Artikler
Jordens Dag 2021: Vi skal lukke for hanen med engangsplastik nu
Hvert år den 22. april er det Jordens Dag. Det er en god anledning til at reflektere over vores træk på jordens ressourcer og diskutere, hvordan vi kan behandle jorden bedre.
I år er temaet for Jordens Dag ‘Restore Our Earth‘. I den anledning vil vi byde ind med nogle af de vigtige ændringer, der skal til for at løse et af vores største miljøproblemer: plastikkrisen.
Siden 1950’erne har vi produceret mere end 9 milliarder ton plastik. Heraf er størstedelen blevet brugt til engangsemballager og -produkter med kort levetid og lav markedsværdi. Indenfor de næste 20 år forventes den globale plastikproduktion at fordobles, og i samme periode forventes plastikforureningen at firedobles. Derfor er det vigtigt, at vi skrider ind nu og lukker for plastikhanen.
I Danmark har vi et enormt højt forbrug, og vi er blandt de bedste i verden til at producere affald. I Plastic Change mener vi, at vi i et velfærdsland som Danmark, hvor vi har et så højt forbrug, har et helt særligt ansvar for at finde balancen mellem en fortsat høj levestandard og et bæredygtigt samfund med respekt for klodens ressourcer.
Plastik og de afledte miljøeffekter
Plastik og især engangsplastik har vidtrækkende konsekvenser for klima, klodens ressourcer, biodiversitet, livet i havet og forurening samt menneskers sundhed.
Plastik er forbundet til klimaproblematikken fra udvinding af gas og olie til produktionen, transport, som affald, og når det ligger i naturen og nedbrydes via solens stråler. Vores forbrug og håndtering af plastik påvirker biodiversiteten og er destruerende for dyr, når de fanges og forstoppes i plastik. Ligesom forskningen i stigende grad peger på problemerne med skadelige kemi i plastikemballager og risici for menneskeres sundhed.
Plastikkens indflydelse på andre miljø- og sociale dagsordener gør, at vi skal skride til handling nu og tackle den bagvedliggende drivkraft for engangsplastikkens verdensherredømme, nemlig den lineære økonomi.
En bæredygtig økonomi, der fungerer for både mennesker og planeten
FN skriver i forbindelse med Jordens Dag, at vi bliver nødt til at skifte til en mere bæredygtig økonomi, der fungerer for både mennesker og planeten. I Plastic Change er det netop det, vi kæmper for.
Vi lever i en lineær økonomi, hvor vi bruger løs af jordens ressourcer og producerer enorme mængder produkter og emballager. Produkter og emballager som vi ofte kun bruger én gang, før de kasseres som affald. Og disse produkter og emballager forurener vores klode under hele deres levetid: når de produceres, transporteres, bruges, og når de skal behandles efter kassering. Derfor er det en nødvendighed, at vi bevæger os over i en mere bæredygtig cirkulær økonomi, hvor vi producerer færre produkter og emballager men i langt højere kvalitet, så vi kan bruge dem igen og igen.
Systemisk forandring
Den bæredygtige cirkulære økonomi sker ikke af sig selv. Det kræver systemisk forandring, hvor vi skal arbejde simultant på tre niveauer.
Politisk skal ambitionsniveauet op, herhjemme, i EU og globalt. Vi vil have Danmark til at blive et grønt foregangsland på ressourcer og affaldsforebyggelse. Derfor arbejder vi for, at der politisk skal opstilles ambitiøse reduktions- og genbrugsmål, så vi får etableret nogle bæredygtige og grønne rammer for industri og borgere. Industrien skal tage ansvar for hele livscyklussen for deres produkter og emballager og skifte forretningsmodel fra engangsproduktion til flergangsbrug. Til sidst skal borgerne kunne se fordelene i og have viljen til at benytte de cirkulære genbrugsløsninger, i takt med de bliver tilgængelige og udbudt på markedet.
At arbejde på disse tre niveauer mod systemisk forandring er afgørende for, at vi får rykket os fra en lineær til en cirkulær økonomi. En økonomi, hvor vi stopper de stigende affaldsmængder og plastikforurening, og hvor vi understøtter en grøn vækst med nye forretningsmodeller.