Nyheder
Algramõ: Automaten hvor du betaler for produktet, ikke for emballagen
Forestil dig en salgsautomat, hvor du kan få påfyldt dine medbragte beholdere med eksempelvis linser, ris, eller rengøringsmidler. Eller forestil dig en transportabel el-salgsvogn (som ligner de mobile kaffevogne, man kan se rundt omkring i storbyerne), der kører rundt i dit boligkvarter, hvor du kan få påfyldt dine genbrugelige beholdere med varer. Findes det? Mød Algramõ!
I den fattige udkantsdel af Santiago, Chile, er det svært at købe mad til overkommelige priser. Der findes ikke mange supermarkeder, og maden i de små lokale butikker er ofte op til 40% dyrere. Derfor tilskyndes mange til at købe varer i mindre portioner i engangsplastikemballage, hvilket forværrer problemerne med plastikaffald, og tvinger mennesker med lave indkomster til at betale betydeligt mere pr. enhed for deres produkter. Det er to af disse store udfordringer, som virksomheden Algramõ forsøger at komme til livs.
Algramõ distribuerer salgsautomater til de lokale chilenske købmandsbutikker med hverdagsprodukter i løsvægt, som f.eks. ris, bønner, linser, sukker og rengøringsmidler. Idéen bag systemet er, at man indledningsvis køber sine genbrugelige beholdere, som man kan påfylde i Algramõs automater efter behov. Algramo leverer og påfylder maskinerne, installerer dem gratis i de små lokale butikker, og deler overskuddet ligeligt med butiksejerne. På denne måde køber man som kunde kun den mængde man skal bruge, og undgår at betale overpris – og ikke mindst undgår man helt at få engangsplastikemballage med i købet. Når de genbrugelige beholdere før eller siden har udtjent deres pligt, kan man returnere eller bytte dem, og få nedslag i prisen på sit næste køb.
Simpelt system med stor indflydelse
I Santiago, Chile, findes der nu ca. 2000 butikker med Algramõs genopfyldelige automater, og virksomheden eksperimenterer yderligere med transportable el-systemer à la kaffevognen, for at øge tilgængeligheden i en stor hovedstad, hvor der bor 350.000 mennesker. Altsammen for at give forbrugerne bedre adgang til varer til overkommelige priser, og komme engangsemballage til livs.
Engangsplastikemballage har ofte en så ringe kvalitet, at det er umuligt at genbruge eller genanvende, og derfor er spørgsmålet om at komme engangsplastik til livs en af hovedfaktorerne, når vi taler om plastikforurening og plastikspild. Men hvor der i resten af verden lige nu er en global bevægelse i gang for bekæmpe plastikspild, f.eks. gennem løs-markeder, er mange samfund med lavindkomst afskåret fra at træffe de mest bæredygtige valg. Her er genbrugssystemer som Algramõ en både effektiv, bæredygtig og implementérbar løsning, der samtidig beviser, at det hverken behøver at være dyrt eller besværligt at købe i løsvægt.