rigtig meget af det i sidste ende i havet. På den måde kan man sige, at der er mest plastikforurening i havene.
Men når vi taler om de områder eller lande, hvor der er mest plastikforurening og der udledes mest plastik til naturen, så er det særligt i de fattigere lande der er under økonomisk udvikling, hvor man ser større mængder plastik udledt til naturen – selvom der bestemt også sker forurening med plastik herhjemme. Hvis man tager til Vesterhavet i Danmark eller en anden kyst efter en god storm, så ser man masser af affald, der er skyllet op.
Det er bestemt ikke, fordi de fattigere lande bruger mere plastik end folk i rigere lande, faktisk tværtimod. I Danmark er vi nogen af dem i hele verden, der laver allermest affald pr. indbygger, og vi ligger også i toppen, når vi taler om forbruget af plastik. Folk i fattigere områder, f.eks. Asien og Afrika, producerer meget mindre affald, men desværre er der ingen gode systemer på plads til at indsamle og håndtere deres affald. Mange store firmaer tjener penge på at sælge varer, der er pakket ind i engangsplastik (mad, drikkevarer, plejeprodukter mv), til fattigere lande som er under økonomisk udvikling og på den måde har råd til at købe flere varer, men uden at virksomhederne og producenterne samtidig hjælper udviklingslandene med at få opbygget systemer til at få det indsamlet, genbrugt og genanvendt og undgå at det lander i naturen.
Det er altså ikke i de fattigere lande, at selve produktionen af plastik sker og forbruget er det største, men desværre bliver der importeret og solgt rigtig mange engangsprodukter til de fattigere lande, og befolkningen har ingen gode muligheder for at komme af med affaldet forsvarligt. Derfor lander plastik i høj grad i naturen særligt i disse fattigere områder.
Omkring 60% af plastik i havet vurderes at komme fra Kina, Indonesien, Filippinerne, Thailand og Vietnam, selvom der er store usikkerheder omkring de præcise tal. Undersøgelser viser, at meget af affaldet transporteres med vandløb og floder ud til havet, men det drejer sig om rigtig mange floder på verdensplan, både små som store. Det er særligt floder, hvor der er stor befolkning tæt på, og hvor der samtidig ikke er god infrastruktur til at komme af med affaldet forsvarligt i en skraldespand, at der sker en stor transport af plastik via floderne fra land ud til havet.
Her bliver forklaring en smule teknisk og nørdet, fordi det handler om hvordan man laver plastik til at starte med, så håber du kan bære over med os.
Plastik er opbygget af molekyler kaldet syntetiske (altså kunstigt fremstillet) polymerer. Olie kan bruges til at fremstille plastpolymerer, men faktisk kan man også bruge plantemateriale. Herefter tilsættes en række stoffer, herunder blødgørende ftalater, flammehæmmere, farvestof og solfiltre, som gør, at plastikken får de egenskaber man ønsker til et bestemt produkt. Desværre er mange af disse tilsætningsstoffer skadelige for miljøet og vores egen sundhed. Polymerer kan også findes helt naturligt i naturen, f.eks. i silke, uld, DNA, cellulose og proteiner, og disse naturlige polymerer er naturens organismer udviklet til at kunne nedbryde hurtigt og fuldstændigt. De syntetisk fremstillede polymerer, som plastik består af, og som danner et meget stærkt og holdbart materiale, kan bakterier og svampe til gengæld ikke nedbryde effektivt.
De mange forskellige plastiktyper (f.eks. polyethylen, polypropylen, nylon, akryl, polyester), der laves ud fra forskellige slags plastpolymerer, har forskellige egenskaber, når vi bruger dem til forskellige produkter. F.eks. kan nogle plastpolymerer klare højere temperaturer end andre. Men fælles er, at alle plastiktyper ikke kan nedbrydes fuldstændigt i naturen – eller der går i hvert fald mange hundrede, måske tusinder af år, før de grundlæggende, små molekyler i plastikken igen kan indgå i de biologiske kredsløb. Sollys, ilt og fysiske kræfter (f.eks. bølger) gør, at plastikprodukter går i stykker og deles i mindre stykker, så det til sidst bliver til en masse mikroplastik – men plastikken er ikke reelt nedbrudt biologisk, men blot gået i mange flere stykker. Plasten forsvinder altså ikke, men hober sig op i havene i takt med, at vi udleder mere plastik til havet. Plastikprodukter forurener vores have, der ender som rigtig mange bittesmå plaststykker, som mindre og helt små dyr, som f.eks. fugle, skildpadder, fisk, muslinger, krebsdyr og orme, kan finde på at spise. Vi skal derfor altid være meget forsigtige med at smide plastikaffald og ikke efterlade et eneste stykke plastik i havet eller naturen.
Forstå på under 1 minut hvordan man laver plastik:
Mikroplastik er ikke anderledes end al anden plastik, der heller ikke kan nedbrydes i naturen. Mikroplastik er bare en bestemt størrelse af plastik, som er meget lille. Mikroplastik er plastik under 5 mm, og det kan både være fibre, film, hårde stykker eller skum – og i alle mulige typer, farver og former. Større stykker plastik og mikroplastik er altså fysisk og kemisk det samme materiale, og består af syntetiske polymerer (læs efter mere i forrige spørgsmål) som er meget holdbare og ikke kan nedbrydes af naturens organismer som bakterier og svampe.
Mikroplastik bliver over lang tid slået i stykker til mindre og mindre stykker pga. bl.a. sollys og ilt – til stykkerne bliver så små, at vi kalder dem nanoplastik, som er mindre en 1/1000-del af en millimeter. Nanoplastik frygter man kan transporteres over cellevægge og helt ind i kroppen og cellerne, så det kan skade dyrs og vores sundhed.
Mikroplastik kommer fra mange forskellige steder. Det kommer fra slid af produkter såsom karklude, plastik svampe, bildæk og tøjvask med syntetiske stoffer i. Vores rensningsanlæg er ikke bygget til at kunne filtrere disse små plastik stykker fra, og på den måde ledes det ud i naturen med det rensede spildevand eller via spildevandsslammet, som spredes på marker som gødning.
Mikroplastik kommer også fra større stykker plastik, der ligger i naturen og langsomt bliver til mindre og mindre stykker pga. bølger, ilt og sollys. Det kaldes for ”sekundær mikroplastik”, fordi det slides af fra større produkter. Det kan også komme i hvad der kaldes en ”primær” form (primær mikroplastik), nemlig hvis mikroplastik er tilsat direkte i f.eks. skrubbecremer eller solcreme, hvor plastik i mikrostørrelse bliver tilført produktet. Og så kan det komme fra industrien, der spilder de små plastik pellets (små plastikkugler), der bruges til at lave plastik af. Nogle gange bruger man også mikroplastik til at sandblæse med, og man kan også finde primær mikroplastik f.eks. på kunstgræsbaner, hvor der ligger små sorte gummistykker nederst i bunden, der stammer fra opskårne bildæk.
Det meste mikroplast ender ude i naturen og i havet, fordi det skylles ud via afløb eller med regnvand ud i vandløbene. Men det kan også blæse med vinden, hvis det er i meget lille og let form, f.eks. helt små partikler fra bildæk eller tøj, og på den måde transporteres meget langt omkring med blæsten.
Vil du vide mere om mikroplastik og kilderne hertil? Så besøg vores nye videns-univers, Missionmikroplastik.dk
Danmark er det land i Europa, der genererer mest affald pr. indbygger. På trods af, at vi i Danmark har et veludviklet affaldssystem, hvor skraldemænd indsamler skrald og kører det til for eksempel forbrændingsanlæg, så ser vi stadig rigtig meget plastikforurening rundt omkring i den danske natur. Se selv på billederne nedenfor. Går man f.eks. ud til kysterne efter en ordentlig omgang blæst, så ligger der ofte rigtig meget affald langs kysterne, som er skyllet op fra havet – men plastik, som jo stammer fra land. Derudover er der også forurening med mikroplastik fra Danmark og andre rige lande. Det kan vi blot ikke se med det blotte øje. Men det er både fra tøjvask, bildæk, industriens spild af plastik pellets/råmateriale og malingrester.
Danmark har investeret en masse penge i affaldsforbrænding, hvor vi brænder det meste af vores skrald og laver det om til el og fjernvarme. I Plastic Change mener vi, at det er en dårlig løsning, fordi plastik er et værdifuldt materiale, hvis vi håndterer det rigtigt. Vi har i Danmark et ansvar for at mindske vores forbrug af plastik. Samtidig kan vi i Danmark blive endnu bedre til at genanvende plastik – i stedet for, som vi gør nu, at eksportere det til lande som Tyskland, der så genanvender det for os.
