Artikler
Plastic Change sætter fokus på grønne påstande om plastik
Som forbrugere bliver vi i stigende grad udsat for markedsføring af produkter som bæredygtige, klimavenlige, eller miljøvenlige – såkaldt ”grønne påstande”. Med et nyt initiativ vil EU skærpe reglerne for grøn markedsføring, og i den forbindelse har Plastic Change særligt fokus på grøn markedsføring af plastikprodukter.
Forfattere: Malene Høj Mortensen, public affairs-rådgiver, Plastic Change; Lone Mikkelsen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling; Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening. Foto: Ib-Corneliussen-Nielsen, Børsmose Strand.
EU-Kommissionen har for nyligt lanceret et længe ventet initiativ, der sætter ind imod virksomheders falske grønne påstande om produkter som værende eksempelvis miljøvenlige, klimavenlige eller bæredygtige. Forslaget har til hensigt at sikre et mere oplyst grundlag for forbrugere til at træffe bæredygtige beslutninger samt at minimere risikoen for ”greenwashing” af varer.
I et fælles høringssvar med andre danske miljøorganisationer roser Plastic Change EU-Kommissionens initiativ, men opfordrer til, at ambitionsniveauet for forslaget hæves.
For Plastic Change gælder det særligt et ønske om, at reglerne også kommer til at omfatte grønne påstande om plastikprodukter og produkter indeholdende plastik, da dette er en problematik, som vi ser i stigende grad.
Affaldsindsamling kan ikke kompensere for nye plastikprodukter
Nogle af de mere generelle påstande om plastik, vi i stigende grad støder på fra virksomheder verden over, er løfter om såkaldt “plastik-neutralitet” og “plastik offsetting”, hvor virksomheder påstår at kunne kompensere for deres plastikforbrug ved at fjerne en tilsvarende mængde plastik fra naturen eller havet.
Sådan en påstand er problematisk, fordi de store problemer med plastik langt fra kan løses ved at rydde sporadisk op. I stedet bør fokus være på at reducere plastikforbruget, som stiger stødt og estimeres at være firedoblet i 2050. Området for påstået plastik offsetting er i dag helt ureguleret, så private aktører står selv for at vurdere, hvornår de mener, at et plastikprodukt er tilstrækkeligt kompenseret.
I Plastic Change mener vi slet ikke, det er muligt at sammenkæde oprydning af plastik med produktion af ny plastik, da plastik jo belaster miljøet og klimaet i hele sin livscyklus helt fra udvinding af råolien, under fremstilling og brug af plastikproduktet og til det skal affaldshåndteres eller ender i naturen og bidrager til bl.a. kemikalieforurening. At der samles plastik ind, kan langt fra opveje for denne belastning af klodens ressourcer. Dertil kommer, at indsamlingsaktiviteter som oftest foregår enten på land (fx på strande) eller i havoverfladen, hvor kun en meget lille del af de store plastikmængder i vores havmiljø befinder sig. Virkeligheden er, at der er store mængder plastik der ligger så dybt i havet, at det er stort set umuligt at samle op. Derfor er påstande om plastik offsetting eller plastik neutralitet som markedsføringsgreb stærkt kritisabelt og noget, vi mener bør indgå i EU-direktivet om falske grønne påstande.
Læs også: EU vil sætte hårdere ind overfor problemet med mikroplastik
Regler for grønne påstande om plastikprodukter bør skærpes
Ud over de mere generelle påstande om at kunne kompensere for plastikforbrug ved at indsamle plastikaffald, bliver forbrugere i dag også i stigende grad udsat for markedsføringspåstande om plastikprodukter som værende genbrugelige, genanvendelige, komposterbare, bionedbrydelige eller indeholdende genanvendt eller biobaseret materiale. Alt sammen påstande, som klinger grønt og bæredygtigt, men som i alt for mange tilfælde er hverken korrekte, tilstrækkeligt underbyggede eller til at forstå for forbrugeren. Det bliver blandt andet slået fast i denne rapport, der analyserer 82 forskellige plastikprodukter og de grønne markedsføringspåstande knyttet til dem. Rapporten konkluderer blandt andet, at knap halvdelen af de undersøgte påstande er uklare og mangelfulde for forbrugeren, mens knap halvdelen også er misvisende, fordi de ikke har nogen reel betydning for bekæmpelse af plastikforurening.
Bæredygtighed er det nye buzzword i mange virksomheders markedsføring, og derfor er det helt afgørende, at der bliver sat ind over potentielt vildledende påstande også for plastikprodukter og produkter indeholdende plastik.
Den fulde udgave af høringssvaret fra Plastic Change, Rådet for Grøn Omstilling og Danmarks Naturfredningsforening kan læses her.