Nyheder
Plastic Change: Ny strategi skal sikre højere ambitioner for at løse plastikkrisen
Den 4. februar 2021 lancerer vi en ny treårig strategi for Plastic Change for 2021-2023, der skal højne niveauet for den danske indsats for at tackle plastikkrisen.
Plastikforureningen fortsætter med at stige i hele verden på trods af, at der de seneste år har været et øget fokus på at nedbringe forureningen. Hvis vi fortsætter med at gøre, som vi gør i dag, så vurderes det, at plastikforureningen i verdenshavene vil være tredoblet om blot 20 år.
Den udvikling er kritisk for både miljø, klima og sundhed. Derfor er det vigtigt, at vi højner de danske ambitioner for at løse plastikkrisen.
Danmark som foregangsland
I Danmark er vi blandt de bedste i verden til at producere affald, hvoraf en stor andel består af plastikemballager og -produkter, der kun bliver brugt én gang, før det kasseres som affald.
Derfor, hvis Danmark skal blive et foregangsland, har vi et ekstra stort ansvar for at bevæge os væk fra brug-og-smid-væk-kulturen og finde balancen mellem en høj levestandard og et bæredygtig samfund. Den balance indebærer, at vi ikke producerer så store mængder affald men i stedet får etableret effektive genbrugssystemer, så vi kan holde den høje levestandard uden at udtømme jordens ressourcer.
En folkestemning for genbrug
Vores nye strategi peger på systemisk forandring samtidig med, at den indeholder konkrete indsatser. Vi fokuserer udelukkende på reduktion og genbrug, hvor vi arbejder for højere politiske ambitioner, større industri ansvar, og så er det helt afgørende, at borgerne kommer med på genbrugsvognen og støtter op om de bæredygtige genbrugsløsninger, når de gør deres indtog i vores dagligdag.
Hvis vi skal løse plastikkrisen og blive et foregangsland på plastik, er vi nødt til at gøre mere, end vi gør i dag. Alle taler om genanvendelse, og det er fint, men det løser ikke vores problem med engangsbrug og affald. Der et kæmpe behov for en mere seriøs samtale om, hvordan vi som samfund kan reducere og genbruge mere. Det er den samtale, vores nye strategi lægger op til, som også indeholder konkrete indsatser, så vi kan komme i gang med at reducere vores forbrug
Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change
Mission er fortsat at arbejde for en verden uden plastikforurening, og det kræver, at både befolkningen, politikerne og industrien kommer med på reduktions- og genbrugsvognen. Det er den eneste vej til en mere bæredygtig plastikproduktion – til gavn for både miljø, klima og sundhed.