Mængden af dansk-producerede plastikvarer, som ender i havet, er der ingen, der har undersøgt. Men vi ved lidt om hvad, der ender i naturen. I den globale bevægelse Break Free From Plastic er der siden 2018 blevet lavet undersøgelser i mere end 50 lande i alle verdensdele af det plastikaffald, der ligger i naturen, og hvem der har produceret det. Store multinationale producenter som Coca-Cola, Nestlé, PepsiCo, Unilever, Mondeléz International (som ejer bl.a. Oreo, Milka, Halls, Toblerone m.fl), Mars Inc., Procter & Gamble og Philip-Morris Int. (producerer cigaretter) ligger i toppen, når det drejer sig om hvilke virksomheders produkter, der sviner mest i naturen på verdensplan, målt i antal produkter.
Plastic Change har sammen med frivillige danskere også siden 2020 været med i denne globale undersøgelse og registreret varemærker og producenter på plastaffald, der lander i den danske natur. I disse Producent Tjeks, som vi kalder undersøgelsen på dansk, fandt vi, at de varemærker der forurener mest i den danske natur er Stimorol, ejet af producenten Mondelez International, Prince (cigaretmærke) ejet af British American Tobacco, og Kinder (slik-mærke) ejet af Ferrero Group. En dansk producent Carlsberg Group lå også i top-5 af de største plastik-forurenere i Danmark. Undersøgelsen kan dog ikke sige noget om, hvor mange kilo plastik i alt, der lander i den danske natur.
Læs mere om Producent Tjek resultaterne her.
Bisphenoler – eller forkortet ”BP” – er en gruppe af stoffer. ”BPA” er således forkortelsen for stoffet Bisphenol-A. BPA har fået meget opmærksomhed, dels fordi det bruges i en lang række forbrugerprodukter f.eks. visse plastemballager og indvendig film på dåser til mad og drikkevarer, samt tilsat i lim og maling, og dels fordi man ved det er farligt for mennesker. BPA er også en byggesten i plastiktypen Polycarbonat (PC), som f.eks. kufferter, elektronik, drikkevarebeholdere til vandkøling og legetøj, og bruges også til fremstilling af epoxy-harpikser (f.eks. vindmøllevinger, gulve, lim).
BPA er et hormonforstyrrende stof, og det kan skade vores reproduktion, og derfor skal man selvfølgelig forsøge at undgå det. Der er fastsat grænseværdier for hvor meget BPA, vi mennesker må udsættes for, og nogle produkter til børn er det forbudt (f.eks. sutteflasker og emballage til babymad). Men det kan være svært at vide hvor meget de enkelte mennesker udsættes for i deres dagligdag, også taget i betragtning at vi udsættes for mange andre kemikalier i vores hverdag. Den samlede mængde skadelig kemi kan måske have alvorlige konsekvenser for vores sundhed på længere sigt, og derfor skal man forsøge at undgå så meget skadelig kemi i hverdagen som muligt, herunder BPA. Det kan man gøre ved at købe friske fødevarer uden emballage og undgå dåser. Tilbered aldrig mad i dåser (ved opvarmning kan stofferne bedre frigives), og sørg for at fødevarer i glas med metallåg står op, så maden ikke kommer i kontakt med metallåget. Vask hænder efter at have rørt ved kasseboner, da de risikerer at indeholde BPA.
Der ses en tendens til at industrien erstatter BPA med andre bisphenoler (fx BPS, BPB), men det tyder på og må formodes, at disse stoffer har lignende effekter – men der er desværre endnu ingen streng regulering mod disse erstatnings-stoffer, som der er med BPA.
Opfindelsen af de første primitive typer af plastik går mere end 150 år tilbage, men det var først efter 2. verdenskrig, omkring 1950’erne, at plastik blev kommercielt og for alvor kom ind i hjemmene i de mere velstillede lande. Det skyldtes, at samfundet og folk på det tidspunkt efter krigen blev rigere, og plastikprodukter blev solgt som værende noget, der gjorde hverdagen lettere i hjemmene.
På den måde opstod engangskulturen lige så stille, da plastikprodukter var billige og det var nemmere bare at smide tingene ud, end at købe dyrere ting man i stedet kunne genbruge, vaske og beholde længe. Desværre glemte man, at det også havde en bagside, nemlig et kæmpe spild af ressourcer og problemer med de store affaldsmængder, der blev skabt. For hvor skulle man gøre af alt det affald? Enten landede det på lossepladser, til forbrænding eller værst i naturen.
Man er først sidenhen blevet dygtigere til at indsamle og genanvende plastik og bygge højteknologiske anlæg. Men trods det, genanvender vi fortsat meget lidt af den plastik vi bruger, fordi produktdesign og affaldshåndtering ikke blev tænkt sammen, og der blev ikke lavet tilstrækkelig lovgivning på området før det var for sent. Og genbrugstankegangen, som man havde i gamle dage, er i høj grad gået tabt i takt med at engangskulturen er vundet frem.
Plastiksupperne i verdenshavene – de områder i havet hvor plastikken samler sig – blev først opdaget officielt af kaptajnen Charles Moore i slutningen af 1990’erne på en ekspedition i det nordlige Stillehav. Forureningen med plastik i naturen og havet er selvfølgelig startet, så snart vi er begyndt at bruge engangsplastik i vores samfund, men det har virkelig taget fart de sidste par årtier, hvor produktionen af plastik også er vokset eksplosivt. Forurening af havet hænger selvfølgelig direkte sammen med hvor meget plastik vi producerer og forbruger, og derfor giver det kun mening at reducere og genbruge plastik, så meget vi overhovedet kan.
Affald og plastikprodukter såsom fiskenet kan vikle sig omkring dyr eller sætte sig fast på dyret, så det påvirker dets levevilkår negativt. Nogle dyr som hvaler, sæler, skildpadder og havfugle risikerer at drukne ved at have fiskenet eller snor omkring sig. Vi ved også, at plastik spises af forskellige dyr som hvaler, havfugle, skildpadder og fisk. De store dyr kan have spist rigtig store plastikstykker, og man har set dæk, presenninger, flasker, sko og meget andet større affald i maven på strandede, døde hvaler som man efterfølgende har undersøgt maveindholdet på.
Når fisk og andre dyr spiser plastikstykker, kan det sætte sig fast i forskellige organer, f.eks. i mave-tarmsystemet, gæller eller filtreringsorganer, og det kan skade dyrets levevilkår og i værste fald slå det ihjel. Når små stykker plastik ædes af f.eks. en fisk, sker der nogle processer i fiskens mave, som gør, at nogle af de kemikalier, der findes i plastik eller på overfladen af plastik ”overføres” til fiskens væv. Når vi spiser fisken som sild og makrel, som man også finder plastik i maven på, kan disse kemikalier derfor overføres videre til os. Om kemikalierne derefter spredes rundt via vores blodomløb og væv, er der ikke så meget forskning om endnu. Man ved dog, at mange af de kemikalier som er forbundet med plastik er skadelige for både miljø, dyr og mennesker.
Det er umuligt at vide præcist hvor mange dyr, der dør af plastikforurening, da vi kun ser toppen af isbjerget, når f.eks. en hval strander eller der ligger døde fugleunger på land. Vi aner ikke hvor mange dyr, der dør som følge af plastikforurening, som vi aldrig opdager. Men flere undersøgelser viser, at forureningen har store konsekvenser for dyrelivet. F.eks. har en nylig undersøgelse fra University of Essex og Plymouth Marine Laboratory fundet plastik i 102 ud af 102 havskildpadder fra hhv. Atlanterhavet, Middelhavet og Stillehavet.
Andre studier peget på, at mindst 2249 marine arter har kontakt med plastik i en eller anden grad, hvoraf mange er truede arter. 50 % af pukkelhvaler har ar efter at være fanget i fiskenet eller reb, og det vurderes at op til 135000 sæler og bardehvaler vikles ind i affald hvert år. En anden undersøgelse viste, at 97 % af sule-reder indeholdt plastik-dele, mens 1 ud af 3 af skadede eller døde fugle var viklet ind i plastik. Og sådan fortsætter mange undersøgelser.
