Nyheder

Danmark halter efter foregangslande på udfasning af engangsplastik

Flere andre lande er langt mere ambitiøse end Danmark i forhold til udfasning af engangsplastik, viser en ny analyse. Danmark bør som et land, der bryster sig af at være et grønt foregangsland, træde i karakter, mener miljøorganisationen Plastic Change.

Plastiksugerør, plastikbestik og enkelte andre engangsprodukter af plastik bliver forbudt på tværs af EU. Det sker på lørdag den 3. juli, hvor EU’s engangsplastikdirektiv træder i kraft. Mens lande som Frankrig og Irland er gået foran med mål for genbrug af emballager og fuld udfasning af engangsservice, halter Danmark et godt stykke efter de ambitiøse foregangslande og opfylder kun lige akkurat direktivets minimumskrav. Det viser en ny analyse af EU-landenes implementering af engangsplastikdirektivet og best practice udarbejdet af den europæiske organisation Rethink Plastic Alliance og Break Free From Plastic.

Det må efterhånden stå klart for alle, at affaldshåndtering ikke kan løse plastikrisen alene. Vi bliver nødt til også at affaldsforebygge. Genbrug er bedre for miljøet på alle parametre – også i forhold til f.eks. klima og vandforbrug. Heldigvis oplever vi, at der er en stor interesse blandt befolkningen for at genbruge mere, og de første grønne genbrugsløsninger til to go-emballage er også allerede på markedet. Vi mangler faktisk bare det politiske startskud, før kampen om den grønne førertrøje for alvor kan sætte ind

Anne Aittomaki, Strategisk Direktør, Plastic Change

De fem miljøorganisationer, Oceana, Plastic Change, Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden, foreslår, at de danske politikere hæver de grønne ambitioner og går foran på udfasningen af engangsplastik og på reduktion af plastikforurening.

Organisationerne foreslår bl.a.:

  • Bindende reduktions- og genbrugsmål for alle emballager, der sættes på markedet, så vi arbejder os hen imod at knække affaldskurven.
  • Økonomiske incitamenter for virksomheder til at designe til genbrug.
  • Alle plastiktyper skal omfattes af lovgivningen. Der lægges lige nu op til, at plastiktyperne viskose og cellofan undtages fra lovgivningen, men viskose og cellofan er også plastik, og de bør derfor være omfattet af lovgivningen.
  • Oprydningssansvar skal også gælde fiskeredskaber. Ligesom der kommer oprydningsansvar for virksomheder, der laver hverdagsprodukter af engangsplastik, bør der også være et oprydningsansvar for fiskeredskaber, der indeholder plastik, så færre redskaber efterlades i havmiljøet.