Nyheder

Forskere advarer: ‘Mundbind er en tikkende plastikbombe’

Vi står lige nu midt i en coronakrise, men det er ikke den eneste alvorlige krise, som vi lever i. Plastikkrisen forværres hver dag, og det har coronakrisen ikke ændret på – nu advarer en forsker fra Syddansk Universitet om konsekvenserne af vores brug af engangsmundbind.

Det seneste år har vi levet med en global pandemi, som vi naturligvis kæmper for at komme igennem. Og den kamp indebærer god hygiejne og en stor mængde værnemidler.

Som en konsekvens af coronapandemien er forbruget af engangsmundbind steget eksplosivt. Undersøgelser viser, at vi verden over bruger 129 milliarder mundbind hver måned. Det er tre millioner mundbind i minuttet. Og de fleste af disse mundbind er engangsmundbind lavet af plastik.

En forsker fra Syddansk Universitet advarer nu sammen med en professor fra Princeton University i USA, at engangsmundbindene er “en tikkende plastikbombe”. Det gør de i en kommentar i miljøtidsskriftet Frontiers of Environmental Science & Engineering.

Engangsmundbind kan ende som skadeligt mikroplastik i naturen

Forskerne udtaler, at når mundbindene ikke indsamles og håndteres ansvarligt, kan de transporteres til vandmiljøer, vind og til dyr, der kan blive viklet ind i mundbindene eller indtage disse som føde.

I den forbindelse er det kun mere skræmmende, at mundbindene, der ender i miljøet, kan generere store mængder af mikroplastik på kun uger – som derefter bliver til nanoplastik. Kommentaren giver derudover udtryk for, at mundbindene kan være mere bekymrende end plastikposer, når det kommer til generering af mikroplastik:

Når mundbindene nedbrydes i miljøet, kan de frigive mere mikroplastik nemmere og hurtigere end større plastikprodukter såsom plastikposer.

Elvis Genbo Xu, miljøtoksikolog fra Syddansk Universitet, og Zhiyong Jason Ren, professor i civil- og miljøteknik ved Princeton University.

Læs også: Hundredvis af fiskearter indtager plastik – også dem, vi spiser

Forskerne understreger, at vi endnu ikke ved, hvordan engangsmundbind påvirker miljøet, da der mangler videnskabelige undersøgelser af netop dette område – men at vi dog allerede ved, at plastikaffald kan frigive skadelige kemiske og biologiske stoffer i naturen, og at mundbindene kan gøre det samme.

Et behov retningslinjer

Forskerne lægger vægt på, at der er et behov for best practices og retningslinjer om mundbind, der skal være med til, at engangsmundbind ikke bliver det næste helt store plastikproblem.

Læs også: Mundbind, ikke skyklapper, tak!

Dette indebærer blandt andet indsamling af mere viden om mundbindenes negative konsekvenser men også standarder, guidelines og implementering af forsvarlig håndtering af brugte mundbind. Derudover anbefales det også i højere grad at benytte genbrugelige alternativer til engangsmundbindene, når det er muligt:

Genbrugelige mundbind såsom mundbind i bomuld anbefales til at erstatte engangsmasker.

Elvis Genbo Xu, miljøtoksikolog fra Syddansk Universitet, og Zhiyong Jason Ren, professor i civil- og miljøteknik ved Princeton University.