Her er et ark (på engelsk) der giver nogle tal på hvordan plastik påvirker dyr: FN fakta-ark om dyr og plastik
Forskere mener, at mindst 80% af den plastik, der udledes til vandmiljøet, ender på havbunden, hvor det potentielt udgør en ligeså stor trussel som det plastik, der ligger i vandoverfladen eller i vandsøjlen. Mange dyr, orme, muslinger og bundlevende fisk lever netop i eller på havbunden. Plastik nedbrydes med tiden til mikroplastik. Forskerne ved endnu ikke nok om, hvorvidt den opløste plastik stiger op til vandoverfladen igen eller bliver på havbunden. Organismer på bunden af havet lever på og af plastik og filtrerer den nedbrudte plastik. På den måde finder plastikpartikler vej ind i fødekæden. Det er dog et område, der kalder på yderligere forskning. Ude af øje er ikke ude af sind.
Nogle dyr dør som direkte konsekvens af plastikforurening, mens andre dyr vil påvirkes negativt i større eller mindre grad. Sammen med andre miljøtrusler, såsom forurening med andre miljøskadelige stoffer, overfiskeri, bifangst, og tab af levesteder, kan plastikforurening være med til skubbe dyrearter mod uddøen. Dyrearter, som i forvejen er truet af f.eks. tab af levesteder eller overfiskeri, er i særlig risiko, når de så også møder plastikforurening. Det kan være hvaler, havskildpadder, fugle og fisk, som i forvejen er truede. Af 120 truede arter af havpattedyr, som er registreret på IUCNs rødliste, ved man at 54 af arterne er kendte for at spise plastik eller vikles ind i det.
Plastik påvirker dyr hele vejen op i fødekæden, fra helt små dyr til meget store dyr, og hvis plastik er med til at slå nøglearter i økosystemet ihjel, kan det påvirke hele fødekæden og økosystemet. I værste fald risikerer det i fremtiden, hvis forureningen fortsætter med at vokse, at hele økosystemer kollapser, og det vil selvfølgelig også gå ud over menneskeden, da vi er dybt afhængige af økosystemernes sunde balance og naturens mange gratis ”services” – f.eks. byggematerialer, rent vand og luft, samt et stabilt klima.
Derudover er det en bekymring med de mange kemikalier, som tilsættes plastik, hvoraf mange er skadelige for miljø, og vores egen sundhed. Flere af kemikalierne ved man er hormonforstyrrende og på den måde negativt påvirker vores evne til at få børn. Slipper vi mere plastik løs i vores samfund – og dermed også i vores natur – uden en meget skrappere lovgivning i forhold til kemikalier i plastik, risikerer vi også at få endnu større sundhedsproblemer, der er skabt af vores forbrug af plastik.
Der findes over 4000 forskellige stoffer i plastik, hvoraf mange faktisk er ukendte. Og plastik kan desværre også indeholde en lang række skadelige stoffer, selvom der heldigvis også findes plastikprodukter på markedet uden skadelig kemi. Plasttypen Polycarbonat, som bruges til f.eks. kufferter, legetøj, elektronik og visse drikkevarebeholdere, er opbygget af et lille molekyle, der hedder BPA – Bisphenol A. Selvom BPA via kemiske processer laver nye forbindelser og danner polymerer, som ikke i sig selv er skadeligt, så risikerer der stadig at være små mængder af BPA i polycarbonat. BPA ved man er et meget hormonforstyrrende stof, der kan skade bl.a. vores reproduktionsevne.
Plastik tilsættes desuden mange andre stoffer, hvoraf man ved, at nogle er skadelige for vores sundhed. Man tilsætter sådanne stoffer for at plastikken får bestemte egenskaber, f.eks. bliver blødere, mere robust over for sollys, bliver mere glat eller vandafvisende, eller så der dårligere kan gå ild i det. Det omfatter stoffer som ftalater (blødgørere), bromerede flammehæmmere, antibakterielle stoffer, og fluorerede stoffer kaldet PFAS (til f.eks. teflon-belagte pander). De skadelige stoffer, der tilsættes til noget plastik, risikerer at forårsage (eller være med til at forårsage) en lang række sygdomme eller tilstande, f.eks. infertilitet, fosterskader, overvægt, diabetes, tidlig pubertet, ADHD, og forskellige kræftformer (f.eks. bryst og prostata kræft).
Vær opmærksom på at bioplastik – både bio/plantebaseret plastik og bionedbrydelig/komposterbar plastik – kan indeholde ligeså meget skadelig kemi, som traditionel plastik. Blot fordi der står ”bio” eller ”plantebaseret” på plastikproduktet, betyder det desværre langt fra, at det fri for skadelig kemi.
I Plastic Change arbejder vi for at få lovgivning, der forbyder brug af al skadelig kemi i plastik, så vi sikrer, at vi kun har plastikprodukter på markedet uden skadelig kemi.
Se en kort video om plastik og kemikalier:
Vi ved, at plastik spises af forskellige fiskearter, og også af fiskearter, som vi mennesker spiser (f.eks. sild og makrel). Når fisk spiser plastikstykker, sker der nogle processer i fiskens mave, som gør at nogle af de kemikalier, der findes i eller på overfladen af plastik ”overføres” til fiskens væv. Når vi spiser fisken kan disse kemikalier derfor blive overført videre til os. Om kemikalierne derefter spredes rundt via vores blodomløb og ophober sig i vores væv, er der ikke så meget klarhed omkring, da det er kompliceret at forske i. Men der foregår en del forskning, der forsøger at belyse, hvad plastik gør ved os.
Vi ved, at mennesker, pga. den omfattende plastikforurening, indtager plastik gennem luftforurening og noget af vores mad. Men forskerne ved endnu ikke ret meget om, hvilke fysiske og sundhedsmæssige konsekvenser plastik i kroppen har for mennesket. Det skyldes primært, at det er enormt svært at forske i, fordi man skal kontrollere for så mange andre ting (vi bliver konstant udsat for diverse kemikalier osv. i løbet af vores hverdag fra mange forskellige kilder). Endnu mindre ved man om nano-plastikpartikler, der er så mikroskopiske, at nogen mener, at disse partikler kan transporteres over cellevægge i vores kroppe, og på den måde risikerer at lave celleskader. I januar 2019 udkom en rapport fra CIEL om plastik og menneskers helbred, der anslår at plastik er skadeligt for os helt fra udvinding af olien, til affaldshåndtering.
Men dyreforsøg har vist, at plastik forårsager en nedsat formeringsevne i f.eks. blåmuslinger, og derfor mener vi, at man bør arbejde ud fra forsigtighedsprincippet – dvs. at vi skal være varsomme med at bruge plastik alle mulige steder, indtil at forskning kan bevise, at det ikke er skadeligt. Det gælder særligt plastik, der indeholder dokumenteret skadelig kemi, og plastik som ved brug danner mikroplastik (f.eks. bildæk, syntetiske tekstiler og tøj) – eller produkter som i sig selv indeholder mikroplastik, som tabes til miljøet (f.eks. kosmetiske produkter, maling mv).
Læs evt. også svaret under spørgsmålet ”Hvilke skadelige stoffer indeholder plastik”.
Plastik er forbundet til klimaudfordringerne i alle led, hvor der udledes drivhusgasser: fra udvinding af olie og gas til plastik, i produktionsfasen og til bortskaffelsen – og i transporten mellem disse led. Desuden bliver der udledt CO2 eller methan (methan er mange gange mere ”kraftig” som drivhusgas end CO2), når plastik langsomt nedbrydes til mikroplastik på lossepladser og i naturen ved solens stråler. Plastik udgør på nuværende tidspunkt hele 6% af det globale olieforbrug af råolie-udvinding, og det svarer til flysektorens forbrug globalt. Det tal medregner ikke den olie, der efterfølgende bruges til transport, forarbejdning, håndtering mv. Med de nuværende prognoser vil verdens olieforbrug, der går til produktion af plastik, stige til en forventet 20% i 2050.
Nogle studier viser også, at der risikerer at være en direkte fysisk effekt af mikroplastik-forurening i de arktiske egne, idet mikroplasten kan være med til at sænke isens evne til at reflektere lyset (Albedo Effekten). På den måde kan forurening med mikroplastik være med til at isen smelter hurtigere og dermed fremskynde og forværre klimaforandringerne.
