Nyheder
Hygiejneprodukter skal gøres mere bæredygtige
Uge 41 er International #EnvironmenstrualWeek, hvor NGO’er i hele Europa over sætter fokus på menstruation og miljø.
Menstruation og engangshygiejneprodukter er et komplekst og tabuiseret emne, som ikke kun handler om én af de mest naturlige månedlige perioder for halvdelen af befolkningen. Det involverer aspekter som køn, krop, ulighed, økonomi og sundhed, men også plastik-, ressource-, affald-, klima- og forureningsproblematikker.
Igen i år sætter miljøorganisationer fra hele Europa fokus på dagsorden i en hel uge – også kendt som Environmenstrual Week – for at få både politikere og industri mere på banen. Det er Women’s Environmental Network (WEN), der står bag det årlige initiativ.
I løbet af en kvindes levetid bruger hun omkring 12.000 engangs- tamponer eller bind, hvilket svarer til omtrent 150 kilo affald. I EU bliver det til 46 milliarder stykker hygiejneprodukter eller 590.000 ton klimabelastende affald, der enten bliver brændt eller ender på åbne lossepladser. Derudover er hygiejneprodukterne fyldt med kemikalier, som kan udgøre en sundhedsrisiko for kvinder. Et engangshygiejnebind består eksempelvis af 90% plastik, og mængden af farlige kemikalier er ofte ikke oplyst. Derfor har Plastic Change sammen med 37 ngo’er på tværs af Europa skrevet under på ‘The Bloody Manifesto’, der indeholder seks politiske tiltag til EU for at skabe bedre muligheder og vilkår for at gøre det røde grønnere.
Hyppig årsag til plastikforurening
Udover den sundhedsfare, som hygiejneprodukter udgør, er de også en kilde til plastikforurening. Gennem Plastic Changes tre-årige projekt i og omkring Roskilde Fjord, blev hygiejnebindet registreret blandt top fem over mest forurenende engangsplastikprodukter om fjorden. På EU-plan er engangs-hygiejneprodukter i top 10 over mest forurenende emner fundet i naturen.
Heldigvis er det også et sted, hvor man som forbruger kan træffe mere bæredygtige valg. Ikke to kroppe er ens, og man skal naturligvis bruge det hygiejneprodukt, der passer til ens krops behov, men der findes billigere, grønnere og sundere valg end konventionelle engangsplastik-tamponer og -bind. Først og fremmest kan man gå efter svanemærkede engangsprodukter, så man i det mindste er sikker på, at der ikke er uønsket kemi i produkterne. Og hvis det er muligt, kan man vælge at benytte genbrugsprodukter, som menstruationskoppen, menstruationstrusser, vaskbare bind eller en genbrugelig tampon-applikator som gode bæredygtige løsninger.
Læs også: Vil du smide dit bind i organisk affald?
De seks politiske tiltag som Plastic Change er medafsender på involverer blandt andet:
- Et europæisk mål for genbrug af menstruationsprodukter på 30% i 2030, som øges til 60% i 2040, kombineret med et seperat mål for genanvendelse for de resterende engangsplastikprodukter på hhv. 40% i 2025, 70% i 2030 og 90% i 2040.
- Undervisningsforløb på skoler, således at menstruerende bedre kan træffe informerede valg om deres menstruation og krop, inklusiv forståelse for diverse produkter og deres fordele og miljøpåvirkning.
- Øge tilgængeligheden af kemikalie-frie og genbrugelige menstruationsprodukter i store detailkæder og apoteker på tværs af EU.
- Øge økonomiske incitament for genbrugelige menstruationsprodukter på markedet, eksempelvis med kraftig opfordring til at reducere eller eliminere afgifter på genbrugelige løsninger
- En juridisk forpligtigelse for producenter af menstruationsprodukter til at udfase farlige kemikalier, eliminere brugen af toksiner, samt oplyse indholdsliste i deres produkter
- Gøre menstruationsprodukter gratis for dem, der har allermest brug for det