Artikler

The Story of Plastic: Filmen du bør se, hvis du vil forstå plastikkrisen

Den nye dokumentarfilm, The Story of Plastic, er et wake up call til verden om den kolossale plastikkrise, som vi befinder os midt i. Verden bliver nemlig ført bag lyset af globale kommercielle giganter, der fylder lommerne, mens deres plastikprodukter fylder havene. Filmen har premiere på Discovery Channel den 22. april i 134 lande i anledning af Jordens Dag.

The Story of Plastic følger plastikkens tilblivelse fra udvinding af olie og gas til det ender som affald – og i havet. Filmen kortlægger globale løbebaner for plastik, hvordan genanvendelse på globalt plan har slået fejl, og hvordan Vestens kolossale mængder plastikaffald eksporteres til såkaldt ”genanvendelse” i Asien med store konsekvenser for lokalsamfund og miljø.

Det er en afsløring af, hvordan industrien i årtier systematisk har sendt mere og mere plastik på markedet via snedig markedsføring af produkter, som verden slet ikke har brug for. Samtidig hermed har den har peget fingre af almindelige borgeres utilstrækkelige affaldssortering som grunden til, at vi ikke genanvender mere plastik. Men sandheden er, at disse produkter og emballager hverken kan håndteres eller omsættes til noget meningsfyldt. Det er ubrugeligt affald fra det øjeblik, det er produceret.

Indtil videre har plastikdebatten primært været domineret af samtalen om, hvad vi som almindelige borgere kan gøre for at mindske forureningen. Men det kommer The Story of Plastic til at lave om på. Der eksisterer nemlig en kæmpemæssig skævvridning i forhold til placeringen af ansvar og reel indflydelse på plastikkrisen.

Alle har naturligvis et ansvar; borgere, industri og politikere – og det er sund logik, at ingen skal smide plastik og affald i naturen. Men det er en direkte løgn, at vi som forbrugere kan løse verdens problemer med plastik. Som filmen viser, er dette nøjsommelige, bevidste fortællinger fra en global industri, der tjener mange penge på at opretholde den lineære status quo, hvor deres produkter bliver til affald (‘after all, waste is good business’). I industrien er man dygtige til at holde fokus på de sidste led i plastikværdikæden, borgeren. Og jo længere tid, man kan opretholde dette fokus, desto flere penge tjener man – og desto længere tid går der inden, vi kommer i nærheden af at tage hul på løsningen af den globale plastikkrise.

Indtil videre har plastikdebatten primært været domineret af samtalen om, hvad vi som almindelige borgere kan gøre for at mindske forureningen. Men det kommer The Story of Plastic til at lave om på. Der eksisterer nemlig en kæmpemæssig skævvridning i forhold til placeringen af ansvar og reel indflydelse på plastikkrisen.

Anne Aittomaki, Plastic Change

The Story of Plastic kan virke som lidt af en mavepuster, da man som almindelig borger hurtigt kan føle sig magtesløs. Men det er samtidig en film om håb, forandring og solidaritet.

Anne Aittomaki, Plastic Change

Problemstillingerne med plastik kræver systemiske ændringer – det, der populært kaldes for grøn omstilling. Og det kan ikke løses af du og jeg som borgere – og ej heller ved at skifte engangsplastik ud med et andet engangsmateriale. Det kan kun ske via stram politisk rammeregulering af industrien på global skala, og det er nødt til at ske tættere på produktionen end på forbrugeren.

Det er usandsynligt, at industrien selv vil omlægge fra den nuværende strategi om at “designe til genanvendelse”. Det er nemlig en lukrativ forretning at skabe affald, selvom verden ikke har systemer til at kunne håndtere det i den fart, der sprøjtes nye produkter ud på markedet – og ej heller skal kunne det. Verden har til dato genanvendt 9% af al den plastik, der nogensinde er produceret – og heraf kun 2% effektivt.

Dette er ikke ensbetydende med, at genanvendelse ikke er en del af ligningen i fremtiden – for det er det i høj grad. Men vi lykkes ikke med at stoppe forureningen, medmindre vi i langt højere grad fokuserer på reduktion af plastikproduktionen, og på redesign af produkter til genbrug med tilhørende genbrugssystemer, som vil nedbringe de ukontrollerbare og voksende affaldsbjerge. Og her er det kun politikerne og industrien, der kan gøre noget.

The Story of Plastic kan derfor virke som lidt af en mavepuster, da man som almindelig borger hurtigt kan føle sig magtesløs. Men det er samtidig en film om håb, forandring og solidaritet.

Gennem filmen møder vi forskellige personer, der på hver deres måde udkæmper en kamp mod plastik i forskellige led af værdikæden, i forskellige egne af verden. Men de kæmper ikke alene. De er en del af den globale bevægelse Break Free From Plastic, der blev startet i 2016, hvor 86 organisationer fra hele verden mødtes i Filippinerne for at udvikle en global strategi, der adresserer hele plastikkens værdikæde. I dag er Break Free From Plastic vokset til 1800 organisationer verden over, der kæmper under samme globale strategi, og som deler de samme mål. The Story of Plastic er et resultat af de forbindelser og globale synergier, som bevægelsen har frembragt. I Plastic Change har vi været med i bevægelsen fra starten, og sidder nu i styregruppen som én ud af 12 organisationer, der er tovholder for den globale strategi. Dokumentaren er blot det første skidt i forhold til at øge borgerbevidstheden om, hvor det overordnede ansvar for plastikforureningen skal placeres, og skabe et globalt folkeligt pres på industrien og på politikerne, hvor der stilles krav og forlanges handling.

YouTube player
Trailer for dokumentaren The Story of Plastic, som har dansk premiere under CPH:DOX 2020

Du kan sikre dig billet til én af de danske visninger af filmen her

Hvad gør vi i Plastic Change

Udover at være aktiv i Break Free From Plastic, arbejder Plastic Change for en global plastik-traktat på FN-niveau og er med i UNEA-forhandlingerne herom. Vi arbejder for et EU-forbud mod eksport af plastikaffald ud af EU i 2015. Derudover lobbyer vi politisk i EU og på nationalt plan for reduktionsmål, genbrugskrav- og mål samt producentansvar, så vi sikrer en reel omstilling fra engangsbrug og lineære forretningsmodeller til flergangsbrug (genbrug) og nye cirkulære forretningsmodeller, der er affaldsfri. Vores mål er et affaldsfrit samfund.