Artikler

Tøjvirksomhed fjerner 90% jomfrueligt plastik fra produkter – men kæmper med de sidste 10

FOTO: Everlane

Tøjvirksomheden Everlane har fjernet 90% af jomfrueligt plastik fra sin leverandørkæde. Men de har svært ved at nå de sidste 10 procent, hvilket andre virksomheder også oplever i kampen for at reducere plastikforbruget.

At fremstille knapper, lynlåse, skosåler og spandeks uden jomfrueligt plastik er en stor opgave for producenter. Det ved virksomheden Everlane, der i 2018 fremlagde en ambitiøs målsætning om at fjerne alt jomfrueligt plastik fra deres forsyningskæde ved udgangen af 2021.

Et år efter annonceringen havde Everlane opnået en reduktion i jomfrueligt plastik på 75%, og ved starten af i år nåede virksomheden op på 90%.

Reduktionen er opnået ved at udskifte 45 forskellige materialer i leverandørkæden – enten med andre materialer end plastik, eller med genanvendt plastik fra muleposer eller frakker. Everlane estimerer, at reduktionen i omregnet form svarer til, at 9 millioner færre plastikflasker er endt på lossepladser.

Efterspørgsel i branchen ikke høj nok

De sidste 10% har voldt virksomheden store udfordringer, da visse materialer er vanskelige at skaffe i genanvendt plastik, herunder eksempelvis lynlåse, skosåler og strækstof. I nogle tilfælde er disse produkter mulige at fremskaffe, men kvaliteten heraf er for lav til, at produkterne kan indgå i Everlanes produktportefølje: De går simpelthen for nemt i stykker under test, og kan ikke klare hyppig maskinvask.

Årsagen er, at plastikken og dens egenskaber forringes under genanvendelsesprocessen, hvor det oprindelige produkt skal ødelægges for at blive til et nyt, hvilket indebærer, at det nye produkt nemmere går i stykker. Det kan ofte tage mange år med test og evaluering af formularer og teknikker for at skabe det bedste genanvendte materiale, og Everlane har til dato endnu ikke fundet nogen, der kan levere på disse tre varer. Et problem, der ifølge Everlane også kan tilskrives, at efterspørgslen på genanvendte materialer i tøjindustrien fortsat ikke er høj nok.

Innoverer sammen med kunder og civilbefolkningen

Everlane forsøger at imødegå leverandør-udfordringen på flere måder: Udover konstant at holde sig på forkant med den seneste udvikling og lægge pres for efterspørgslen på genanvendte materialer hos relevante leverandører, har Everlane allokeret $100.000 til et nyt program, der skal engagere civilpersoner med innovative løsninger på, hvordan verden befries for plastikforurening. I april måned begyndte Everlane at gennemgå de indsendte forslag og vil siden finansiere de bedste og honorere et ukendt antal. “Vinderne” vil også indgå i tæt samarbejde med virksomheden med henblik på at forstå leverandørkæden og branchens behov for bæredygtighed.

I Plastic Change ser vi gerne, at flere virksomheder følger Everlanes eksempel og sætter nogle klare mål og milepæle for deres reduktion af jomfrueligt plastik. Vejen til mindre plastikforbrug og forurening sker ved kilden – dvs. ved at arbejde målrettet med eliminering, innovation i materialer og retænkning af forretningsmodeller mod en mere cirkulær økonomi.