Artikler

Frugt og grønt uden plastik tiltrækker kunder

Folk køber mere frugt og grønt, når det ikke er indpakket i plastik. 
Det har supermarkedskæden New World i New Zealand konstateret. Siden supermarkedet holdt op med at pakke frugt og grøntsager i plast, er salget af visse grøntsager steget med 300 procent: “Da vi satte varerne op på de nye hylder, blev vores kunder vildt begejstrede”, siger Nigel Bond, ejer af et New World supermarked til avisen New Zealands Herald.

Inspiration til Danske supermarkeder

I Plastic Change er vi ikke spor overraskede over, at folk får mere lyst til at købe duftende frugt og grønt, der ikke er gemt bag et lag plastik. Vi ser frem til, at danske supermarkeder følger trop. De kunne jo starte med frugt og grønt produceret i Danmark

siger Anne Aittomaki, programchef i Plastic Change. Hun tilføjer, at man bør overveje, om det system og de strukturer, vi har opbygget omkring fødevareproduktion, distribution, opbevaring og afsætning kunne gøres anderledes og smartere.

For at undgå, at varerne udtørrer, har New World kæden erstattet plastemballage med kølehylder med et indbygget vandtågesystem. Et system, der ifølge Nigel Bond holder grøntsager og frugt langt friskere og bevarer vitaminerne bedre end forurenende plastemballage.

Genbrugelige poser

Efter at konceptet blev introduceret har New World bemærket, at salget af grønsager som f.eks. forårsløg, sølvbeder og radiser er steget med flere hundrede procent. For at undgå plastikspild, har de fleste New Zealandske supermarkeder allerede udfaset de tynde plastikposer og erstattet dem med genbrugsposer til løs frugt og grønt.