Undervisning
Undervisningsmateriale til 5.-6. klasser: Plastikhelteskolen
Lær om plastikforurening og bæredygtigt forbrug med youtuberne Helga og Henning
MØD PLASTIKHELTEN HELGA – UNDERVISNING TIL 5.-6. KLASSE
Mød Plastikhelten og Youtuberen Helga, der tager eleverne med på en rejse både frem og tilbage i tiden, i forsøget på at forstå problemer med overproduktion og overforbrug af engangsplastik og for at finde de gode løsninger. Undervisningsmaterialet fokuserer på engangskulturen og arbejder med både konkrete og mere abstrakte løsninger. Den første af de to film handler om, hvad vi hver især kan gøre for at løse problemerne med plastik og engangskulturen, og den anden film fokuserer på de problemer, som vi skal løse i fællesskab.
Formålet med undervisningsmaterialet er at skabe kritisk refleksion og bevidst handling hos eleverne på baggrund af et konkret samfundsmæssigt og teknologisk eksempel, nemlig produktionen af plastik og forbruget af plastik. Eleverne bliver klogere på, hvordan vi hver især kan tage ansvar og gøre en forskel for miljøet – alene ved at handle anderledes og lære, at der findes alternativer til ’brug og smid væk’-kulturen.
Undervisningsmaterialet har en bemærkelsesværdig evne til at inkludere de fagligt udfordrede elever. Det var tydeligt, at undervisningsmaterialet vækkede begejstring hos flere af de elever, der almindeligvis kan være svære at inkludere og motivere i den daglige undervisning. Materialet inviterer eleverne til at åbne øjnene og påtage sig et personligt ansvar. Denne invitation modtog langt størstedelen af eleverne med åbne arme, så de involverede både hinanden og forældre i at diskutere løsningsforslag samt foretage konkrete ændringer i hverdagen
Natur/Teknologi-lærer på Skørping Skole
Undervisningsmaterialet om Plastikhelten Helga er udviklet af Plastic Change i 2022 med støtte fra AP Møller fonden.
Materialet er beregnet til faget Natur/teknologi og Håndværk & Design til 5.-6. klasser, og består af tekst, film, øvelser og en lærervejledning.
Find materialet til Helgas Plastikhelteskole her:
MØD PLASTIKHELTEN HENNING – UNDERVISNING TIL 5.-6. KLASSER
Mød Plastikhelten og Youtuberen Henning i disse to film, der handler om plastikforurening. Den første film handler om omfanget og konsekvenserne ved plastikforurening. Den anden film handler om løsninger til hvad du selv kan gøre i din hverdag, for at bekæmpe plastikforurening.
Formålet med dette undervisningsmateriale er ligesom med plastikhelten Helga, at skabe kritisk refleksion og bevidst handling hos eleverne på baggrund af et konkret samfundsmæssigt og teknologisk eksempel, nemlig produktionen af plastik og forbruget af plastik.
Undervisningsmaterialet ’Plastikhelteskolen’ om Plastikhelten Henning er udviklet i 2019 af Plastic Change, Det Økologiske Råd (nu Rådet for Grøn Omstilling) samt Plastindustrien, som en del af projektet Plastfrit hav. Materialet er beregnet til faget Natur/teknologi og består af tekst, film, øvelser og en lærervejledning.
Find materialet til Hennings Plastikhelteskole her:
Emneuge og skoleprojekter om plastik
Plastikforurening er heldigvis blevet en fast del af den naturfaglige undervisning på rigtig mange skoler og gymnasier. Et stort antal klasser har derfor projektuger eller skriver projektopgaver om emnet og kontakter Plastic Change for at få svar på en lang række spørgsmål vedrørende alle aspekter inden for plastik, miljø, klima, affald og naturressourcer.
Er du lærer eller elev og har brug for svar på spørgsmål om plastik, så kan vi anbefale først at kigge i vores Spørgsmål og Svar (FAQ), hvor du kan få svar på rigtig mange spørgsmål. Hvis du har andre spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Plastic Change på telefon eller på mail.