Endeligt ser man også, at alger påvirkes negativt af mikroplastik. Alger er nøglearter både for hele økosystemet men også til at fiksere kulstof på jorden, og således har de stor betydning for hele jordens og atmosfærens kulstof-balance. Jo færre alger vi har til at fiksere kulstof på jorden, des mere CO2 vil der komme i atmosfæren og via drivhuseffekten skabe klimaforandringer. Hvis forureningen med mikroplast bliver så høj, at algerne for alvor begynder at forsvinde fra havene, vil det have store konsekvenser, ikke kun for økosystemerne selv, men også klimaet.
Læs mere i denne artikel om hvorfor vi mener at genbrug er en fuldstændig nødvendighed for at løse plastikkrisen og de klimaudfordringer, som plastik i høj grad er med til at skabe.
Virksomheder, der laver plastikprodukter har en stor og vigtig rolle og et ansvar for at forhindre plastikspild. De kan f.eks. lave produkter, der er nemmere at sortere og genanvende, så vi forbrugere ikke skal være ansvarlig for at skille de forskellige plastiktyper i ét produkt fra hinanden, for at de kan genanvendes. Og de kan være med til at designe produkter, der kan indgå i genbrugssystemer, og at samarbejde med andre virksomheder som laver systemer til at genbruge, vaske og genopfylde produkter, så vi kan få produkter på markedet, som er mest muligt bæredygtigt. Endeligt er producenterne også ansvarlige for at lave plastik uden skadelig kemi, og det bør være virksomhedernes ansvar at dokumentere at de stoffer, der er i færdige plastprodukter, ikke skader hverken miljø, dyr eller mennesker. Desværre har vi endnu ikke en så streng lovgivning, at vi helt er sikret mod skadelig kemi i vores plastikprodukter. Men det arbejder vi i Plastic Change på at få, og vi kæmper for at producenterne og de, der sælger plastprodukter, tager større ansvar.
I december 2018 godkendte EU en plastikstrategi, som blandt andet forbyder f.eks. plastikbestik og plastiktallerkner, vatpinde af plastik og ballonpinde. Forbuddet mod salg af visse engangsplastik produkter trådte i kraft i juli 2021. Strategien har også fokus på, at plastikprodukter skal designes bedre, og at vi skal genbruge 90% af alle flasker, kopper og glas – og at producenterne pålægges større ansvar for at sikre mod plastikforurening bl.a. ved hjælp af afgifter.
Danmark fulgte trop med en national plasthandlingsplan med en række gode bud på, hvordan Danmark kan være med til at mindske plastikforurening. Dog har Plastic Change sammen med flere andre miljøorganisationer kritiseret denne handleplan for at mangle konkrete mål for en del af initiativerne, og at der slet ikke er afsat nok penge til at nå i mål med indsatserne.
Læs mere om vores politiske arbejde.
Alle i samfundet bærer et ansvar. Plastikforurening er et resultat af vores samfunds brug-og-smid-væk kultur. Producenter og industrien har forsynet forbrugere med plastikprodukter som kan tilfredsstille øjeblikkets behov (i stedet for at tænke smart produktdesign), uden at politikerne har sat nogle rammer for, eller krav til, hvordan disse produkter fremstilles og hvordan de skal skilles af med igen, på en måde så vi bruger vores råstoffer og ressourcer smart og cirkulært.
I Plastic Change kæmper vi sammen med andre grønne organisationer i verden og som en del af ”Break Free From Plastic” bevægelsen for at der laves en global aftale på plastik, så vi for alvor kan komme plastikforurening til livs over hele verden. Heldigvis er der generelt opbakning til en sådan global aftale, og mindst 100 lande bakker op om en sådan aftale. Det kan du læse mere om i denne artikel.
Derudover bør der være strengere krav om kemi i plastik. Vi har allerede en kemikalie-lovgivning i EU, der kaldes ”REACH”, der skal sikre, at produkter er fri for stoffer, der kan være skadelige for miljø og sundhed, men det er desværre ikke nok til helt at sikre mod skadelig kemi i plastik. Man kan også diskutere om de grænseværdier, der er sat for mange stoffer – dvs. at stoffet må være til stede i et produkt, men kun op til en vis maksimal grænse – er for høje, og at der burde være strengere lovgivning, for bedst muligt at være beskyttet mod skadelig kemi, som vi potentielt kan møde mange forskellige steder i vores hverdag.
Politikerne har en stor og vigtig rolle for at få sat rammer for lovgivning, der sikrer at vi bruger vores ressourcer fornuftigt og bæredygtigt, og så vi kan undgå at tabe plastik til naturen. Det kan de gøre ved at lave regler, der gør det nemmere og mere fordelagtigt, f.eks. også økonomisk, at lave og købe bæredygtige produkter. Forbud mod eller afgifter på de dårlige og mindst bæredygtige produkter, samt udvidede pantsystemer på emballage, er to måder hvorpå politikerne kan lave lovgivning, der er med til at stoppe plast i havet. Dertil er det selvfølgelig vigtigt, at danske politikere også samarbejder med andre lande på tværs af hele EU og verden og på den måde er med til at skubbe på for at vi laver globale aftaler på plast.
Læs meget mere om det her:
- plastik og politik her – og Plastic Change’s holdning og bidrag hertil.
- Den danske regerings nationale plastikhandlingsplan ”Plastik uden spild” fra 2018 kan findes her.
- Heldigvis er der nyligt kommet konkret lovgivning i EU, der bidrager til at stoppe plastforurening. Læs f.eks. om EU’s engangsplastdirektiv og hvad det betyder for din hverdag.
- Eller om ny lovgivning om eksport af affald.
- Og om den store opbakning til en global aftale for plastik.
Vi tror på, at langt de fleste mennesker faktisk ikke med vilje smider plast i havet, selvom vi på nogle punkter kan blive langt bedre – f.eks. cigaretskodder, som mange ikke er bevidste om faktisk indeholder plastik. Men man skal selvfølgelig have mulighed for nemt at komme af med sit affald på en forsvarlig måde, f.eks. ved lommeaskebægre og synlige, sjove og måske pæne affaldsspande, på områder hvor der er mange mennesker. At man lærer børn fra en helt ung alder, at man ikke smider affald i naturen og at vi skal passe på vores ressourcer, har selvfølgelig også stor betydning, og derfor er undervisningsmateriale for plastik så vigtigt.
Find al Plastic Change’s undervisningsmateriale og se vores mange undervisningsfilm og animationer på vores youtube-kanal.
I mange fattigere lande har de ikke engang en infrastruktur, der gør, at mennesker kan smide affald i en skraldespand, som køres til en genanvendelsesstation (eller forbrændingsanlæg, hvor affaldet trods alt ikke lander i naturen, men hvor vigtige ressourcer til gengæld brændes af). I lande uden ordentligt system for affald, kan befolkningen ikke gøre andet end at smide affaldet i den lokale flod, så det føres væk fra hvor man bor, eller smide det på lossepladser i nærheden – eller brænde affaldet af i lokalområdet på en måde, der kan være skadeligt for sundheden, da der kan afgives farlige stoffer fra den åbne afbrænding.
Før plastikprodukter kom til sådanne lande, var det ikke et problem, da alle produkter var lavet af naturmateriale, der kunne nedbrydes hurtigt i naturen.
Men i sidste ende handler det om, at der bliver produceret alt for meget plastik, og vi har især alt for mange engangsprodukter, som ingen værdi har. Det betyder, at det ikke engang kan betale sig at samle op, selv for de fattigste mennesker, fordi det ikke kan bruges til noget. Hvis alle plastikprodukter havde en større værdi, f.eks. ved at kunne genbruges mange gange eller i det mindste kunne genanvendes, så ville intet større plastik ende i naturen. Og hvis det ved en fejl alligevel ender der, vil nogen hurtigt samle det op, fordi det ville have en værdi.
Derfor er pantsystemer så effektfulde, og f.eks. flasker med pant havner stort set aldrig i naturen – eller bliver hurtigt samlet op, hvis de gør. Langt mindre plastikproduktion, produkter der designes til genbrug og genanvendelse, samt gode systemer og infrastrukturer, der kan håndtere produkterne og affaldet på en fornuftig og bæredygtig måde, er løsningen.
Man kan lave mange ændringer i sin hverdag, som kan være med til at mindske plastikforurening. Vi skal først og fremmest bruge mindre plastik – og det gælder både dem, der producerer og sælger produkter, og alle dem der bruger produkterne i deres hverdag. Alt hvad man kun bruger én gang, før det smides ud og bliver til affald, skal man så vidt muligt undgå, selvom det kan være svært.
Vi har f.eks. disse 7 gode råd som du selv kan følge og dele med andre:
Derudover kan man sørge for aldrig at smide noget ud i naturen men altid i skraldespanden.
