Nyheder
Ny database kortlægger farlig kemi i emballager med fødevarekontakt
En ny database af Food Packaging Forum (FPF) har identificeret 12.285 forskellige kemikalier, som kan indgå i fødevarekontaktmaterialer. Resultatet kalder på akut regulering på området, mener strategisk direktør i Plastic Change, Anne Aittomaki.
Tidligere i år offentliggjorde førende forskere og 160 organisationer verden over en fælles bekymringserklæring på baggrund af en omfattende undersøgelse om effekterne af kemikalier fra fødevareemballage på menneskers helbred. Fødevareemballager, der består af både plastik, papir og karton.
Nu skal en ny videnskabelig database, der kortlægger kemien i emballager, som Food Packaging Forum (FPF) står bag, føre til stærkere lovgivning på området.
Forskere har i årevis arbejdet på at indsamle og kortlægge information fra 67 globale statslige og industrielle kilder om kemi i fødevarekontaktmaterialer. Databasen har identificeret hele 12.285 forskellige kemikalier, der kan blive brugt i materialer, der kommer i kontakt med fødevarer.
Kortlægningen har ført til følgende hovedpunkter:
- 608 ud af de 12.285 kemikalier har farlige egenskaber, og forskerne betragter dem som kemikalier, der skal vurderes yderligere og/eller erstattes i materialer, der kommer i kontakt med fødevarer.
- Yderligere 1.411 kemikalier anses også som bekymrende på baggrund af computer simulationer.
- For over en fjerdedel af de identificerede stoffer er der ingen tilgængelig information om potentielle skadevirkninger i de gennemgåede kilder.
Der er akut behov for stærkere regulering af kemi i fødevarekontaktmaterialer, da det lige nu er det vilde vesten, hvor producenter kan tilsætte alt muligt farligt og ukendt. Det er at spille russisk roulette med folkesundheden, og som forbruger har man ikke en chance for at kunne navigere i emballage-junglen og træffe gode og oplyste valg.
Anne Aittomaki, Strategisk direktør, Plastic Change
Informationerne tilgængelige i databasen kommer på et kritisk tidspunkt fra både et videnskabeligt og lovgivningsmæssigt perspektiv. Europa-Kommissionen har nemlig inden for rammerne af den grønne aftale forpligtet sig til at reducere menneskers eksponering for kemikalier, der giver anledning til bekymring. Ligesom implementeringen af den nyligt vedtagne kemikaliestrategi for bæredygtighed og rammeforordningen af fødevarekontaktmaterialer står overfor en revision.
I Plastic Change arbejder vi for at reducere mængden af engangsemballager med fødevarekontakt, der indeholder skadelig kemi, og for at vi i stedet skal have flere genbrugs- og påfyldningsemaballger, der er fri for skadelig kemi.