Kontakt os på:
info@plasticchange.org
+45 42 66 72 46
Telefontid: Mandag – Fredag fra 10:00 – 15:00
Andre materialer og forløb om plastik til folkeskolen
Plastic Change har lavet mange film og animationer, der egner sig godt til undervisning. Find alle film og animationer på Plastic Change’s youtube-kanal.
Særligt til undervisning kan anbefales:
- ”Plastikskolen” med ni korte animationsfilm
- 12 flotte animationsfilm lavet til Plastic Change af The Animation Workshop (fra 2018, fra 2020)
- Filmen ”Plastiksuppe Forude!” om Ekspedition Plastik og forskning i plastiksupperne.
- Filmene fra Plastic Change’s undervisningsmateriale til gymnasiet ”En Verden af Plastik” kan også bruges til udskolingsklasserne. Find filmene målrettet hhv. biologi og naturgeografi (NB: flere af filmene er de samme til begge fag)
Derudover findes flere forskellige undervisningsmaterialer til folkeskolen og gymnasier, omhandlende plastikforurening, produceret af Plastic Change og andre. Her er et par gode eksempler:
Plastik på Tværs udviklet af Aarhus Universitet i samarbejde med Plastic Change til 7.-9.klasser.
En verden af Plastik er udviklet af Plastic Change til gymnasieklasser i fagene biologi og naturgeografi.
EU-projektet ”Marlisco” har lavet et et frit tilgængeligt undervisningsforløb omkring affald i havet, herunder plastikaffald.
DR og Københavns Kommune har udarbejdet undervisningsforløbet Plastik Fantastisk til fysik og kemi i udskolingen, 6.- 9. klasser.
Plastmissionen er udviklet af Life Fonden til 7. klasser i biologi, fysik/kemi og geografi.
PlastLab er et forløb til 8.-10. klasser udviklet af Plastindustrien. Plastindustrien har derudover lavet et par andre undervisingsmaterialer, quiz, leksikon, spil og vejledninger om plastik. Find oversigt her.
Plantastica er et sjovt, lærerigt og interaktivt brætspil, som giver spillerne viden om plastikforurening, plastikproduktion og -forbrug, undgåelse i hverdagen, mikroplast i havet/i naturen, genbrug og upcycling. Spillet er egnet til alle fra 14 år (fra 8. klasse) og er udviklet af Professionshøjskolen Absalon og Interreg-projektet KursKultur 2.0. Spillet kan lånes gratis på alle CFU’er i Danmark som klassesæt eller downloades i en DIY-version. I projektet er desuden udviklet tre tværfaglige undervisningsforløb om hhv. Upcycling, Plastik i havet, og Undgåelse af plastik.
Skoleplast er et projekt og samarbejde om indsamling og genanvendelse af plastik.
SkraldeSafari om affaldsindsamlinger og -sortering med børn og unge i 1.-6. klasse er udviklet af Det Nationale Plastikcenter, Miljøstyrelsen.
”Plastik i havet” er en fagbog til børn, der gerne vil vide mere om plastikforurening i verdenshavene, og hvad man selv kan gøre for at reducere forureningen. Bogen kan kan lånes på de fleste biblioteker.
Victoria og Verdensmålene er en bogserie med tilhørende undervisningsmateriale om FN’s Verdensmål til mellemtrinnet. Bogen sendes gratis ud til alle grundskoler i Danmark. Bøger særligt relevante for plastikproblematikken: Verdensmål 12 – Ansvarligt forbrug og produktion: “Avocado Mysteriet”. Verdensmål 13 – Klima: “Isbjørnen”. Verdensmål 14 – Livet i Havet: “Den Lille Havfrue Vender Tilbage”.
Plastik – nej tak! er en bog fortrinsvis målrettet til 4.-6. klasse. Oversat til dansk af Helene Bülow Nielsen fra Forlaget Bolden med faglig sparring fra Plastic Change.