Plastikforurening truer livet i havet og på jorden

Hver dag forurenes naturen med tusindvis af plaststykker, som aldrig forsvinder igen. Hvert minut tømmes plastikaffald ud i havet, som vikler sig rundt om sæler, skildpadder, delfiner og ender i maver på hvaler, fugle og fisk. 

Plastikforurening er at finde overalt, fra dybhavet og Marianergraven til toppen af Mount Everest til indlandsisen på Arktis. Det udgør en større og større trussel for vores natur- og havmiljø, økosystemer, samt klimaet og menneskers sundhed. Og det bliver kun værre – det forventes at i 2040 vil plastikforurening være tredoblet, og 80% af den forurening vil udgøre engangsplastik.

I Plastic Change kæmper vi for at ændre den forfærdelige situation vi står i, og den fremtid vi går i møde. Vi arbejder hele tiden med problemet fra flere sider, der skal gøre op med hvordan vi bruger plastik, så vi kan spare på jordens ressourcer når vi producerer, og samtidig forhindre at det ender som affald og forurening, når vi er færdige med det:

  • Vi mobiliserer og engagerer befolkningen, gennem folkeoplysning om konsekvenserne med plastikforurening og hvad vi mener er løsningerne til det.
  • Vi arbejder med politik og grøn lovgivning, blandt andet kæmper vi for ambitiøse nationale mål for reduktion og genbrug af plastik
  • Vi samarbejder med industri-aktører om konkrete løsninger i praksis og industriel innovation.
  • Vi vidensindsamler, laver undervisningsforløb og uddanner, bl.a. børn og unge i landets folkeskoler og gymnasieuddannelser om plastikforurening, produktion og forbrug.

Plastik er et grænseløst problem, og derfor arbejder vi også internationalt, så vi kan sikre, at de globale løsninger når frem til Danmark og omvendt.

Kontakt os

Læderstræde 20, København K
Mail: info@plasticchange.org
Tlf: +45 42 66 72 46

Telefontid:
Mandag – Fredag,
10:00 – 15:00

Kontakt os

Læderstræde 20, København K
Mail: info@plasticchange.org
Tlf: +45 42 66 72 46

Telefontid:
Mandag – Fredag,
10:00 – 15:00

Vision og mission

Plastikudfordringen

Siden 1950’erne har vi produceret mere end 9 milliarder ton plastik. Heraf er størstedelen blevet brugt til engangsemballager og -produkter med kort levetid og lav markedsværdi. Disse emballager og produkter forurener i hele deres livscyklus: fra udvindingen af olie, til produktion, transport, forbrug, og når de ender til forbrænding eller i naturen. Alt dette for kun at blive brugt én gang. Indenfor de næste 20 år forventes den globale plastikproduktion at fordobles, og i samme periode forventes plastikforureningen at firedobles.

Derfor skal vi have lukket for hanen med engangsplastik nu.

Vores vision

Plastic Changes vision er et affaldsfrit samfund.

Visionen handler ikke kun om plastik, men plastik er blevet et symbol på vores engangskultur. Derfor arbejder vi for et samfund, hvor alle ressourcer bruges optimalt i lukkede cirkulære systemer. Et samfund, hvor vi har gjort op med engangskulturen og etableret bæredygtige systemer, hvor vi kan bruge vores produkter, emballager og materialer igen og igen. Et affaldsfrit samfund er på den måde både et middel og samtidig et mål.

Vores mission

Vi vil arbejde for en verden uden plastikforurening.

Det gør vi ved at fokusere på løsninger, der reducerer produktion og forbrug af plastik til gavn for både miljø, klima og sundhed. Da plastikforurening er en global og grænseløs problemstilling, er vi desuden engagerede internationalt som FN observatør, i vores samarbejde med Ellen MacArthur Foundation og ikke mindst i den globale bevægelse BreakFreeFromPlastic, hvor Plastic Change sidder i styregruppen. Vores internationale engagement sikrer, at de globale løsninger når frem til Danmark og omvendt.

Sådan opstod miljøorganisationen Plastic Change

Plastic Change blev grundlagt i april 2014. Initiativet til at stifte Plastic Change blev taget af miljøbiolog Henrik Beha Pedersen i samarbejde med en række frivillige kræfter. Organisationen blev stiftet som en forening hjemme i Henriks dagligstue i Hellerup, hvor den holdt til de første år. I 2017 lykkedes det ved hjælp af fondsbevillinger at få råd til løn til en håndfuld medarbejdere og husleje i rigtige kontorlokaler.

“Plastik definerer vores kultur. Vi må ikke lade den definere vores fremtid”
(Henrik Beha Pedersen, 2014)

Baggrunden for Plastic Changes stiftelse er, at vi lever i en plastikkrise, hvor plastik definerer vores kultur, men hvor vi ikke må lade den defineres vores fremtid. I ly af de altoverskyggende klimaforandringer, der med rette har krævet verdens opmærksomhed, er vores problem med plastik vokset og vokset, så det i dag kan fremstå som en uoverskuelig udfordring. Vi har haft en forbrugsfest med plastik, og nu kommer tømmermændene.

Det meste af den plastik, vi har udledt til naturen, siden vi begyndte at anvende materialet, er stadig at finde derude. Lige så anvendeligt materialet er på grund af sin styrke og holdbarhed, lige så problematisk er materialet, når det ender i naturen.

I dag er en lang række af planetens miljøer plastificerede. Vi finder plastik på de dybeste steder i havet, og vi finder det i havfugle, fisk, muslinger og plankton og sågar i honning, vin og øl. Plastikken kommer tilbage til os mennesker gennem vores kost. En boomerang af vores produktionsmønster, der kræver et svar.

Det svar skal Plastic Change være en del af.