Herudover kan man skabe forandring ved at snakke om plastik og plastikforurening med sin omgangskreds – fortæl om og diskutér emnet, vis billeder, artikler, og film om emnet – for at få folk i din omgangskreds til også at interessere sig for emnet, eller blive opmærksomme på det.
Danmark kan blive meget bedre til at udnytte den værdi, som plastik også har. I stedet for at en stor del plastik bliver brændt af, skal vi blive meget bedre til at genanvende det, og vi skal skabe produkter, som lettere kan bruges igen og igen – og skabe systemer i samfundet, der kan sørge for at produkter bliver vasket af og genopfyldt. Det plastik, der sættes på markedet, skal altså tilbage i et system, hvor det enten genbruges eller genanvendes, og ikke bare brændes af (også selvom forbrænding skaber energi og varme – for når det er brugt, så er ressourcen tabt for altid) – eller i værste fald i naturen. Plastik skal indgå i det, der hedder en cirkulær økonomi.
Danmark bør tage en førerrolle inden for udvikling af genbrugssystemer og bedre teknologi, til at skabe en meget bedre genanvendelse af plastik, og vi kan implementere krav til reduktion af plastik i alle led af plastikkens rejse. Løsninger bør forankres i lovgivning f.eks. via skatter, reguleringer af udledning fra produktion, forbud af bestemte typer/produkter, kvalitetskrav, osv.
Forskellige aktører arbejder på, hvordan man kan bruge indsamlet plastik (f.eks. fra havet) til at lave nye plastikprodukter. Men det er svært at udnytte plastik indsamlet fra havet, fordi det ofte er meget snavset og forurenet med diverse stoffer, og det består af en blanding af mange forskellige plastiktyper, som tager lang tid og meget energi at skille ad. Et eksempel på hvad man har forsøgt at bruge plastikaffald fra naturen til, kan du læse mere om her.
Den bedste og mest langsigtede løsning er dog selvfølgelig, at vi ”lukker for hanen” og stopper forureningen ved kilden. Brug af spildt plastik til nye produkter bør kun være en ”overgangsløsning” og en måde at gøre opmærksom på problemet, indtil vi har fundet løsninger mod spild af al plastik. Det er altså ikke en reel løsning til at løse plastikkrisen.
Plastik kan være et udmærket materiale, så længe det er i produkter, der er designet til at kunne bruges mange gange og genopfyldes – eller i det mindste er designet og beregnet til genanvendelse (så man kan sortere det som plastik, hvis man har mulighed for det i den kommune, man bor i). Det er engangsplasten (og alle andre engangsprodukter, uanset materiale), der er det største problem. Så det handler i virkeligheden mere om at være opmærksom på hvilke engangsprodukter, man møder og bruger i løbet af sin dag – og altså alt det, der lander i skraldespanden.
Spørg dig selv, om der er engangsprodukter, du kan undvære eller erstatte med et genbrugsprodukt. Det kan f.eks. være at du får en vane med at have en holdbar genbrugspose med dig, så du slipper for at købe posen (som ofte kun bruges en enkelte eller få gange) med i supermarkedet. Selvom der endnu desværre findes få take-away steder og få muligheder i supermarkeder til at få genbrugsemballage med (f.eks. med smarte pantsystemer på), så vinder det heldigvis frem. Så ser du butikker, der benytter genbrugsløsninger i stedet for at bruge engangsemballager, så støt endeligt op om dem.
Tøjindustrien er også en branche, der generelt forurener rigtig meget, også i forhold til plastik, når vi taler syntetisk tøj (f.eks. polyester, akryl, nylon, elastan mm.), og det er især fast-fashion industrien, der er problemet. Så køb mere genbrugstøj og køb holdbart tøj i god kvalitet, meget gerne i naturmateriale (f.eks. økologisk bomuld, hør, uld). Hvor man ikke kan undgå syntetiske tekstiler, f.eks. fleecetrøjer, så sørg for at vaske så lidt så muligt – lufttørring er som regel udmærket.
Man mindsker bedst mængderne af plastemballage affald ved at bruge mest muligt genbrugsemballage, altså emballage der kan vaskes og bruges igen og igen. I hverdagen handler det om f.eks. altid at have en genbrugelig drikkedunk ved hånden, frem for at købe flaskevand, at bruge en holdbar madkasse frem for plastikfilm eller alufolie til at pakke madpakken ind, og at man køber større dunke af sæbe og vaskemiddel, frem for flere små beholdere.
I nogle supermarkeder tilbyder de at købe ting i løsvægt, f.eks. frugt og grønt, så man slipper for at slæbe en masse engangsemballage med hjem, og generelt er det rigtig godt hvis man kan vælge fødevarer pakket ind i mindst mulig emballage, når man er ude at handle. Nogle steder kan man også selv tage en bøtte med hjemmefra eller købe en genbrugsbøtte og så fylde f.eks. ris, mel, gryn, nødder, sæbe, vaskemiddel mv. op, så man slipper for engangsemballagen. Desværre er der endnu stadig ret få af sådanne løsvægt butikker i Danmark, men de vinder heldigvis frem.
Flere og flere restauranter og take-away steder tilbyder også, at man kan få maden med hjem i genbrugsbeholdere og levere den tilbage med pant. Se f.eks. disse smarte kaffekopper og madbokse med pantsystem, der kører via en app, som man kan finde flere og flere take-away steder i Danmark.
Selvom det måske kan føles som om det ikke gør nogen større forskel i det store billede, at man som enkeltperson gør noget for at mindske sit plastikforbrug, så kan man sige det om alle de miljøproblematikker, som verden står overfor. Hvis alle tænker sådan og ikke gør noget, kommer vi absolut ingen vegne. Det handler om en kulturændring for måden vi som enkeltpersoner og samfund ser og bruger plastik på – og det er den enkelte borger, der er med til at skabe denne forandring.
Ved at være bevidst om sit forbrug og lave de små som store ændringer, man kan overskue i sin hverdag, viser man sin omverden, familie, venner, klassekammerater, at det sagtens i praksis kan lade sig gøre at ændre sine vaner til det bedre. Ringene spredes i vandet, og man påvirker automatisk sin omgangskreds til også at ændre vaner. Man er som borger med sin adfærd og sine valg af produkter med til at skubbe på forandringer i samfundet. Ved f.eks. at efterspørge dit supermarked om emballagefri løsninger, at sy muleposer af genbrugsstof, strikke bomuldskarklude, og medbringe din drikkedunk frem for at købe engangsplastik, samle plastik op i naturen eller deltage i større affaldsindsamlinger, deltage i debatten om behov for et samfund der ikke spilder plastik – eller hvad du nu ellers gør i din hverdag – ja, så bliver du automatisk en del af den voksende folkebevægelse, der viser detailhandlen, industrien, beslutningstagere og vores politikere, at du ønsker forandringer. Industrien og de folkevalgte politikere lytter til folkestemningen og justerer og skaber produktion, produktdesign, systemer og lovgivning, afhængig af hvad befolkningen ønsker. På den måde er vi alle sammen med til at skabe en forandring, selv hvis man gør få ting i hverdagen, der er med til at ændre vores engangskultur omkring plastik.
Vi har en hel masse videoer, både længere og kortere film samt nogle fede animationsvideoer, som elever fra The Animation Workshop har lavet til os. Alle vores videoer kan du finde på vores youtube kanal.
Vi kan særligt anbefale at man ser:
- Vores 8 undervisningsfilm til undervisningsmaterialet ”En Verden af Plastik”, målrettet udskolingen og gymnasier.
- Vores 2 undervisningsfilm med Plastikhelten Henning, målrettet mellemtrinnet i Folkeskolen
- Vores 9 korte animationer i Plastikskolen om forskellige plastik-temaer – forstå det på 1 minut.
- Vores i alt 12 kreative animationsfilm lavet til Plastic Change af The Animation Workshop. De første seks film fra 2017 og de næste seks film er lavet i 2020.
- Vores 15 minutter lange film ”Plastiksuppe Forude” der giver spændende indblik i hvordan det er at forske i plastik til havs og møde lokalbefolkninger på øer, der er hårdt ramt af plastikforurening, på Plastic Change’s Ekspedition Plastik.
- Vores film, der viser resultaterne fra fire konkrete projekter Plastic Change har arbejdet med i perioden 2016-2018 under samarbejdet Plastfrit Hav.
