Artikler
Godt med EU plaststrategi – nu vil vi se handling
Så har EU omsider fået en plastikstrategi, som Kommissionen selv, i sin pressemeddelelse kalder “en Europæisk strategi for at beskytte planeten og borgerne, samtidig med at industrien styrkes økonomisk.”
Flotte ord. Nu glæder vi os til at se strategien omsat til reel handling i hele EU. For der er jo ikke tale om et lovforslag – men alligevel et STORT første skridt på vej imod bindende regulativer. Nu skal vi så i gang med arbejdet for, at vi i Danmark når hele vejen rundt, når vores egen danske handlingsplan mod plastikforurening skal formes, vedtages og sættes i værk.
Ambitiøs lovgivning påkrævet
Det er opløftende, at en cirkulær økonomi danner rammen for EUs plastikstrategi, og ved første øjekast, er det tydeligt, at EU viser vilje til at takle plastikforureningen. Nu er det vigtigt, at både EU og nationalstaterne følger op med ambitiøs lovgivning, der bl.a. drastisk reducerer forbruget af både engangsplastik og emballage. Og her er det meget positivt, at EU har sat sig et mål om, at al plastikemballage skal være designet til genbrug eller genanvendelse i 2030.
Forbud og genanvendelse
En samlet reduktion af plastikproduktion og forbrug er nødvendig. Plastik er et fantastisk materiale til visse ting – men forbruget har taget overhånd, og vi er ved at drukne i plastikaffald. Derfor skal vi reducere produktionen af råmateriale til plastikproduktion – samtidig med at vi genanvender mere og producerer bedre produkter – så vi går mod en decideret cirkulær brug af kvalitetsplastik.
Vi ser også med glæde, at kommissionen har startet en proces frem mod et forbud mod at tilsætte mikroplast til plejeprodukter og til at forbyde oxo-plastik, der nedbrydes hurtigere end andet plast, men blot bliver til mikroplast. Desuden er det også positivt, at der skal udvikles nye tiltag, som skal mindske tabet af fiskeudstyr til havs.
3 nøgleskridt til mindre plastikspild
Der er overordnet 3 niveauer af indsatsen mod en bæredygtig brug af plastik: Vores politikere skal definere den ramme, som kommunerne og industrien kan og skal bygge en ny og bedre struktur under, hvorefter borgerne kan handle med ændring af både forbrug af plastik og vaner omkring bortskaffelse af plastik. laoreet dolore magna aliquam erat volutpat.
- 1) Reducer: Vi skal reducere vores plastik fodaftryk ved drastisk at skære ned på produktionen og forbruget af engangsplastik samt overemballering.
- 2) Re-design:Vi skal have bedre og ansvarligt plastik design; holdbar, genbrugelig, genanvendelig, kemikalie- fri, – og indarbejde genanvendt plastik i nye produkter/emballager.
- 3) Bedre håndtering / mere samarbejde: Vi skal sikre ansvarlig håndtering af plastik ved at involvere hele værdikæden: fra råvareproducent, emballage producent, produktproducent og forhandlere til alle landets kommuner – for at opnå maksimal sortering og genanvendelse samtidig med, at vi undgår spild og lækage til naturen.
Læs hele plastikstrategien her.
Den videre proces i EU:
- Den første bindene indsats forventes at blive på engangsplastik og forventes udarbejdet inden sommeren 2018.
- Processerne omkring restriktioner på intentionelt tilført mikroplastik og oxo-nedbrydeligt plastik er iværksat, men forventes at tage lidt længere tid.
- Strategien lægger også op til videre arbejde med lovmæssig regulering til den næste kommission, der overtager arbejdet i september 2019. Fx på mikroplastik fra dæk, der pt. kræver mere forskning.