Nyheder

Danmark har også et problem med forurening: mere end 26,5 tons affald indsamlet til World Cleanup Day

Mere end 177.000 cigaretskod, flere tusinde mundbind og andet plastikaffald har blandt andet fyldt indsamlingsposerne under årets World Cleanup Day, der blev afholdt den 19. september.

Nu kan der snart ikke sås mere tvivl om, hvorvidt forurening også er et problem herhjemme i Danmark. For det er lige præcis et mere end 26,5 tons stort problem, har vi nu fået konstateret. Den 19. september var det World Cleanup Day, hvor op imod 13.00015.000 danskere fra hele landet ryddede op langs de danske kyster, strande, parker, skove, byer mv. fordelt på omtrent 750 lokationer. Store som små har været involveret, hvor prisen for årets yngste deltager må gå til en 2 måneder gammel baby, der sammen med sin mor, far og 1,5-årige søskende var “med” ude og samle op imod 20 kg. affald.

Det er den største tilslutning vi har set til World Cleanup Day i Danmark hidtil og i Plastic Change er begejstringen høj for årets resultater: Vi turde slet ikke håbe på den store tilslutning i år som vi fik, grundet den usikre og skiftende situation med COVID-19, men danskerne har virkelig vist, at de går op i og tager deres del af ansvaret for at bevare vores danske natur. En kæmpe stor tak og respekt til alle, der gjorde en indsats i år – både i det store og i det små, lyder det fra Marjun Fuglø, landekoordinator for World Cleanup Day i Danmark. 

Foruden minimum 75 virksomheder, der har deltaget med interne og offentlige oprydninger, har andre danske NGO’er også været involveret som blandt andet JCI Danmark, Danmarks Naturfredsforening, GreenKayak, og Nordic Ocean Watch Danmark. 

På verdensplan er optællingerne for hele World Cleanup Day-indsatsen stadig igang, men indtil videre er der registreret minimum 160 deltagende lande og territorier og det anslås at den samlede deltagelse kommer til at være den samme eller lidt højere end sidste år, hvor 180 lande og territorier deltog. De samlede optællinger vil blive offentliggjort i løbet af de næste måneder, idet nogle lande har – grundet COVID-situationen – måtte udskyde deres oprydning til senere på året.

Plastic Change sætter navn på de største miljøforurenere i Danmark

Foruden landsdækkende affaldsindsamlinger til årets World Cleanup Day, så har Plastic Change iværksat et Producent Tjek – også kaldet Brand Audits – i 12 lokationer i landet. Det vil sige affaldsindsamlinger, hvor der efterfølgende systematisk bliver identificeret hvilke producenter, der står bag det fundne affald. De forrige to år har en stor del af de deltagende lande til World Cleanup Day afholdt Producent Tjeks, og sat store brands som blandt andet Coca-Cola, Nestlé og Pepsico øverst på listen over miljøforurenere i naturen. Det er en uheldig titel at få og har resulteret i et pres på, at selvsamme brands, koncerner og andre virksomheder tager et større ansvar for måden, de producerer deres produkter, så de ikke ender i naturen.

Resultaterne for Producent Tjekket i Danmark er endnu ikke opgjort, men forventes at være klar i løbet af oktober måned.