Artikler
Historien om plastiksugerørets storhed og fald
Sådan gik det til, at plastiksugerøret kom på alles læber, og nu forbydes på stribe.
Starbucks, McDonald’s, Alaska Airlines. Dette er blot få af de virksomheder, som har forbudt plastiksugerøret. Men de er langt fra de eneste. Erklæringer om forbud mod plastiksugerøret pibler nemlig frem alle steder, fra små til større virksomheder, til byer, til lande, endda til EU. I juli 2021 trådte et forbud mod salg af plastiksugerør også i kraft i Danmark og i resten af EU.
Det sker som en reaktion på et offentligt opråb, der kræver handling mod et engangsplastik-produkt, der har skadelig effekt på vores natur, dyr og havmiljø. Alene i USA skønnes det, at 500 millioner sugerør bruges hver eneste dag. Det svarer efter sigende til 127 amerikanske gule skolebusser fyldt med plastiksugerør, hver dag.
Konsulenthuset Eunomia analyserede de 10 oftest fundne plastikprodukter på europæiske strande, og her var engangsplastik-sugerøret en højdespringer. De estimerede yderligere, at et årligt forbrug i EU på 36,4 milliarder plastiksugerør om året leder til, at det er et af de hyppigst fundne produkter på strande i Europa.
Det spinkle plastikrør er blevet hovedfokus for mange af de seneste års miljøkampagner. Dette skyldes til dels, at sugerøret både gør stor skade på natur og havmiljø, og samtidig let kan undværes for de fleste i deres hverdag. At fjerne brugen af plastiksugerør kræver sjældent en drastisk ændring i adfærd.
Men hvis de er så lette at undvære, hvordan blev de så allestedsnærværende i første omgang? Rygtet går, at det hele startede med en bourbon-cocktail en varm sommerdag.
Sådan kom ‘drikkerøret’ til verden
Mens plastiksugerøret er en nylig opfindelse, har mennesker i årtusinder brugt hule, cylindriske rør til at få væske op til munden. Gamle sumerer, et af de tidligste ølbryggende samfund, man har kendskab til, nedsænkede for godt 5.000 år siden lange, tynde rør fremstillet af metaller i store krukker for at kunne nå væsken, der sad under gæringsbiprodukter.
Men det var først i 1888, at der for første gang blev indgivet patent på sugerøret, af en mand ved navn Marvin Stone. Fortællingen går sig, at Stone drak en forfriskende mint julep-cocktail på en varm sommerdag i 1880, da hans rug-græs (som dengang blev brugt til sugerør) begyndte at gå i opløsning. Stone, som levede af at producere papircigaretholdere, mente, at han kunne lave en bedre variant af ‘drikkerøret’.
Han viklede papirstrimler rundt om en blyant, limede dem sammen, og havde snart en tidlig prototype af papirsugerøret. Han patenterede sit design i 1888, og allerede i 1890 masseproducerede hans fabrik Stone Industrial dem.
Det var dog først i 1930’erne, at sugerør fik evnen til at bøje. Da Joseph Friedman så sin datter kæmpe for let at nå sin milkshake gennem et lige papirsugerør, satte han en skrue i sugerøret, viklede tandtråd rundt om skruens riller og tog skruen ud. Med fordybninger kunne sugerøret let bøje uden at gå i stykker. Friedman patenterede sin opfindelse og skabte Flex-Straw Company, der senere blev en af de største producenter af plastiksugerøret.
Hospitaler var blandt de første til at tage de bøjelige sugerør i brug, fordi de gjorde det muligt patienter at drikke, mens de lå i sengen. I de efterfølgende årtier fandt det populære flex-papirsugerør sin vej til sodavand og milkshakes tværs over hele USA.
