Artikler

#BuyNothingDay: Din ultimative guide til at købe ingenting på Black Friday

De fleste danskere kender til konceptet om den nydanske ‘højtid’ Black Friday, der for alvor gjorde sit indtog i Danmark i 2013. Det har så småt allerede været i gang med Black Week og de mere eller mindre imponerende tilbud inden den store finale i morgen, fredag den 27. november. Du er måske en af dem, der kan nikke genkendende til følelsen af stress og iver, når du bliver bombarderet med “Du har ALDRIG set noget lignende”-tilbud, “Køb før din nabo”-opfordringer og “Køb 7 og men betal kun for 5”-flirtende pop-up reklamer.

Når tilbuddene lyder for gode til at være sande, kan det være svært at modstå fristelsen til at bruge
penge på det, man lige går og smådrømmer om. Men vi danskere har ét af de højeste overforbrug,
så måske det vil være en god idé lige at tænke sig om en ekstra gang, inden vi svinger dankortet.
Forbruget er eksempelvis utrolig højt, når det kommer til tøj, hvor vi i gennemsnit kun bruger 3 ud
af 10 stykker tøj i vores klædeskab. På samme tid har hver 4. ud af 10 danskere et ønske om at leve
mere bæredygtigt. Dét kan man kalde helt sort.

Plastic Change tager kampen op og bytter Black Friday ud med Buy Nothing Day. Vi vil gøre det
nemt at vælge Black Friday fra og Buy Nothing Day til i håb om, at vi fremover vil tænke mere
over mængden af vores (over)forbrug. På Buy Nothing Day opfordrer vi alle til at dele med os,
hvad I laver på dagen i stedet for at bruge penge. De sidste par år har vi delt tips til, hvordan man
kan købe ingenting, og det gør vi selvfølgelig igen i år.

Stadig fristet til at bruge penge?

NB: Hvis du er overbevist om, at du vil holde #BuyNothingday, så spring videre.
Hvis ikke, så kommer her lidt skamløs reklame:


Plastic Change er en dansk miljøorganisation med en ambitiøs international dagsorden om at knække kurven for plastikforurening og plastikspild i naturen. Vi kæmper for, at plastik i fremtiden ikke bliver produceret til engangsbrug, men at vi i stedet fremstiller til genbrug, og smider meget mindre ud. For at nå dertil har vi brug for al den støtte, vi overhovedet kan få.

Hvis du overvejer at bruge penge i morgen, kan du med fordel hjælpe os med at kæmpe videre for en fremtid med et langt mere bæredygtigt forbrug – Dog giver vi ikke rabat :)

Her får du 10 simple tips til hvordan du køber ingenting på Buy Nothing Day

1. Den nemme: Bliv hjemme

Bliv hjemme i varmen, og hvis du tilfældigvis kommer til at gå ud ad døren og ind i en butik, så stop
op, vend om og gå hjem igen. Det kan måske se underligt ud, men nemmere bliver det simpelthen
ikke.

2. Den tidskrævende: Ryd op i gemmerne

Grib chancen og ryd op i gemmerne. Er du hjemme, kan du tømme klædeskabet, de nederste skuffer
eller den øverste hylde og lægge det du aldrig bruger til side. Måske du endda finder noget bagerst i
skabet, som du havde glemt, at du ejede.

3. Den gavnlige: Giv videre til genbrug

Når gemmerne er endevendt, har du sikkert fundet en ting eller to, som du ikke har brug for
længere, men som stadig er brugbar. Heldigvis er der masser af steder, hvor du kan aflevere dit
brugte tøj og ting, så det kan få et nyt liv hos nogle andre.

4. Den opfindsomme: Opgrader hvad du allerede ejer

Synes du, at dit nuværende tøj er kedeligt og trist? Eller ville din stue bare ville være meget hyggeligere med et nyt sofabord? I stedet for at købe nyt, så find din kreative side frem og sy om, reparer, mal eller find nye måder hvorpå dine ting kan få nyt liv.

5. Den fornuftige: Afmeld dine ubrugte abonnementer

Er du også tilmeldt en masse forskellige online tjenester, som du sjældent eller aldrig bruger? Her er
en oplagt mulighed for at få luget ud i dine ubrugte abonnementer. Hvis du kommer til at savne
nogle af dem, kan du jo altid bare tilmelde dig igen.

6. Den corona-venlige: Online aktiviteter med venner og familie

Tiden lægger op til at være sammen hver for sig, og der er heldigvis rig mulighed for at udnytte
online kanaler sammen med venner og familie. I kan for eksempel spille spil, quizze og dyste mod
hinanden. Brug dagen på en omgang online gæt og grimasser med vennerne.

7. Den aktive: Gå en tur

Har du siddet for meget inde de sidste par måneder, eller trænger du bare til lidt frisk luft? Lav en
kop kaffe (selvfølgelig i din genbrugelige to-go-kop) og tag din familie, venner eller hund med
under armen og gå en forfriskende tur i det fri. Og nu hvor du alligevel er ude i naturen…

8. Den engagerede: Saml affald i naturen

Hvad med at gøre noget godt for miljøet? Tag en pose med på gåturen til at indsamle det affald, du
må støde på. Få frisk luft og bidrag til noget større på samme tid – det er da en win-win-situation.

9. Den opslugte: Læs en god gammeldags bog

Har du stadig den der bog, som du snart ville gå i gang med, men som har stået og samlet støv i et
halvt år? Eller har dine venner talt i månedsvis om den nye bestseller, som du endnu ikke har haft
lejlighed til at få læst. Kig i bogreolen eller tag et smut forbi biblioteket. Så er fredagens
underholdning reddet.

10. Den velovervejede: 30-dages-reglen

Så du noget på vejen hjem, som du ganske enkelt må eje? I stedet for at styrte ned og købe det med
det samme eller søge nettet tyndt for det billigste tilbud, så gå hjem og sov på det – 30 gange. Ofte
er måneden pludselig gået, uden at du har skænket det en eneste tanke. Har ventetiden derimod
overbevist dig om, at købet alligevel er pengene værd, er der større chance for, at du virkelig bliver
glad for det – også selvom det er uden 20% rabat.