Nyheder

Rødt kort til gummigranulat i kunstgræsbaner – gult kort til miljøminister Magnus Heunicke

Miljøorganisationen Plastic Change er glade for, at Danmark og EU i går har stemt ja til EU’s forslag om at begrænse tilsat mikroplastik i en række forbrugerprodukter, herunder et forbud mod gummigranulat i kunstgræsbaner. Desværre lykkedes det Danmark og miljøminister Magnus Heunicke at sænke ambitionsniveauet i forslaget kort før afstemningen.

Selvom vi ved, at forurening med mikroplastik truer vores miljø, natur og potentielt vores sundhed, er det i dag fortsat lovligt helt bevidst at tilsætte de små stykker plastik i en række forbrugerprodukter.

Derfor vil EU med et aktuelt forslag kraftigt begrænse den bevidste tilsætning af mikroplastik, der i dag er på ingredienslisten til produkter som bl.a. kosmetik, hudpleje og rengøringsmidler samt i form af gummigranulat fra bildæk som fyld i kunstgræsbaner til sport. 

Miljøminister Magnus Heunicke har indtil for nylig ønsket at frede gummigranulatet i kunstgræsbaner trods de kendte miljøskadelige effekter. Ganske kort inden afstemningen lykkedes det dog Danmark at forlænge indfasningsperioden i EU-forslaget fra 6 til 8 år. Med denne forringelse af det oprindelige forslag valgte Danmark i sidste ende, sammen med et flertal af EU-landene, at stemme for et forbud.

Forbud mod gummigranulat i kunstgræsbaner særligt vigtigt

Resultatet af afstemningen vækker stor glæde hos miljøorganisationen Plastic Change, der sammen med andre miljø- og forbrugerorganisationer sendte et et åbent brev til miljøministeren op til mødet med opfordring til at Danmark støtter forslaget, også den del der omhandler gummigranulat til kunstgræsbaner, som regeringen har været tøvende omkring. 

Gummigranulat fra kunstgræsbaner er den største enkeltstående kilde til udledning af tilsat mikroplastik til vores miljø, og vi har en række brugbare og mere miljøvenlige alternativer, som flere danske kommuner allerede har taget i anvendelse. Derfor er vi glade for, at den danske regering bakker op om et forbud mod at udfase brugen af kasserede bildæk i kunstgræsbaner. Det er dog samtidig nedslående, at det er Danmark, der er årsag til, at udfasningsperioden er forlænget fra 6 til 8 år”,  siger Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change.

Ifølge Anne Aittomaki er det glædeligt med et forbud mod gummigranulat i kunstgræsbaner, fordi disse ud over at være mikroplastik, der nemt ender i miljø og natur, også indeholder skadelige kemikalier.

Netop de skadelige kemikalier er i centrum i den mini undersøgelse, som Plastic Change og forskere på Københavns Universitet i går løftede sløret for og som viser bekymrende fund af en række miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Det gælder blandt andet stoffer som der normalt ikke testes for i miljøundersøgelser. 

De nye prøver viser, at kunstgræsbanerne indeholder både miljø- og sundhedsskadelige stoffer, blandt andet 6PPD og 6PPD-quinone, som er særligt giftige for vandmiljøet. Derfor er vi ekstra ærgerlige over, at Danmark har været en drivende kraft for at forlænge udfasningstiden” udtaler Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastic Change.