De første plastikprodukter ser dagens lys
Amerikanerne brugte stadig papirsugerør i stort omfang, da plastikproduktionen begyndte at tage fart. De første plastikprodukter blev opfundet af den amerikanske opfinder John Wesley Hyatt i 1869 af et materiale kaldet celluloid, og havde til formål at efterligne animalske produkter såsom elfenben. Andre plastiktyper såsom bakelit, nylon og akryl tog dog fart i de følgende årtier.
Plastikkens fordele i form af dens holdbarhed og lave produktionsomkostninger gjorde, at den blev spyttet ud af fabrikkerne i hidtil uset omfang under Anden Verdenskrig. Ved krigens afslutning stod producenterne pludselig og manglede aftagere til deres plastikprodukter, og skiftede derfor hurtigt over til at fokusere på at producere billige forbrugsvarer. Og det blev startskuddet til plastiksugerøret, som vi kender det.
Plastiksugerørets indtog i supermarkedet
Plastiksugerøret var ét af de produkter, der hurtigt blev fremstillet på de store fabrikker efter Anden Verdenskrig. Der gik ikke længe, før de havde udkonkurreret papirsugerøret på både pris, produktionstid og holdbarhed, og i løbet af 60’erne var fabrikkerne oprustet til at masseproducere de små rør.
På dette tidspunkt var det kun en lille håndfuld af producenter, der opfyldte behovene for forbrugervarer i et samfund, der i stigende grad efterspurgte nemme og bekvemme ting til at tage med på farten. Og her passede sugerøret, som vi kender fra i dag, rigtig godt ind. Én af verdens største plastikproducenter idag, Plastics Europe, rapporterer, at der i 1950 blev produceret 1,5 millioner tons plastik – men i 2015 var tallet svimlende 322 millioner tons plastik. I mellemtiden har plastiksugerøret – sammen med et utal af andre plastikprodukter – sneget sig ind alle vegne.
Fra storhed til fald
Den massive plastikproduktion siden 1950’erne har kastet sine spor af sig – bogstaveligt talt. Verden kæmper i dag med at komme sig efter tømmermændende fra de seneste 7 årtiers lange forbrugsfest med plastik.
Miljøkampagner som “Stop Sucking” og #RefusetheStraw er en direkte reaktion på den voldsomme mængde plastiksugerør, der er blevet produceret, brugt, og henkastet. Og virksomheder, kommuner og nationale regeringer er begyndt at implementere forbud, for at imødekomme behovet for at handle.
Hvordan slutter historien?
De samme virksomheder, der engang nød godt af offentlighedens begejstring over plastik, mærker i dag i stigende grad et offentligt pres for at skifte til alternative løsninger. Mange butikker, restauranter og supermarkeder er gået tilbage til papirsugerøret, som var den mest populære løsning inden plastiksugerøret kom til verden. Og nuvel, papirsugerøret udgør ikke den samme direkte trussel mod dyrelivet og naturen. Men det ændrer ikke på den massive udnyttelse af Jordens ressourcer, for at vi som forbrugere kan have en kort drikkeoplevelse.
I virkeligheden kunne historien om plastiksugerøret godt være endt lykkeligt. Men engangs-princippet – dét, at vi fremstiller noget til at blive brugt én gang, før det bliver smidt ud og brændt, eller i værste fald ender i naturen, er endt med at blive plastiksugerørets succes og fiasko.
Så hvad skal der egentlig til for, at historien om sugerøret kan få en lykkelig slutning?
Flere virksomheder er hoppet med på vognen i forhold til at fremstille genbrugelige sugerør af f.eks. metal, glas og silikone, som både sælges til privat brug, men som også kan benyttes på restauranter, caféer og andre steder med on-site servering. Sugerør, som kan vaskes op, og benyttes igen og igen, og som dermed ikke genererer plastikaffald, der kan ende med at gøre skade på naturen, dyrene og miljøet, og heller ikke fråser unødigt med Jordens begrænsede ressourcer.
For hverken historien om plastik eller historien om sugerøret er dømt til at få en ulykkelig afslutning. Det er historien om engangsbrug til gengæld.