Nyheder

Ny forskning: Kemikalieforurening fra mikroplastik er mere kompleks end først antaget

Det flyder med mikroplastik i miljøet. Det har ført til udbredte undersøgelser af de små stykker plastiks biologiske konsekvenser i forskellige omgivelser. Men forskere bag ny undersøgelse mener, at hovedparten af disse undersøgelser ikke er repræsentative nok for mikroplastikforureningens kompleksitet.

Hovedparten af de undersøgelser, der tester mikroplastikkens konsekvenser, involverer mikroplastik af ensartet type, form og størrelse. Derudover bruger hovedparten af eksperimenterne uberørt mikroplastik (mikroplastik der endnu ikke ikke er brugt til produktion eller er nået ud til forbrugeren).

Nu har en ny undersøgelses testet forskellen på konsekvenser af uberørt mikroplastik og mikroplastik fra miljøet, specifikt for larver fra fiskearten tykhovedet elritse. Undersøgelsen viser, at mikroplastikforureningens skade på dyrelivet skyldes en række faktorer, der ofte ikke tages i betragtning ved undersøgelser. Dette involverer plastikkens størrelse, form, og den kemiske sammensætning der sker, når plastikken er endt i miljøet. Dermed understreger den nye undersøgelse, at mikroplastikforureningen i miljøet er langt mere kompleks, end vi måske går og tror.

Læs også: Hundredvis af fiskearter indtager plastik – også dem, vi spiser

En kemikalie-cocktail

Den mikroplastik, som findes i miljøet, er en cocktail af mange forskellige kemikalier. Kemikalier der både hver for sig og sammen kan udgøre en fare for miljøet og dyrelivet.

Denne cocktail består bl.a. af kemiske forbindelser fra produktionen af selve plastikken og de kemikalier, der tilsættes plastikprodukterne under fremstilling. Derudover fungerer mikroplastikken også som en kemisk svamp, der absorberer andre miljøforurenende stoffer, som eksempelvis tungmetaller, når plastikken er endt i en sø, i havet, eller andet sted i miljøet.

Derfor mener forskerne bag den nye undersøgelse, at det er vigtigt, at forskere og politikerer ikke blot ser mikroplastik som én enkelt forurener men i stedet som en cocktail af mange forurenere i en mikroplastik-pakke.

Læs også: Plast er en cocktail af kemikalier

Seks gange flere deformiteter

Undersøgelsens resultater viser, at de larver, der blev udsat for mikroplastik fra miljøet udviklede hele seks gange flere deformiteter sammenlignet med de laver, der blev udsat for uberørt mikroplastik.

Derudover viser resultaterne, at den uberørte mikroplastik kun påvirkede larverne, når disse blev udsat for både plastikpartikler og dets kemiske afløbsvand, hvorimod mikroplastik fra miljøet også påvirkede larverne, når plastikpartiklerne var siet fra, og de kun var udsat for dets kemiske afløbsvand.

Dermed viser resultaterne, at mikroplastikken fra miljøet er mere skadeligt for organismerne sammenlignet med den uberørte mikroplastik. Ifølge rapporten tyder dette på, at den ekstra giftighed er relateret til den komplekse blanding af forurenende stoffer fra miljøet – altså plastikkens kemikalie-cocktail, som dannes i miljøet.

Læs også: Farlige kemikalier, der forbindes med fødevareemballage, fundet i kroppen – Ny europæisk forskning kræver handling