Nyheder

Britisk supermarkedskæde lytter til kunderne og satser på mindre plastikemballage og mere påfyldning

FOTO: WAITROSE

Den britiske supermarkedskæde Waitrose har de seneste år arbejdet med at indføre uemballerede dagligvarer til påfyldning i genbrugelige beholdere. Kæden lancerer nu flere påfyldningsvarer som et svar på kundeefterspørgsel.

Kunderne hos Waitrose er i de seneste i år i højere og højere grad begyndt at efterspørge uemballerede varer, der kan fyldes i genbrugelige beholdere. Supermarkedskæden har svaret igen på denne tendens ved at indføre sit genopfyldelige koncept, ‘Unpacked’.

Waitrose har de seneste år arbejdet målrettet med at nedbringe plastikforbruget og med at være gennemsigtige overfor forbrugerne. Det har ført til, at de er en af de britiske supermarkedskæder, der har været bedst til at reducere sit plastikforbrug. Fra 2017-2019 har kæden reduceret sit plastikforbrug med 6,2%, og det er en af de britiske kæder, der har det laveste plastikforbrug målt på markedsandel.

Og nu tilføjer Waitrose flere produkter til sit ‘Unpacked’-koncept.

Salget af påfyldningsvarer i Waitrose stiger

Supermarkedskæden har indført sit ‘Unpacked’-koncept i fire af sine butikker, og påfyldning tyder på at være populært blandt kunderne.

Salget af påfyldningsvarer er de seneste seks måneder steget med næsten 9%, hvor salget i nogle varegrupper har oplevet en markant stigning. Salget af uemballerede frosne frugter og grøntsager er steget med hele 50% de seneste seks måneder, mens salget af vaskemiddel og opvaskemiddel er steget med 24%.

Waitrose har med konceptet arbejdet med dedikerede butiksområder til uemballerede varer. Men i starten af året begyndte Waitrose at integrere sine uemballerede varer i de regulære butiksgange i en af afdelingerne. Det har kæden gjort for at indarbejde de uemballerede varer i rutinemæssige indkøb og dermed se, om det vil få flere kunder til at vælge løsningen. Og det ser sådan ud. De seneste måneder er salget af påfyldningsvarer i den pågældende afdeling steget med mere end 20%.

Derudover vil Waitrose også tilskynde kunderne til at vælge påfyldnings-løsningen ved at gøre de nye produkter i ´Unpacked´-konceptet billigere end tilsvarende produkter i engangsemballage.

Vil nedbringe plastikforbruget yderligere

Waitrose arbejder i disse år med en strategi for bæredygtighed, der bl.a. indebærer mindre plastik og mindre madspild.

På plastikfronten har kæden sat sig nogle konkrete mål. Waitrose vil ved udgangen af 2021 have reduceret sit forbrug af engangsplastik med 20%. Derudover vil kæden ved udgangen af 2023 sikre, at alle emballager i eget varemærke vil være genbrugelige eller lavet af bredt genanvendelige eller hjemme-komposterbart materiale. Og i 2025 er målet at øge andelen af genbrugelige og påfyldelige emballager, der bruges til Waitroses produkter af eget varemærke, med 50%.

Læs også: Genbrugelig emballage er op til 85% mere klimavenlig end engangsemballage, fastslår rapport

Læs også: Dansk NGO og ny start-up vil skabe et nyt retursystem for emballage