Artikler

Vi surfer på plastik

Vi surfer gennem natten på det gode ekspeditionsskib SY Christianshavn. Vi er på Ekspedition Plastik og kun et hundrede sømil fra Bermuda, midt i den nordatlantiske plastiksuppe. Med otte knob i timen, nærmest svæver skibet, umærkeligt henover Atlanterhavet der lyser op af morild, den lille havalge der skinner som en diamant, når den kommer i bevægelse. Et fløjlstæppe af stjerner hænger over os. Vi snakker i cockpittet om, at hvis al den mikroplastik, der er i havet, lyste som morilden, ville her være lys som på en højlys dag.

Med på Ekspedition Plastik er forskere fra Roskilde og Aarhus Universitet. De indsamler mikroplastik i alle størrelser, og særligt skal det analyseres, hvad det er for kemikalier, der kan associeres med den indsamlede plastik

Havets diamanter

Plastik er desværre ikke diamanter. Så ville vi være de nye guldgravere, bare med trawl og skib. Det menneskeskabte materiale polymeren med sin fortættede og svært nedbrydelige molekylestruktur ligger under skibet som et uigenkaldeligt bevis på, at vi har fejlet. På bare tre generationer har vi skidt vores egen baggård til med milliarder stykker af mikroplastik, der bare ligger og flyder og venter på, at en fisk, en tangloppe, en havskildpadde eller plankton kommer forbi og tager en bid. Ringen sluttes, når de mange kemikalier, vi har inkorporeret i polymermaterialet, ender på vores tallerken. Kemikalier som hormonforstyrrende phthalater, hjerneskadende bly, reproduktionsskadelige bromerede flammehæmmere og de mange hundrede øvrige miljø- og sundhedsskadelige kemikalier, der anvendes af Plastindustrien i dag.

Et eksplosivt problem

Om dette rent faktisk er tilfældet prøver vi at forstå. Med på Ekspedition Plastik er forskere fra Roskilde og Aarhus Universitet. De indsamler mikroplastik i alle størrelser, og særligt skal det analyseres, hvad det er for kemikalier, der kan associeres med den indsamlede plastik. Vi ved, at der i havmiljøet er opbygget et lager af svært nedbrydelige kemikalier med evne til at blive optaget i fødekæden og blive biomagnificeret. Kemikalier som det beskidte dusin og senere er en lang række andre kemikalier kommet til. Stoffer som PFOS, der bruges til at skabe overflader, hvor fedt og vand ikke kan trænge igennem. PFOS bruges til at coate bøger, tekstiler, emballage med flere. Et andet godt eksempel er bromerede flammehæmmere, der blandt andet har hormonforstyrrende effekter. Flammehæmmerne tilsættes en række elektroniske produkter og er svært nedbrydelige i miljøet. Om stofferne biomagnificeres er helt centralt. Føres de optagne kemikalier videre til næste led i fødekæden? Det kræver omfattende studier at fastslå dette. På ekspeditionen tager vi hul på denne forskning. Vi indfanger lysprikfisk, der er helt central i økosystemet som fødegrundlag for større arter. Eller rettere: vi forsøger at fange lysprikfisk!

Forskning i plastiksuppe
FOTO AF LISBETH ENGBO

Ringtrawlet driller

Det er en udfordring at fange lysprikfisken fra et sejlskib. Det har næppe været forsøgt før, men er helt centralt i forskningsarbejdet, og så vil vi gerne løfte den udfordring, det er at vise, at vi kan fange fiskene fra vores skib. På den måde er vi med til at demonstrere, hvor omkostningseffektivt det kan være at forske fra mindre skibe som SY Christianshavn. Vi har i samarbejde med Aarhus Universitet designet et ringtrawl med en diameter på én meter. For at kunne trawle fra skibet skal vi have optimale betingelser. Vi skal sejle to til fire knob, og søen må ikke være for høj. Hertil skal vi have vores depressor til at fungere. Depressoren skal trække nettet flere meter ned under havoverfladen for at øge sandsynligheden for at fange lysprikfisken. Da vi senest satte trawlet, sejlede vi for hurtigt. Depressoren blev trukket op i det tovværk, der holder ringtrawlet og snoede sig omkring disse liner. Dette har formentlig skabt turbulens foran nettet og resultatet; ingen fangst. Vi forsøger os nu uden depressor og dermed med nettet helt i overfladen. Det øger vores fleksibilitet i forhold til at kunne øge farten.

Flyvefisk, lysprikfisk og squids

Vi helmer ikke. Om natten forsøger vi at sætte manta trawlet i havoverfladen som et andet forsøg på at fange fiskene. Der er så mange lysprikfisk, at der er en chance. Vores seneste forsøg med dette trawl gav pote i form af nogle flyvefisk, en blæksprutte og nogle lysprikfisk! Dette på trods af, at manta trawlet blot dækker et ti centimeter bredt havareal på sin tur gennem havet. Vores første fisk kom i nettet! Det tredje forsøg er at anvende fangstnet. Den årtusinde lange tradition med at kaste net og indfange småfisk skal udforskes. Vi øver os i at kaste nettet fra skib. Det kræver en god teknik at få nettet til at brede sig effektivt ud over havoverfladen, hvor det med sine lodder vil synke hurtigt og med et træk i en snor samles lodderne i bunden af nettet. Fiskene er i hus, hvis vi altså lærer at kaste nettet som f.eks. vietnameserne har gjort det i århundreder.

Morgenrøde forude

Natten i cockpittet ombord kalder på tankerne. Gør vi det rigtige? Kan vi fange lysprikfisk nok til at skabe det statistiske grundlag der skal til? Det er centralt for os, at Ekspedition Plastik understøtter forskning i vores forsøg på at give befolkningen og politikerne et grundlag at reagere på. Det er nu, vi har chancen, så vi må tage alle udfordringer op.