Plastik er et fantastisk godt materiale på rigtig mange måder, fordi det er let, holdbart og fleksibelt. Som en tommelfingerregel siger vi, at vi skal undgå engangsplastik, fordi det betyder, at man kun bruger det én gang. Og det er sådan set ligegyldigt om det så er lavet af plastik eller et andet materiale – engangsbrug er og bliver som udgangspunkt bare ikke bæredygtigt.
Alternativer til plastik kan være glas, metal, stof eller bambus, men solidt plastik af god kvalitet og uden skadelig kemi kan også være det helt rigtige i nogle sammenhænge – fordi man kan bruge det mange gange og fordi funktionaliteten er god og passende. Et eksempel på det er tykke genbrugs-plastikposer til indkøb, som holder i mange år. Eller en holdbar madkasse eller madbeholder i plastik. Tænk bare på Margrethe-skålen, som kan gå i arv i flere generationer og som altså bliver genbrugt igen og igen i mange år.
I det samlede miljøregnskab er det mest afgørende, hvor lang livstid produktet har i brugsfasen, før det bliver til affald som skal håndteres, frem for hvilket materiale, produktet er lavet af. Produkter i glas og metal er f.eks. omkostningsfuldt og bruger stor energi at fremstille til en start. Men sammenlignet med billigt engangsplast, der kun bruges i meget kort tid eller en enkelt gang, før det går i stykker, vil genbrugsprodukterne i metal og glas, som kan bruges igen og igen og holde i mange år, altså på sigt være langt den mest miljøvenlige løsning. Faktisk skal der ikke ofte ikke mange ganges brug af genbrugsemballagerne før de miljømæssigt ”vinder” over engangsemballagerne. Selv hvis en genbrugspose i stof skal bruges f.eks. 50 gange, før den er mere bæredygtig end engangsplastposen, så kan en holdbar stofpose jo holde i mange, mange år og til langt mere en 50 ganges brug.
Der findes altså andre materialer, som kan erstatte plastik, men hvad der er det smarteste og mest bæredygtige i sidste ende afhænger helt af det enkelte produkt, hvad det skal bruges til, hvor i verden det er, og hvordan det håndteres efter brug. God kvalitets plastik, der kan bruges mange gange, kan altså være en god løsning i den rette sammenhæng.
Desværre ser vi en tendens til, at engangsprodukter i plastik bliver erstattet med et andet materiale, f.eks. papir eller bambus. Det lyder jo umiddelbart godt, men så længe produkterne bliver ved med at være designet til engangsbrug, så har man ikke vundet meget. Derfor er materialet mindre vigtigt, end at vi designer og bruger produkter, uanset hvilket materiale det er lavet af, til at de kan bruges mange gange og i mange år. Og at vi sørger for, der skabes systemer, der kan håndtere og cirkulere produkterne på en god måde – f.eks. udvidede pantsystemer på flere emballer i husholdningen, og genbrugs- og returløsninger i take-away branchen.
Bioplastik er også et materiale, som har fået mere opmærksomhed de seneste år, som alternativ til traditionel plastik og som en løsning mod plastikforurening. Men man skal være meget opmærksom på flere ting, da der er mange misforståelser omkring bioplastik. Først og fremmest skal man skelne mellem biobaseret og bionedbrydeligt (eller komposterbart plastik), som handler om to vidt forskellige ting. Desværre bliver begge dele ofte blot kaldt for ”bioplastik”, og så ved man reelt ikke, hvad der tales om.
- Biobaseret plastik er fremstillet af kulstof fra plantemateriale – enten helt eller delvist. Man kan sagtens finde bioplastik, der er fremstillet af en blanding af olie og planter. Men den kemiske struktur er magen til den i normalt oliebaseret plastik, og biobaseret plastik nedbrydes derfor lige så dårligt i naturen. Til gengæld kan biobaseret plastik genanvendes og omsmeltes ligesom traditionel plastik.
- Bionedbrydeligt plastik, ofte også kaldet komposterbart plastik, kan være fremstillet af kulstof fra fossile brændstoffer eller biomasse (eller en blanding), og det har en kemisk struktur, der er anderledes end traditionel plastik. Komposterbar plastik kan nedbrydes biologisk, men der skal helt bestemte forhold til, f.eks. den rigtige temperatur, fugtighed, iltniveau, en stor mængde og bestemte typer af bakterier, for at den fuldstændige nedbrydning sker. Disse optimale forhold findes kun meget få steder i naturen, og også sjældent i en hjemmekompost, og derfor skal komposterbart plastik altid håndteres i en industrielt komposteringsanlæg for at sikre en komplet og hurtig nedbrydning. Desværre tror rigtig mange, at naturen eller hjemmekomposten kan nedbryde bionedbrydeligt plastik, og de fleste almindelige borgere har ikke mulighed for at sende komposterbart plastik til et industrielt anlæg. Bionedbrydeligt plastik er typisk ikke særlig holdbart og går let i stykker, f.eks. når det bliver fugtigt, og derfor egner det sig dårligt til genbrug. Det kan desuden ikke omsmeltes og genanvendes, og – hvis det ikke kan sendes til et industrielt komposteringsanlæg – så er den rigtigste måde at afskaffe det på ved at smide det til restaffald – hvorefter det brændes af og bidrager til klimaforandringer og ressourcespild. Derfor fraråder vi at bruge bionedbrydeligt og komposterbar plastik til almindelige hverdagsprodukter.
Se dette link for yderligere info om bionedbrydeligt plastik.
Se denne korte video om biobaseret og bionedbrydeligt plastik – og den store forskel der er mellem de to slags:
Når man skal designe et godt produkt, og beslutte hvilket materiale der skal bruges, skal man tænke over hvad det skal bruges til, så det opfylder produktets formål, og ikke mindst hvordan det skal afskaffes på en bæredygtig måde. Fordi forskellige materialer har forskellige egenskaber, f.eks. varme- og fugtresistens, kan man ikke sige noget generelt om hvilke materialer, der skal bruges for at danne et godt produkt – det afhænger fuldstændig af det enkelte produkt.
Men vi kan se, at mange produkter i dag burde designes langt bedre. F.eks. ses føde- og drikkevarer pakket ind i overflødig emballage, som man sagtens burde kunne undvære, og ved rigtig mange produkter er der slet ikke tænkt genbrug og genanvendelse ind. Produkter, der består af mange forskellige slags materialer og med dele, der er svære eller umulige at skille fra hinanden, er umulige eller meget omkostningsfulde at genanvende effektivt. Derfor er en tommelfingerregel, at produkter så vidt muligt kun skal laves af én type materiale (monomateriale), og hvis der er brug for flere typer materialer, for at produktet kan få de rigtige egenskaber, så skal delene af forbrugeren meget let kunne skilles ad – og det skal tydeligt stå på produktet, hvordan man skiller delene ad.
Det allerbedste produkt er dét, der kan vaskes, genopfyldes og dermed genbruges mange, mange gange med en lang levetid. Sådanne produkter kan være lavet af både metal, glas og holdbar plastik. Men det kræver samtidig, at der er let tilgængelige systemer, der kan håndtere genbrugsprodukter – dvs. at vi som forbrugere selv kan vaske og genbruge produkterne, eller at vi kan aflevere det tilbage et sted, f.eks. via pantautomater eller andre returordninger, som sørger for at produkterne bliver vasket og genbrugt. Genbrugsstationer og reparationscaféer, hvor produkterne i sidste ende får længere levetid, er også en rigtig god løsning. Så udover selve produktdesignet, er det altså i høj grad systemerne omkring, der er afgørende – og produktdesign og system skal selvfølgelig tænkes sammen.
Ja det vil man sagtens kunne. Men det handler i høj grad om, hvilke slags produkter der laves. Engangsprodukter er billige at fremstille, og dermed har du også automatisk en lav værdi for forbrugeren og for dem, der håndterer affaldet. Så vi SKAL engangsplastikken til livs.
Det kan man f.eks. gøre ved en strammere lovgivning på området, der lægger større afgifter på engangsplastprodukter, så bliver det økonomisk mere fordelagtigt at producere plastprodukter, der kan genbruges og genanvendes. På den måde kan det slet ikke betale sig at lave ”dårlig” plastik, og plastik vil automatisk få en højere værdi. Men det kræver at der samtidig skabes systemer, så genbrugsprodukterne rent faktisk bliver genbrugt.
