Nyheder
Nu kan det snart være slut med mikroplastik i kunstgræsbaner
Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) vil begrænse brugen af mikroplastik, der med vilje tilsættes produkter – for at undgå eller reducere miljøforurening, heriblandt fra kunstgræsbaner.
I Danmark har vi ca. 358 kunstgræsbaner. Kunstgræsbaner til f.eks. fodbold, rugby og tennis består blandt andet af gummigranulat, der fungerer som udfyldningsmateriale til banerne. Gummigranulat er typisk gamle, udtjente bildæk, som man har lavet om. Men gummigranulat er i virkeligheden også mikroplastik, og når man eksempelvis spiller en omgang fodbold på en kunstgræsbane, kan man ikke undgå at slide og udlede mikroplastik direkte ud i den omkringliggende luft, – vand, – og landmiljø. Faktisk så meget, at det estimeres at der ender op imod 380-640 tons mikroplastik i naturen fra kunstige fodboldbaner hvert år i Danmark. Mikroplastik i naturen er et rigtig stort problem, da det praktisk talt er umuligt at opsamle, når først det er endt i naturen. Samtidig er det en trussel for vores økosystemer og dyreliv, som spiser mikroplastik.
Desuden er bildæk, som bruges til disse kunstgræsbaner, ikke beregnet til tæt hudkontakt, og kan indeholde potentielle skadelige kemikalier fra plastik. Derfor kan kunstgræsbaner med mikroplastik udgøre en sundhedsrisiko for børn, såvel som voksne, når man vælter på banen eller skal tømme sine sko efterfølgende for kunstgræs.
Nyt forslag om forbud
Det kan snart være slut. ECHA’s Komité for Risikovurdering (RAC) støtter begrænsningen af mikroplastik, og anbefaler et totalt forbud af mikroplastik som udfyldningsmateriale på kunstgræsbaner, som for eksempel gummigranulat. Det har RAC vurderet som den mest effektive og miljømæssigt bedste løsning for at forhindre mere mikroplastik i at ende i naturen – selvom det ikke nødvendigvis er den billigste løsning. Desuden anbefaler RAC at mikroplastik, der med vilje bliver tilsat i produkter, f.eks. i kosmetik, plejeprodukter og maling, skal reduceres til koncentrationer på maximalt 0,01 vægtprocent.
Anbefalingerne er nu i høring, og kan forventes at være klar inden udgangen af 2020, hvor afgørelserne skal træffes i EU-Kommissionen. Hvis forbuddet mod mikroplastik i kunstgræsbaner går igennem, vil det gælde for hele EU / EØS, men med en seksårig implementeringsperiode for at sikre, at producenterne kan nå at følge med.