Nyheder

Spanien og Frankrig forbyder plastik om frugt og grønt

Store EU-lande rykker mere ind i kampen mod engangsplastik med ambitiøse mål.

Fra januar 2022 bliver det i Frankrig ikke muligt at købe udvalgt frugt og grønt, pakket ind i dårlig engangsplastik. Dette er et led i at mindske mængden af plastikaffald markant, og derfor sætter de hårdt ind på engangsplastik. Det franske miljøministerium anslår, at 37 procent af al frugt og grønt idag sælges med emballage. Ministeriet forventer, at det nye tiltag vil sikre, at der bliver produceret én milliard færre plastikemballager om året.

I Frankrigs naboland, Spanien, bliver der ligeledes sat ind med nye reduktionsmål i kampen mod plastikforurening. Fra 2023 bliver det nemlig forbudt at købe frugt og grønt pakket ind i tynd plastikfolie i de spanske supermarkeder og dagligvarebutikker. 

Begge landes målsætninger viser hvordan mange andre europæiske lande lige nu bruger EU’s engangsplastikdirektivs nye retningslinjer som en løftestang til at tage et større opgør med engangskulturen og unødvendig plastik. Med reduktionsmål og mål for genbrug på et politisk niveau, træder landene derfor længere ind i kampen mod engangsplastik.

Læs også: Mere emgangsemballage betyder ikke nødvendigvis mindre madspild

Flere tiltag på vej

Udover at Spanien forbyder plastikfolie, overvejer ministeriet også at bremse salget af drikkevarer på flaske. Det skal bl.a. ske ved at øge tilgængeligheden af vandposte i det offentlige rum, samt ved at indføre alternativer til de nuværende engangsflasker, som eksempelvis et pantsystem. Samlet set har den spanske regering et mål om at nedbringe salget af plastikflasker med 50% inden 2030.

Frankrig har tidligere sat ind for at reducere mængden af plastikemballage i take-away branchen, og i januar 2022 bliver det ligeledes ikke tilladt fastfoodkæder at uddele gratis plastiklegetøj, som man kender det fra f.eks. Happy Meals fra McDonalds. 

Læs også: Tysk lovgivning: alle får mulighed for at vælge genbrugelig takeaway-emballage