Artikler

Stort industriprojekt til bekæmpelse af plastikforurening er sunket til bunds

Det fik stor opmærksomhed i medierne, da mere end 25 industrivirksomheder i 2019 erklærede fælles kamp mod verdens plastikproblem under ‘The Alliance to End Plastic Waste’. To år senere er de konkrete resultater fra alliancen dog udeblevet, og dens projekter er sporadisk ophørt igen.

The Alliance to End Plastic Waste er navnet på en sammenslutning af virksomheder, der tilbage i 2019 gik sammen for at hjælpe med at bekæmpe plastikforureningen. Sammen forpligtede de sig til at bruge det, der svarer til mere end seks mia. danske kroner (og muligvis yderligere) på at reducere plastikproduktionen og på at forbedre genanvendelsen af plastik i de følgende fem år.

Alt dette lyder umiddelbart meget positivt, men fra starten er der er dog fra flere sider blevet påpeget en ganske væsentlig problematik ved alliancen. Den består nemlig af virksomheder, der har store økonomiske interesser i en fortsat vækst af den globale plastikproduktion. Det er virksomheder som Shell, BASF, ExxonMobil og Procter & Gamble.

Det kan naturligvis synes yderst positivt, når en række af de største globale aktører fra den petrokemiske industri offentligt tilkendegiver, at de har et ansvar for plastikforureningen, og ikke blot skubber det over på forbrugerne. Men kigger man nærmere på alliancen og dens sammensætning, er det ganske svært at se bort fra advarselslamperne om, at de gode intentioner ikke nødvendigvis matcher aktørernes interesser og handlinger.

Her er det særligt vigtigt at bemærke, at medlemmernes investeringer i alliancens mission ikke tilnærmelsesvis kommer i nærheden af, hvad de selvsamme virksomheder investerer i at fortsætte og udvide plastikproduktionen. Eksempelvis havde Shell ved alliancens start igangsat byggeriet af et produktionsanlæg for flere milliarder amerikanske dollar. Investeringer, der påfaldende nok går under mediernes radar og ikke får omtale.

Læs også: Plastikindustrier bruger corona-frygten til at presse på for mere engangsplastik

Hvordan er det gået for alliancens projekter?

På trods af alliance-medlemmernes betydelige investeringer i en øget produktion af engangsplastik, er der dog blevet søsat nogle projekter.

Alliancen står bag opsamlingsprojektet Renew Oceans, der ved lanceringen blev kaldt ét af deres bedste projekter, og det er blevet udtrykt, at projektet i sidste ende skulle kunne stoppe strømmen af plastik til havene.

I dag er Renew Oceans-projektet dog ophørt.

Alliancen har forklaret til Reuters, at Renew Oceans er stoppet med at fungere, og at man i fællesskab er blevet enige om at ophæve projektet i oktober 2020, på grund af udfordringer, som ikke er nærmere beskrevet. Andre talspersoner har udtalt, at projektet ikke ikke har haft tilstrækkelig kapacitet til at arbejde i en sådan skala, som problemet kræver.

Ifølge Reuters var målene for Renew Oceans at indsamle 45 tons plastikaffald fra Ganges i 2019 og 450 tons i 2020. Reuters kan ikke bekræfte den egentligt indsamlede mængde, men kilder fra projektet har udtalt, at der var tale om mindre end et ton indsamlet plastikaffald, før projektet stoppede i marts sidste år.

Alliancen har andre opsamlingsprojekter på vej, men de er små eller er endnu ikke blevet gjort til virkelighed. Af de projekter, som alliancen har finansieret, har kun tre mindre projekter indsamlet affald. Selv i fuld skala vil disse projekter ifølge Reuters ikke have nogen nævneværdig effekt på plastikforureningen.

Plastikkrisen kræver fokus på forebyggende løsninger

Verdens plastikproduktion stiger lige nu mellem 3,5 til 4 procent om året, og med en forventet firedobling i produktionen inden 2050, er kampen mod plastikkrisen selvsagt tabt på forhånd, hvis vi kun forsøger at løse den ud fra et ensidigt fokus på oprydning og genanvendelse.

For at gøre noget ved plastikkrisen skal vi have flyttet fokus hen på reduktion og genbrug af plastik, hvor vi med de rigtige systemer kan bruge vores produkter og emballager igen og igen, i stedet for at bidrage til verdens affaldsbjerge. Og her spiller det politiske arbejde, industriens ekspertise og borgernes krav og ønsker sammen.

Læs også: Genanvendelse af plastik står i vejen for grønnere tiltag