Nyheder
Flaskebørn kan indtage over en million stykker mikroplastik om dagen, viser undersøgelse
Spædbørn, der får mælk med flaske, kan indtage langt over en million stykker mikroplastik hver dag, viser et nyt studie, der er offentliggjort mandag.
Kilde: Ritzau
Undersøgelsen, der er foretaget af et hold forskere fra Irland, blev lavet for at sætte fokus på overfloden af plastik i vores fødevarer.
Efterhånden findes der voksende beviser for, at vi mennesker generelt indtager et stort antal af de små mikroplastikpartikler, der dannes, når større stykker plastik nedbrydes. Dog ved vi fortsat meget lidt om, hvilke sundhedsmæssige konsekvenser der er forbundet med at indtage mikroplastik.
Forskerne fra Irland har undersøgt, hvor hurtigt mikroplastik frigives i ti forskellige typer sutteflasker eller tilbehør fremstillet af polypropylen – den mest anvendte type plastik til fødevarebeholdere. Her har de fulgt de officielle retningslinjer fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, om sterilisering og forberedelse af flaskerne.
Sterilisering og høje temperaturer har størst effekt
I løbet af en testperiode på tre uger fandt forskerholdet ud af, at flaskerne frigav mellem 1,3 og 16,2 millioner mikroplastpartikler per liter. De brugte derefter disse data til at estimere den globale eksponering af mikroplast gennem sutteflasker til spædbørn.
Her fandt de ud af, at det gennemsnitlige spædbarn, der får flaske, indtager 1,6 millioner mikroplastpartikler hver dag gennem de første 12 måneder af barnets liv. Forskerne bag undersøgelsen siger, at sterilisering og høje temperaturer havde den største effekt i forhold til at frigive mikroplast.
Undersøgelsen er blevet offentliggjort i Nature Food Journal.
Forskerholdet siger, at formålet med forskningen ikke har været “at bekymre forældre”: “Vi har forsøgt at understrege, at vi kender ikke de potentielle sundhedsrisici ved, at spædbørn indtager mikroplast”, siger holdet fra Trinity College i Dublin.
Forskerne bemærker, at det var i de mest udviklede lande, at spædbørn sandsynligvis indtog mest plast med 2,3 millioner partikler dagligt i USA og 2,6 millioner i Europa. Dette tilskrives, at amningsraten i rigere lande er relativt lav.
Læs den fulde undersøgelse her
Studiet er alarmerende, da vi endnu ikke ved meget om de helbredsmæssige konsekvenser som mikroplastik har for os mennesker. Men vi ved, at plastik indeholder en masse ukendte kemikalier, der er under mistanke for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Der er tidligere fundet mikroplastik i salt, honning, øl, muslinger, muslinger, flaskevand, og nu også i flasker, der gives til spædbørn. Det er stærkt problematisk at vi hver dag udsættes for så mange kilder til mikroplastik, og vi bør anlægge et forsigtighedsprincip, mens der forskes mere i sundhedskonsekvenserne.
Anne Aittomaki, Strategisk Direktør, Plastic Change
Mikroplastik skal tilbage på den politiske dagsorden
Plastic Change og Rådet for Grøn Omstilling har taget initiativ til kampagnen Mission:Mikroplastik, der skal informere om det usynlige problem, og være med til at sætte fokus på industriens ansvar for at lave produkter uden mikroplastik. Vi vil have danskerne med på denne mission, så vi sammen kan råbe politikerne op og sikre, at der tages handling både i Danmark og i EU.