Pantsystemer er også en yderst effektiv måde at øge plastikprodukters værdi på. Forbrugerne passer bedre på produkterne og afleverer dem tilbage til pantsystemet, så man kan få den lille økonomiske gevinst ved panten. Selv returordninger uden pant vil forbrugerne gerne bruge. F.eks. går rigtig mange, bare af god vane og for miljøets skyld, med deres glasflasker uden pant til flaskecontaineren, så glasset kan blive genanvendt – frem for at smide det til restaffald. Dansk Retur System, der i Danmark står for pantsystemet, får over 9 ud af 10 flasker retur i systemet, og der findes stort set ingen pantflasker i den danske natur – i hvert fald markant færre end de lande der ikke har pantsystemer på flasker.
En undersøgelse, som Plastic Change har lavet, viser, at 90 % af de danske forbrugere gerne vil returnere deres mademballager, hvis der var pant på, så det viser, at der er god mulighed for og stor opbakning fra befolkningen til at lave mange flere gode genbrugsløsninger i vores samfund.
Se resultaterne fra Plastic Changes spørgeundersøgelse om genbrug her.
Plastik findes i stort set alle lag i vandsøjlen i havet – og omkring 95% regner man med faktisk findes på havbunden. Nogle steder er havbunden nede på over 10 km. dybde, så det er rigtig svært at komme så langt ned. Men man har fundet plastik selv på det dybeste sted i havet (Marianergraven i Stillehavet). Hvis plastikken ligger i havet i lang tid, bliver det langsomt slået i stykker af solens UV-stråler og kraftige bølgestrømme, og det bliver omdannet til mikroplastik. De næsten mikroskopiske størrelser gør, at det er umuligt at filtrere fra, uden at det ikke også vil påvirke forskellige havorganismer og små dyr, der er vigtige for vores havmiljø.
De kraftige havstrømme og vinde ude på det åbne hav gør det svært for selv kompliceret teknologi at rydde op. Forholdene betyder, at de forskellige redskaber højst sandsynligt hurtigt vil gå i stykker eller have brug for at blive repareret ofte. Og taget i betragtning, at mikroplastik findes overalt i havet, og allerede er inde i fødekæden, og samtidig tænker over, hvor stort havet er, så er det fuldstændig umuligt at rydde al plastik i havet op. Det giver langt mere mening at fokusere på at stoppe kilderne til plastikforurening. De steder, hvor det giver mest mening at rydde affald og plastik op, er på land, hvor plasten primært bliver tabt, eller tæt ved land, f.eks. flodudmundinger, hvor det er lettere og billigere at opsætte teknologi, frem for midt ude på havet. Det plastik, der tabes eller smides på havet, f.eks. fiskenet, bør der i stedet laves tiltag, så det bliver mere fordelagtigt at fragte dem til land. Der kunne f.eks. pantordningerne være en mulighed.
Fordi det er dét, der giver allermest mening og på lang sigt er den mest effektive løsning til at forhindre plastikforurening til de fremtidige generationer. Det er selvfølgelig godt, hvis man kan gøre begge dele samtidig, altså at man både stopper problemet ved alle kilderne, så plastik slet ikke lander i naturen, og også rydder op. Men vi ved også, at der er begrænsede ressourcer og penge til at finansiere løsninger, og derfor har vi i Plastic Change størst fokus på at løse årsagerne bag plastikkrisen, og altså arbejde langt højere oppe i plastikkens værdikæde – nemlig allerede dér hvor plastikken produceres og bruges i vores samfund. Vi skal nemlig kun producere den plastik, vi virkelig har behov for, og hvor det giver mening, og så sørge for at al plastik bliver cirkuleret smart rundt i vores samfund via genbrug og genanvendelse. Vi skal engangsplasten til livs. På den måde behøver vi i princippet ikke at producere mere og mere plastik, fordi vi passer godt på vores ressourcer og materialer, og bruger plastik på en smart måde.
Oprydning er dog samtidig en rigtig god måde at få befolkningen til at blive bevidste op problemet på og en måde at gøre noget aktivt og konkret mod forureningen. Og man kan gøre det selv eller i grupper med folk i alle aldre, og det er derfor også med til at skabe gode fællesskaber, hvor man diskuterer problemet og udveksler erfaringer med løsninger i hverdagen. Ved hjælp af oprydning i af plastik og affald i naturen, og den bevidsthed det giver omkring problemet og hvilke slags plastikprodukter, der lander i naturen, kan folk begynde at handle anderledes i hverdagen og på den måde sænke deres eget plastaftryk. Affaldsindsamlinger er med til at skabe en folkebevægelse, der også påvirker industrien, beslutningstagere og vores politikere til mere handling. Og derfor giver oprydning og affaldsindsamlinger rigtig god mening for alle at deltage i.
Hvert år i september afholdes en verdensomspændende affaldsindsamling ”World Cleanup Day”, hvor folk i hele verden i fællesskab kan være med til at gøre sit for rydde affald op i lokalsamfundet. Alle kan være med! Du kan være med i en organiseret begivenhed, men du kan også bare selv tage ud og rydde op hvad du kan.
Læs mere om World Cleanup Day her.
I Plastic Change mener vi, at man bør fokusere på at løse problemet på land, inden plastikken ender i naturen og i havet. Det gør vi ved at arbejde fokuseret for, at vi i Danmark, EU og verden skaber flere systemer, hvor vi i langt højere grad genbruger og genanvender plastik, så vi bruger plastik smart og bæredygtigt, i stedet for at brænde det af, deponere det på lossepladser eller at det lander i naturen.
En ting, som man som individ kan gøre, er at gå uden om engangsprodukter, bruge mindst muligt og benytte sig af genbrugsløsninger, hvor de findes. Heldigvis ser vi at flere og flere folk er bevidste om problemet og gør, hvad de kan i hverdagen. Blandt andet på grund af den voksende folkelige opbakning til konkrete løsninger og organisationers fokuserede arbejde verden over med at påvirke vores beslutningstagere og politikere, ser vi heldigvis også, at der kommer ny lovgivning, der skal være med til at stoppe plastikforurening. F.eks. EU’s engangsplastdirektiv, der bl.a. forbyder salg af visse typer af engangsplastprodukter som vatpinde, ballonpinde, bestik og tallerkner, og som pålægger plastproducenterne et større ansvar i også at forhindre plastikforurening. Eller lovgivning om forbud mod eksport af affald:
Læs mere om EU’s engangsplastdirektiv og hvad det betyder for din hverdag.
Læs mere om forbuddet mod eksport af affald.
Der er allerede gang i mange initiativer og metoder, som f.eks. hollandske ‘The Ocean Cleanup’ og andre ”støvsugnings”-metoder til filtrering af mikroplastik, hvor man arbejder med at fjerne den plastik, som allerede er i havet. Så vidt vi ved, er der dog ingen gode teknologiske løsninger til at rense havbunden, hvor langt det meste mikroplastik befinder sig.
Andre initiativer og teknologier fokuserer på oprydning og fjernelse af affald tættere på land, f.eks. ’Seabin Project’, som er en affaldsspand til havoverfladen i havne og marinaer, mens f.eks. ’The Ocean Cleanup’ nu også fokuserer mere på at fjerne affald ved flodudmundinger frem for ude midt på Stillehavet, som de gjorde tidligere. Hvis man endelig skal investere penge i teknologier og metoder til at fjerne plastik i havet, så giver det størst mening at fokusere indsatsen tæt ved land, ved særlige hotspots med stor udledning og tæt på hvor plasten tabes til naturen. Men det er selvfølgelig allermest effektivt, hvis man kan finde metoder og systemer, der gør, at vi slet ikke spilder plastik til naturen i første omgang. Der findes også filtre og membraner til f.eks. renseanlæg for at mindske mikroplastik i renset spildevand, selvom det er begrænset hvor mange offentlige renseanlæg der har mulighed og råd til at installere sådanne. Til forbrugerne findes også finmaskede vaskeposer til vasketøj og filtre til vaskemaskiner, så man kan mindske udledning af mikroplastik, når man vasker sit syntetiske tøj.
Det kan diskuteres, hvor effektive og holdbare disse oprydningsmetoder er, og om det overhovedet er noget man bør bruge så meget tid og penge på, taget i betragtning at vi stadig har en enorm udfordring med at løse selve de egentlige årsager og kilder til problemet. Samtidig er plastik overalt på vores klode, og det vil i praksis være umuligt at rydde alt plastik op i havet, uanset hvad man gør – særligt når vi fortsætter med at forurene havet med plastik med hvad der svarer til ca. 1 lastbilfuld hvert eneste minut året rundt i dag, og at vi forventer at det firedobles i 2050, hvis vi ikke får stoppet de egentlige årsager til forureningen. Derfor er det forebyggelse af affald og forurening, dvs. reelle løsninger til årsagerne og kilderne til plastforurening, som Plastic Change primært fokuserer på i vores arbejde.
