Vi samarbejder med knap 1800 internationale miljøorganisationer om den grønne omstilling
I Plastic Change arbejder vi ikke kun med plastikforurening herhjemme i Danmark, men vi er også med til at rykke plastiklandskabet på et internationalt niveau. Plastikforurening holder sig ikke indenfor landegrænser, og derfor skal løsningerne findes på tværs af lande. Vi tror på, at problemerne med plastikspild i verden ikke kan løses ved kun at arbejde på nationalt niveau. Vi er nødt til at arbejde på tværs af alle verdens lande og sammen influere de højeste politiske instanser om en grønnere omstilling med mindre engangsplastik og mere genbrug.
Med den indflydelsesrige position som styregruppemedlem i den globale bevægelse Break Free From Plastic samarbejder vi politisk og kommunikativt på tværs af knap 1800 internationale miljøorganisationer, som alle arbejder med livet i havet og plastikforurening. Som styregruppemedlem er vi desuden med til at definere og præge retningen for bevægelsen, der rækker over 6000 medlemmer verden over. Vi taler om reduktion af unødvendig engangsplastik og et meget større fokus på genbrugsløsninger og genbrugssystemer.
Internationalt arbejder vi blandt andet med:
- at forebyggelse af plastikforurening og reduktion af plastikproduktionen står øverst på dagsordenen, når det gælder om at komme mængden af plastikaffald i naturen til livs. Dette gøres blandt andet
1) i udarbejdelsen af 3-årige strategier for hele Break Free From Plastic-bevægelsen,
2) gennem politisk lobbyarbejde i EU, og
3) ved den direkte adgang til fora og diskussioner under FNs Miljøforsamling (UNEA), hvor Plastic Change har opnået observatørstatus. - at vidensdele på tværs med involverede medlemmer og miljøorganisationer i Break Free From Plastic-bevægelsen. Dette gør, at Plastic Change hele tiden er opdateret på nyeste forskning og udvikling på området.
- at dele og kommunikere om internationale og europæiske kampagner og nyeste rapporter.
Læs mere konkret om vores internationale arbejde: