Løsninger

Beat the Microbead: Sådan undgår du mikroplastik i plejeprodukter

En del skrubbecreme, barberskum, hårprodukter, make-up eller andre kosmetiske produkter indeholder mikroplastik – små plastpartikler, som ikke nedbrydes i naturen og er til skade for havdyr. En skrubbecreme kan indeholde op til flere hundrede tusind stykker mikroplastik, og forskere vurderer, at der hvert år udledes op til 40 tons mikroplastik fra plejeprodukter til Det Baltiske Hav.

Det var baggrunden for Projektet Beat the Microbeat – et samarbejde under Plastfrit Hav mellem Plastic Change og Det Økologiske Råd. Projektet omfattede bl.a. udviklingen af app’en Beat the Microbead, der sladrer om plastik i plejeprodukter, og der blev lagt pres på politikere for at få gennemført et forbud imod mikroplast i plejeprodukter.

I Danmark bruges årligt 29 tons mikroplastik til kosmetiske produkter, mens EU samlet set bruger 4130 tons årligt. En stor del ender i spildevandsslammet, hvoraf vi i Danmark spreder det meste ud som gødning til marker, mens resten udledes videre til havmiljøet med spildevandet.

Der findes naturlige alternativer til mikroplasten, og mange producenter har aldrig benyttet sig af mikroplastik, mens andre producenter allerede har udfaset eller er i gang med en udfasning.

EUs nye plastikstrategi omfatter en fremtidig  udfasning af mikroplast i plejeprodukter.

Vil du vide mere om plastikforurening, så læs Spørgsmål og Svar

Se filmen: Beat the Microbeat – om plastik i plejeprodukter:

YouTube player