Nyheder
Over 100 affaldsoprydninger: World Cleanup Day møder stor opbakning i Danmark
Den 21. september går hele verdens befolkning ud og samler affald. I Danmark er det andet år, at verdens største civile aktion finder sted, og allerede nu er der stor opbakning til dagen.
Ispapir, cigaretskod, plastikposer, sugerør, vatpinde, skruelåg fra en flaske, emballage fra kødpålæg i maven på en fisk. Overalt langs vandløb, ved søer, åer og på strande findes store mængder plastikaffald, der har fatale konsekvenser for dyr og samtidig er til gene for mennesker. En del af den plastik ender i havet. Og de fleste har efterhånden hørt om eller set problemet, hvad enten det er med egne øjne eller i diverse nyhedsspalter.
World Cleanup Day er et internationalt initiativ, organiseret af Let’s Do it, World, der opfordrer mennesker fra hele verden til at rydde op. Sidste år deltog mere end 17.8 millioner mennesker fra 157 lande, hvilket gør dagen til verdens største civile begivenhed. Tilsammen blev der samlet minimum 88.500 tons affald.
De første 100 steder er lokaliseret
Sidste år var også første gang, at dagen blev afholdt i Danmark, og trods konceptet var helt nyt og ukendt for de fleste, blev der registreret omtrent 20-25 begivenheder rundt i landet. I år ser det helt anderledes ud. Allerede nu er der knap 100 åbne events rundt om i Danmark, arrangeret af både privatpersoner, foreninger og virksomheder – med flere på vej. Foruden de åbne oprydninger, er der en række lukkede begivenheder, eksempelvis for ansatte i forskellige større virksomheder.
Plastic Change er en af de danske tovholdere på dagen, og opfordrer alle til at tage en (brugt) pose i hånden og gå ud i sit lokalmiljø. De opfordrer alle, der afvikler noget større, at skrive ind, så det kan blive delt på hjemmesiden og diverse kanaler.
“Vi vil gerne gøre World Cleanup Day til en folkelig dag, hvor alle gør dét de kan, dér hvor de er. Derfor afholder vi ikke nogen events selv, dels fordi vi ikke har ressourcer til at være i hele landet på en gang, dels fordi vi hellere vil gøre det til en dag, båret af folket”, siger Louise Gredal, administrerende direktør i Plastic Change.
Vi er fuldstændig overvældet over hvor stor opbakning der er, både fra privatpersoner og foreninger, men også fra virksomheder. At vi allerede nu ved om 100 steder i Danmark, hvor der bliver ryddet op, er et tydeligt tegn på, at vi i Danmark så gerne ser denne problemstilling komme til livs. Og det vælter ind med flere, der gør noget.
Og det kræver ikke at gøre noget, andet end at du rydder op. Alle kan deltage, uden at det kræver registrering eller tilladelse*. På Plastic Changes hjemmeside kan du her se en foreløbig liste over World Cleanup Day begivenheder, men bemærk, at ikke alle skriver ind direkte, så hold også øje på Facebook eller i dit eget lokalmiljø. Har du oprettet en begivenhed, så skriv til os på: mfu@plasticchange.org.
*Så længe man selvfølgelig respekterer den private ejendomsret.