I Plastic Change mener vi, at det er langt mere effektivt, hvis vi alle hver især fokuserer på at reducere vores forbrug af plastik, særligt engangsplastik, og bruger genbrugsløsninger, hvor det er muligt. Der er allerede flere initiativer i gang ude i verden, der arbejder med at rense havvand for plastik, både store og mindre stykker (se forrige spørgsmål og svar), men i det store billede løser det slet ikke plastikkrisen. Affaldsindsamlinger på land er rigtig gode at deltage i, og generelt have en vane med at opsamle affald og plastik i naturen på sin vej, da man så forhindrer, at det lander i havet. Oprydning på land er trods alt en mere effektiv metode, end oprydning på havet, og det behøver man ikke højteknologisk og dyrt udstyr til at være med til.
Plastic Change er en dansk baseret organisation med et globalt udsyn, og vi er den høje danske stemme i en alvorlig global problematik. Vi sørger for at formidle viden til danskerne og skubbe på dagsordenen nationalt i Danmark til vores industri, beslutningstagere og politikere. Men kun ved også at søge internationalt samarbejde kan vi for alvor løse problemet med plastik i naturen. Problemet med plastik i naturen er så akut og stort, at det kræver en fokuseret indsats og et internationalt samarbejde, hvis der skal opnås et paradigmeskift og globale forandringer.
Vi tror på, at ved at holde fokus på dette ene store miljøproblem, får vi større gennemslagskraft over for politikerne og erhvervslivet. Plastic Change er med i – og sidder i styregruppen, hvor de store strategiske beslutninger tages – i den globale bevægelse ”Break Free From Plastic”, der netop arbejder fokuseret på et globalt samarbejde mod plastikkrisen. I Break Free From Plastic arbejder mere end 2000 grønne organisationer fra hele verden sammen om at løse udfordringen med plastik. Vi har dermed samlet mange gode kræfter, erfaringer og viden fra hele verden, og det er der brug for, for at løse den globale plastikkrise, vi står midt i.t over for politikerne og erhvervslivet.
Udover at samarbejde internationalt med andre grønne organisationer for at skabe en global forandring (se svar på forrige spørgsmål) arbejder vi overordnet med at skabe en kultur og et samfund, hvor vi forebygger affald (reduktion) og bruger vores ressourcer smart og cirkulært via genbrug og genanvendelse. Lykkes vi med det, vil det helt automatisk reducere forureningen med plastik i verdenshavene, fordi vi løser årsagen bag problemet, som er overproduktion og overforbrug af plastik, dårlige produktdesigns, og mangel på gode systemer, hvor vi genbruger og genanvender plastik effektivt.
For at ændre vores samfund, indgår vi i samarbejder med løsningsorienterede iværksættere og industri, og vi engagerer os aktivt i det politiske arbejde, så vi konkret skubber på lovgivning i Danmark og EU, der er med til at mindske forureningen. Vi udvikler undervisningsmateriale, så de yngre generationer fra en ung alder forstår problemet og hvad der skal til for at løse plastikkrisen, så når de engang bliver uddannede til vores fremtidige iværksættere, virksomhedsejere, beslutningstagere og politikere selv kan fortsætte arbejdet for et bæredygtigt samfund.
Endeligt er vi en stor og ambitiøs stemme inden for emnet plastforurening i Danmark, og vi sørger for at der bliver skabt en dansk folkestemning og -bevægelse (f.eks. ved at pege folk i retning af de genbrugsløsninger, der eksisterer, og hvad man selv kan gøre i sin hverdag), der skal få vores industri og politikere til at forstå, at befolkningen kræver konkrete løsninger mod plastikkrisen, og at de også har en stor og vigtig rolle at spille i at løse plastikkrisen.
Løsningen skal findes på land, for hvis vi vil knække plastikkurven, så må vi mindske udledningen af plastik i stedet for at satse på at rydde op i havene. Løsningerne findes både i form af politisk handling (f.eks. lovgivning om bestemte typer og produkter af plastik), handling fra industrien (f.eks. ved at skabe plastikprodukter, der lettere kan genbruges og genanvendes, og altså ikke er lavet af flere forskellige typer plastik), og via formidling, hvor vi fortæller forbrugerne om plastikforurening og dets konsekvenser, og hvad man selv kan gøre for at mindske plastikforurening.
Overordnet bør vi bruge langt mindre plastik og dermed arbejde på reduktion i de forskellige led af plastikkens rejse.
Vi har tidligere bidraget med forskningsdata fra forskellige projekter og fra vores ekspeditioner i samarbejde med danske universiteter. Se blandt andet video om projekt Plastfri Roskilde Fjord nedenfor eller læs mere om viden fra projektet her (download på siden f.eks. de flere præsentationer og powerpoints med resultater fra projektet).
Se også om hvordan vi har forsket i plastiksupperne på vores Ekspedition Plastik, læs mere om vores ekspeditioner i verdenshavene og i Danmark her, og se vores 15 minutter lange film ”Plastiksuppe Forude!”, der også giver stort indblik i vores Ekspedition Plastik, hvad vi finder ud af, og de udfordringer vi mødte undervejs.
Det gør vi bl.a. via undervisningsmateriale til skoleklasser, foredrag, ved at være til stede på mange forskellige arrangementer (hvor vi har gode samtaler med folk), via sociale medier, og projekter.
Vi har udviklet mange film og animationer, som man kan finde på vores YouTube kanal.
Book et foredrag.
Find vores undervisningsmaterialer til både børn og unge.
Og følg os på vores facebook-side.
Vi mener ikke, at man skal holde fuldstændig op med at bruge plastik, da det nogle steder er et rigtig godt og brugbart materiale. Det løser rigtig mange kritiske samfundsudfordringer, f.eks. i sundhedsvæsenet. Men vi skal have et meget mere miljøvenligt forhold til plastik – vi skal bruge meget mindre og undgå unødvendigt plastik som f.eks. engangsplastikprodukter.
Vi skal i langt højere grad forebygge affald ved at stoppe overproduktion af plastik og reducere vores forbrug af engangsprodukter. Industrien skal designe produkter bedre og smartere, så produkterne reelt og i praksis kan genbruges og genanvendes, og produkterne får en så lang levetid i vores samfund som muligt. Det kræver, at der samtidig også skabes flere systemer, hvor vi kan returnere plast til genbrug, afvaskning og genopfyldning. I supermarkederne får vi alt for meget engangsemballage med hjem, og det skal i fremtiden blive lettere som forbruger at mindske sit plastikaftryk ved at genbrugsløsninger bliver let tilgængeligt alle steder i vores samfund – når vi er ude at handle eller køber take-away drikke og mad. Vi skal stoppe med at brænde vigtige ressourcer af, som vi i høj grad gør i Danmark i dag, og i stedet cirkulere (genbruge og genanvende) vores knappe ressourcer.
Vi kan ikke fortsætte med at producere mere og mere plastik, for vi løber tør for fossile brændstoffer, og biobaseret plastik er heller ikke en løsning, hvis vi ikke stopper væksten af plastikproduktion – vi har simpelthen ikke ressourcer og landbrugsjord nok til det. Samtidig skal vi via skrappere lovgivning og større producentansvar sørge for, at der kun produceres plastik uden skadelig kemi – alt for mange plastikprodukter i dag indeholder kemi, som kan skade miljø, dyr og sundhed, og vi sætter menneskers sundhed og fremtid på spil ved at tillade skadelig kemi i hverdagsprodukter, selv i små doser..
Ja, vi har udviklet gratis og frit tilgængeligt undervisningsmateriale til både folkeskolen og gymnasier. Vores materiale er en blanding af både tekster, film og øvelser.
- Plastikhelteskolen – til mellemtrinnet i Folkeskolen.
- En Verden af Plastik – til udskolingen og gymnasier, både til naturgeografi og biologi.
Man kan også med fordel bruge følgende film og animationer i undervisning:
- Plastiksuppe Forude! (15 min.)
- Plastikskolen – Forstå det på 1 minut (i alt 9 korte film)
- Animationsfilm (i alt 12 film): De første seks film er fra 2017 og de næste seks videoer er fra 2020.