Nyheder

Ny aftale om plastikaffald er på plads

En ny global aftale på plastikaffald, underskrevet af 187 lande, skal sikre verdens fattige lande mod svært genanvendeligt plastikaffald fra Vesten.

Fredag aften underskrev 187 lande en plastikaftale i Genéve i Schweiz. Aftalen er en del af Basel-konventionen, og den skal forhindre verdens rige lande i at eksportere deres plastikaffald til fattigere lande – sådan som det hidtil har været.

Plastikaftalen betyder, at plastikaffald kun må eksporteres til lande, hvor regeringen fra modtagerlandene har godkendt det. Det er modsat i dag, hvor plastikaffald frit kan eksporteres til lande uden en godkendelse. Det har resulteret i at lande, særligt i flere asiatiske lande såsom Kina, Vietnam, Fillipnierne og Indonesien, har modtaget massive mængder affald fra Vesten, som har skabt enorme plastik-lossepladser rundt omkring i landene.

I Plastic Change er vi meget glade for, at der er kommet fokus på eksport af plastikaffald, og at der nu er vedtaget en global aftale:

“Basel-ændringerne er et afgørende første skridt i retningen af at standse brugen af landene i det globale syd som en dumpingplads for verdens plastaffald. Vi er i vesten selv nødt til selv at tage ansvaret for de enorme affaldsmængder som vores overforbrug skaber. Så det er et rigtig stærkt politisk signal til verden som vi er meget glade for i Plastic Change.” siger Strategisk direktør, Anne Aittomaki.