Artikler

Plastic Change får ny ledelse

Efter fem særdeles succesfulde år har Plastic Change fået ny bestyrelse og ny ledelse

Det var kun de færreste, der så plastik som et problem, da Plastic Change for fem år siden så dagens lys. I dag er plastikforurening blevet en folkesag, og Plastic Change får hver dag henvendelser fra enkeltpersoner, foreninger, myndigheder og virksomheder, der gerne vil bidrage til organisationens arbejde.

Bestyrelsen, der har været med til at føre organisationen frem til den nuværende succes, har nu givet stafetten videre til et nyt hold af syv medlemmer med stifter af Plastic Change, Henrik Beha Pedersen, som ny formand. Generalforsamlingen har valgt en nye bestyrelse, som med deres forskellige kompetencer inden for bl.a.  digitalisering og mobilisering, skal styrke organisationens ambitioner om at skabe en globale bevægelse med det mål, at vi ændrer og reducerer vores forbrug af plastik.

Stor tak for stor indsats

Henrik Beha Pedersen sender en stor tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer: ”De afgående kræfter i bestyrelsen har været afgørende for vores succes. Vi er meget taknemmelige for den markante frivillige indsats, der er ydet i de første fem år af organisationens virke.”

Som ny formand stopper Henrik Beha Pedersen som administrerende direktør. Vicedirektør Berit Asmussen har valgt at gå videre til andre udfordringer, dog med et solidt overlap til en ny ledelse i Plastic Change, der udgøres af Louise Lerche-Gredal, som bliver ny administrerende direktør og Anne Aittomaki, der tiltræder som strategisk direktør.

Stor bevågenhed og højt tempo

”Vi arbejder med en dagsorden med stigende bevågenhed, og som samtidig ændrer sig i et tempo, der gør det nødvendigt, at vi hele tiden udvider vores værktøjskasse og tilpasser vores måde at arbejde på”, udtaler de to nye direktører.

Louise Lerche-Gredal er advokat og MBA, med en baggrund som erhvervsadvokat og som administrerende direktør for Mediationsinstituttet. Hun har været ansat i Plastic Change siden januar 2018, og har blandt andet været ansvarlig for organisationens strategiske partnerskaber med danske virksomheder.

Anne Aittomaki er antropolog og har været ansat i Plastic Change siden januar 2016, hvor hun har været med til at udvikle organisationen samt drive det strategiske og politiske arbejde nationalt og internationalt. Anne sidder i styregruppen i Break Free From Plastic, en bevægelse, bestående af 1500 organisationer verden over, der globalt arbejder for at knække den stigende kurve for plastikproduktion og forbrug.

Ændringerne i organisationen indtræder fra dags dato.

De nye medlemmer er:
Karen Lorenzen, direktør Operate
Jens Chr. Norrild, Project Director i Novo Nordisk
Steffen Hjaltelin, direktør Hjaltelin og Stahl
Signe Simonsen, Sekretariatschef ved Kvinder I Bestyrelser
Lærke Ullerup, marketing director, Trackunit
Mathias Gredal Nørvig, direktør SYBO
samt eksisterende bestyrelsesmedlem Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastic Change