Artikler
13-årige Aeshnina Azzahra med appel til verdens ledere: Stop med at eksportere plastikaffald til Indonesien
Foto: AVPN
Der er sket meget i Aeshninas hjemby, siden hendes forældre var børn. Dengang kunne hendes forældre svømme og fiske i floden. Det vil Aeshnina også have mulighed for.
Aeshnina var hovedtaler til Asian Venture Philanthropy Networks virtuelle konference 2020. I den forbindelse blev der offentliggjort en video, hvor hun fortæller om sin indsats for at bekæmpe plastikdumping i Indonesien, og i videoen appellerer hun også til ledere af udviklede lande om at stoppe affaldseksporten til Indonesien.
I området i Indonesien, hvor Aeshnina kommer fra, bliver der smuglet ulovligt plastikaffald ind. En stor del af dette affald er af dårlig kvalitet og derfor ikke kan genanvendes. Det betyder, at affaldet bliver ulovligt dumpet og brændt af eller bruges som billigt brændstof på fabrikker, hvilket ikke er godt for hverken miljø eller mennesker. Derudover udleder de lokale genanvendelsesfabrikker en stor mængde mikroplast ud i floderne omkring Aeshninas hjemby. Dette kan forurene den mad og drikke, som de lokale i området indtager, hvilket desværre også er realiteten mange andre steder i Indonesien og i verden.
Læs også: Dansk plastikaffald sendt til genanvendelse – fundet i Malaysia
Læs også: Store problemer med ulovlig affaldshandel
Sender breve til politiske ledere
Aeshnina er en pige med ben i næsen, og hun har flere gange udtrykt sin bekymring over for politiske ledere og bedt dem om at stoppe affaldseksporten.
Dette har hun bl.a. gjort ved at sende breve til den amerikanske præsident, Donald Trump, den australske premierminister, Scott Morrison, og til den tyske forbundskansler, Angela Merkel. I brevene giver Aeshnina udtryk for de problemer, som plastikforureningen i Indonesien skaber for de lokale, og for de drømme, som Aeshnina har for et Indonesien med mindre plastikforurening.
Vesten skal tage ansvar for eget plastikaffald
Det er på tide, at vi i vesten tager ansvar for det affald, vi selv producerer.
Fra 1. januar 2020 trådte en ny tilføjelse til Basel-konventionen i kraft. Tilføjelsen betyder, at modtagerlande kan afvise at modtage lav-kvalitets-plastikaffald, før det overhovedet er sendt, så det ikke ender i lande, der ikke har ressourcerne til at håndtere det.
Det er naturligvis et vigtigt skridt på vejen, men det er også vigtigt, at der gøres endnu mere. Hos Plastic Change ser vi gerne, at det næste skridt bliver et EU-forbud mod eksport af plastikaffald ud af Europa. Det vil gøre, at vi selv kan tage fuldt ansvar for vores affald, og at affaldet ikke ender med at forurene steder som Aeshninas hjemby i Indonesien, hvor hun ikke kan svømme og fange sunde fisk i floden.