Nyheder
Vil beskytte paradis mod plastikforurening: Maldiverne forbyder engangsplastik inden 2023
På paradis-øerne Maldiverne producerer indbyggere og turister hvert år næsten 300 millioner kg. affald. Østaten tager nu kampen op ved at forbyde engangsplastik, og de er ikke de eneste Asien, der har fået nok og gør noget ved problemet. I Danmark kan vi lade os inspirere af de ambitiøse tiltag.
Når du hører ordet ‘Maldiverne’, tænker du måske på et paradis med smukke hvide sandstrande og azurblåt vand. Men Maldiverne har ligesom de fleste andre lande også udfordringer med store mængder af plastikaffald.
Hvert år producerer indbyggere og turister på Maldiverne næsten 300 millioner kg affald. Derudover flyder der med havstrømmene også plastikaffald til Maldiverne fra nærtliggende lande. Af det affald, som øen selv producerer, bidrager især de mange turister, der hvert år besøger østaten, hertil med i gennemsnit ca. 2,7 kg affald om dagen pr. turist.
Allerede nu er det dog tydeligt, hvor stor effekt et sådant forbud kan have. På en af de maldiviske øer har man allerede elimineret engangsplastik, og det har betydet, at man har kunnet reducere den gennemsnitlige affaldsproduktion per person fra ca. 2,7 kg til lidt over 200 gram.
Andre områder i Asien siger også stop for engangsplastik
Maldiverne er ikke det eneste sted i Asien, hvor der tages ambitiøse skridt på vejen mod mindre plastikforurening.
I den største by på Filippinerne, Quezon City, der har ca. tre millioner indbyggere, vil plastikposer og engangsplastik fra den 1. marts 2021 være forbudt. Byen begyndte oprindeligt at gennemføre forbuddet i januar 2020, hvorefter det blev midlertidigt ophævet med henvisning til coronapandemien, men nu genoptages gennemførelsen af forbuddet. Forbuddet indebærer bl.a., at spisesteder ikke må udlevere engangstallerkener, -bestik og -sugerør til de spisende gæster.
Også i Indonesien, Vietnam og Malaysia er der flere initiativer for at skabe såkaldte ‘zero waste cities’. Et af initiativerne i Indonesien er et zero-waste-projekt i Balis største by, Denpasar, hvor grønne organisationer hjælper med at undervise borgere i løsninger, der skal skabe mindre affald. Og i Malaysia har den lokale forbrugerforening i delstaten Penang støttet adskillige nul-affalds-politikker.
Læs også: Nye tal: Asien forurener ikke mest med plastik
Danmark bør lade sig inspirere
I Danmark ynder vi at se os selv som et grønt foregangsland, men virkeligheden er, at vi er blandt de bedste i verden til at producere affald. Vores enorme produktion og forbrug af engangsprodukter og engangsemballager bidrager i høj grad til plastikkrisen, og derfor er tiltag, som fører mod mindre engangsplastik og et affaldsfrit samfund, vigtige.
Her kan vi f.eks. se mod Maldiverne, der tager et ambitiøst og vigtigt skridt på vejen mod mindre plastikforurening.
Det affaldsfrie samfund sker selvfølgelig ikke af sig selv – og heller ikke fra den ene dag til den anden. Vi skal derfor arbejde mod systemisk forandring, der gør op mod vores engangskultur. At kunne skabe den forandring kræver både en indsats fra politikerne, fra virksomhederne og fra borgerne.