Nyheder

90% af danskerne vil returnere deres madvareemballager, hvis der var pant på

Billede fra den nye LØSmarket butik i Nordre FrihavnsGade, hvor man bruger opfyldelige emballager. FOTO: Francois Debains

En ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Plastic Change viser, at danskerne er klar til pant på flere typer emballager. Undersøgelsen offentliggøres i dag d.16. juni, som er global refill dag, hvor organisationer, virksomheder og borgere over hele verden sætter fokus på opfyldelige emballager der bruges igen og igen, som en måde at komme den stigende plastikforurening til livs på.

Den danske miljøorganisation Plastic Change, der arbejder for at stoppe plastikforurening i verdenshavene, har bedt Analyse Danmark om at spørge et repræsentativt udsnit af den danske befolkning om deres viden og holdninger til engangsplastik og engangsemballager. Undersøgelsen viser blandt andet, at 88% af de adspurgte vurderer, at de primært får engangsemballage ind i deres hjem via indkøb i supermarkeder. Derudover mener 60%, at virksomheder, som bruger engangsemballage, har det største ansvar ift. at minimere mængden af engangsplastikemballage.

Plastic Change arbejder netop for, at virksomheder skal tage et større ansvar for deres emballager, og har blandt andet fokus på det udvidede producentansvar, som skal være fuldt implementeret i 2025. Det udvidede producentansvar pålægger producenten den miljømæssige omkostning for emballagen, når den bliver til affald. Organisationens målsætning er, at producentansvaret bliver så ambitiøst som muligt og vil skubbe virksomheder i retning af at bruge mindre engangsemballage og designe flere emballager til genbrug og opfyldning. Det kan eksempelvis være ved at tilbyde flere emballagefri indkøbsmuligheder i supermarkederne.

Kilde: Analyse Danmark

Plastic Change vurderer, at Danmark kan blive et foregangsland inden for reduktion af emballageaffald, men det kræver forpligtende nationale målsætninger. Danmark kan komme i den grønne superliga for emballager, hvis vi tør forpligte os til at reducere mængden af engangsdrikke- og fødevarebeholdere med 50% i 2025 og 80% i 2030 – og samtidig sikre, at mindst 10% af al markedsført emballage i 2025 er genbrugs- og genpåfyldningsemballager med en stigning til 15% 2027 og 50% i 2030.

Læs også: Mademballage dominerer plastikforureningen, viser ny undersøgelse

Og danskerne er klar til flere genbrugelige og opfyldelige emballager med pant på. I undersøgelsen svarer 90 %, at de er klar til at returnere flere emballager med pant. Derudover svarer 39%, at det vigtigste parameter er, at det er let og tilgængeligt at vælge returemballager, mens 37% svarer, at det vigtigste er, at emballagerne er bedre for miljøet. 23% svarer, at det vigtigste er, at emballagerne ikke koster mere.

”Danskerne er klar til genopfyldelige emballager, men det er helt afgørende, at det gøres let og tilgængeligt. Vi ved, at pantordninger fungerer, og at det forhindrer, at emballageaffald ender i naturen. Derfor handler det nu om at få virksomhederne i gang med at lave flere genopfyldelige emballager med pant på. På den måde kan vi få gjort op med engangskulturen, der forurener natur og hav, mens vi samtidig kan blive et foregangsland inden for genopfyldelige emballager”.

Anne Aittomaki, Strategisk Direktør i Plastic Change

Plastic Change arbejder målrettet på at få engangsemballagerne ud af markedet, så mindre plastik ender i hav og natur. Organisationen oplever en stigende interesse for returnerbare genbrugsemballager fra virksomheder, hvilket stemmer overens med en global tendens i retning af mere Reuse og Refill.