Nyheder
Flergangsemballager kan give markante miljømæssige og økonomiske fordele allerede i 2030
EU har sat sig et mål om at gøre al emballage genbrugeligt eller genanvendeligt inden 2030. Politikere, emballageproducenter og store aktører i forbrugsvaresektoren fokuserer hovedsageligt på genanvendelse. En ny rapport understreger imidlertid, at genbrug kan give både miljømæssige og økonomiske fordele hurtigere og mere virkningsfuldt.
Det flyder over med engangsemballager i alle sektorer, og vi møder dem konstant i vores hverdag. De mange engangsemballager bliver kasseret som affald efter kun én gangs brug, og det er spild af Jordens ressourcer. De seneste tal viser, at vi i EU nåede en rekordhøj generering af emballageaffald med hele 174 kg i gennemsnit pr. indbygger i 2018.
Hvis vi skal ændre på det, er det ikke nok at satse på genanvendelse, som ellers hidtil har været fokus for politikere og industri.
Læs også: Flergangsbrug slår engangsbrug hver gang, viser ny rapport
I en ny rapport har Rethink Plastic og Break Free From Plastic undersøgt potentialet for opskalering af genbrugsemballager. Rapporten har særligt fokus på tre områder, hvor forbruget af emballager er højt. Disse er emballager til take-away samt to-go-kopper, forsendelsesemballager til tøj og tilbehør fra e-handel samt beholdere til husholdningsprodukter brugt i større detailbutikker.
Læs hele rapporten her: Realising Reuse
Vi kan spare 3,7 millioner ton CO2 ved et genbrugsmål på emballager på 50% inden 2030
I rapporten indgår beregninger på forskellige genbrugsscenarier. Et resultat, som forfatterne af rapporten selv fremhæver, er, at hvis 50% af alle emballager indenfor de tre undersøgte sektorer er genbrugelige inden 2030, så kan vi spare Jorden for hele 3,7 millioner ton CO2. Derudover vil det kunne spare 10 milliarder kubikmeter vand og næsten 28 millioner ton materialer.
Disse tal svarer til den mængde CO2, som 170 millioner modne træer kan optage, vand til 4 millioner olympiske svømmebassiner og næsten 3,5 millioner lastbiler med materialer.
Klare anbefalinger: Bindende og ambitiøse genbrugsmål
Anbefalingerne i rapporten er klare: sæt bindende og ambitiøse genbrugsmål på tværs af de tre sektorer. Mere specifikt har forfatterne udarbejdet nogle konkrete 2030-målsætninger til de tre sektorer:
HoReCa (hoteller, restaurationer og caféer):
- 100% af mad og drikke, der indtages på stedet, skal leveres i genbrugsemballager.
- 75% af takeaway og levering af mad og drikke skal leveres i genbrugsemballager.
Dagligvarer:
- 75% af rengøringsmidler til husholdning skal være i genbrugsemballager.
- 75% af drikkevarer (læskedrikke og alkoholholdige) skal være i genbrugsemballager.
- 50% af kosmetik (shampoo, sæbe osv.) skal være i genbrugsemballager.
E-handel
- 50% af det tøj og tilbehør, der sendes inden for EU, skal leveres i genbrugsemballager.
- 50% af alle andre varer, der sendes inden for EU, skal leveres i genbrugsemballager.
Rapporten indeholder derudover også andre konkrete anbefalinger til politikere. Disse går blandt andet på at investere offentlige midler i forskning samt udviklings- og pilotprojekter, minimumskrav til pantsystemer, sektorspecifikke krav osv.
Standardisering er vejen frem
For at kunne lykkes med ambitiøse målsætninger på genbrug peger rapporten på vigtigheden af standardisering.
Standardisering i denne forbindelse handler om flere parametre: strømlinede emballagedimensioner samt tilpasset logistik, opbevaring og rengøring. Sådan standardisering har ifølge rapporten mange fordele såsom: reduktion af driftsudgifter, mulighed for at opnå stordriftsfordele, maksimering af de miljømæssige fordele, øget returrate af emballager, da det bliver nemmere for forbrugerne.
Men standardisering er ikke ensbetydende med at gå på kompromis med de enkelte virksomheders branding på emballagerne. Emballagerne kan have både forskellig udseende og følelse fra det ene brand til et andet, selvom de følger samme dimensioner og logistiksystemer. Det er f.eks. muligt, at genbrugelige plastikbeholdere kan have forskellige farver, kanter, prægning, finish og andre design-detaljer.